Når der føjes lidt evolution til de observerede data

Evolutionen bliver givet æren for en masse observationer, som forskere flest sikkert vil mene intet siger om evolution. Giver observationerne således belæg for udtalelserne om evolution i nedenstående artikler?

1.    Forskere ved Yale-universitetet har fundet en RNA-struktur, der hjælper proteiner med at inficere celler. Det er for så vidt interessant, men Science Daily forskønnede observationen med en historie om den fjerne fortid: ”Yale-universitetets forskere har opdaget en urgammel, men fungerende genetisk rest fra en tid, da DNA endnu ikke eksisterede,” stod der. Ron Breaker fra Yale uddybede ræsonnementet bag påstanden:

”Denne type RNA-struktur ville have været nødvendig for at livet kunne eksistere, før evolutionen af det dobbelttrådede DNA med dets instruktionsbog for proteiner, der udfører stort set alle livets funktioner i dag. Hvis proteiner er nødvendige for at udføre livets funktioner, må videnskabsmændene forklare, hvordan livet opstod uden DNA-opskriften. Løsningen på problemet med hønen og ægget er RNA-maskiner, såsom den, der er blevet identificeret i det nye studium,” udtalte Baker.

”En stor del raffineret RNA-apparatur er uddødt, men dette studie viser, at RNA besidder mere af den kraft, der skal til for at gennemføre kompleks biokemi, ” sagde Baker. ”Det gør den spontane opståen af liv på jorden langt mere sandsynlig.”

Selv om observationen viste, at dette RNA hjalp en bakterie med at inficere en celle, havde dette RNA formentlig også tilfældigvis en mere nyttig funktion: ”De menes at have været molekylære parasitter, men det er klart, at de bliver inddraget af cellerne for på en eller anden måde at gavne organismen.” Artiklen gjorde ingen forsøg på at forklare, hvordan sådant et maskineri kan være opstået igennem evolution.

2.      Moses’ åre: Et af de mest komplette skeletter af mosasauren Platecarpus, et uddødt vandreptil, der var en fabelagtig svømmer såvel som et glubsk rovdyr, blev publiceret i Science Daily. Artiklen nævnte, at de tidligere forestillinger om, at den skulle have svømmet som en ål, måtte revideres, da analyser viste, at den nok svømmede mere ligesom en haj. Det er for så vidt interessant, men det har evolutionære implikationer ifølge Luis B. Chiappe fra Los Angeles National History Museum:

”Fundene understreger, hvordan disse tilpasninger til fuldstændig eksistens i vandet udviklede sig hastigt og konvergent i adskillige grupper af mesozoiske vandreptiler såvel som i eksisterende hvaler. Dette fossil viser evolution i aktion, og hvordan et vellykket  design blev udviklet gang på gang i forskellige grupper af organismer, der tilpassede sig livet i samme slags miljøer,” udtalte Chiappe. ”Det henleder endnu en gang opmærksomheden på det potentiale, nye opdagelser har til at udfordre veletablerede fortolkninger om dinosaurer og andre dyr, der levede sammen med dem.”

”Ud fra dette smukt bevarede eksemplar ser det ud til, at avanceret, hajlignende svømning begyndte med mososaurerne millioner af år tidligere end før troet,” bemærkede Dr. Kevin Padien, en palæontolog ved University of California, Berkeley, der ikke havde noget med selve forskningen at gøre.

Artiklen roste fossilets konservatorer og medarbejdere og bemærkede, at nye opdagelser kan udfordre veletablerede fortolkninger om dinosaurer og andre dyr, men var besynderligt tavs omkring, hvordan evolutionen gang på gang frembragte komplekse identiske tilpasninger i forskellige grupper af dyr. Tilfældigvis var dette fossil usædvanligt velbevaret: ”Det indeholder stadig spor af en bestemt kropsstruktur, formodede pigmentmærker, udvendige skæl, en nedadvendt hale, forgrenede bronkier og maveindhold (fisk).” De fleste havdyr går i opløsning i havet. Artiklen forklarede ikke, hvordan dette eksemplar kunne være så velbevaret.

3.       Ræsonnement om irrationalitet: Folk siger og gør dumme ting. Det er for så vidt interessant, men Sharon Begley brugte i Newsweek  sine åndsevner til at argumentere for, ”hvorfor evolutionen kan fremme irrationalitet.” Hun levede sig ind i sindet på en jæger-samler fra forhistorisk tid og forklarede: ”Typer af ræsonnement, der er gode til at løse logiske problemer, men dårlige til at vinde argumenter med, tabte i løbet af evolutionen til dem, der hjælper os med at være overtalende, men får os til at have svært ved at begribe abstrakte syllogismer.” Hun lød meget overbevisende, men var det rationelt, for hvis evolutionen har favoriseret  det irrationelle, hvad har da sat hende i stand til at kende forskel?

Sædvanen med at inddrage evolution i forklaringer på observationer har en lang historie bag sig. Darwin gav evolutionen æren for flagermusens sonar, symbiose, insekters størrelse og sågar mangel på evolution som en evolutionær strategi, selv om det ikke er umiddelbart indlysende, at evolutionen kan forklare den slags observationer ( se Crevinfo 24. aug. 2007).

Bliver det hele ikke ganske tydeligt, når man læser evolutionsvidenskabelige artikler med sin humbugdetektor slået til? Er evolutionær historiefortælling mere end et dække for en ideologi, der famler efter beviser i eventyret om Kejser Charles’ nye klæder?

(Baseret på Creation Evolution Headlines, den 13. august 2010, der belønnede de tre citater med SEQOTW, der står for Stupid Evolutionary Quote Of The Week, altså ugens mest fjollede evolutionscitat.)