Død mand sladrer

[ikke]!

Noget om at læse i fossiler.

I Hanne Stragers bog Som at tilstå et mord omgås forfatteren begrebet fossiler på en smart og besnærende måde. Det er lige før at man overbevises om at den gamle lærdom død mand sladrer ikke, ikke længere gælder.

I denne 3. del af Origos anmeldelse af Hanne Stragers bog skal vi se på døde fossiler i livets historie. [1. del findes her. ]

Fortæller HS da livets historie ud fra de døde fossiler? Nej, det gør hun ikke, al den stund at fossiler ikke fortæller ikke livets, men alene dødens historie. Der er nemlig nogle fællestræk ved fossiler som HS overser (eller glemmer?):

• De vidner alle om pludselig død,
• og de er alle dannet vha. vand.
• De dateres hovedsagelig ud fra “sig selv”, dvs. vha. ledefossiler.
• Fossiler er fundet i hundredetusindvis, men alligevel er
• overgangsformer så at sige ikke-eksisterende,
• de ligger nemlig alle inden for skarpt opdelte arter.
• Fortolkningen af livets historie ud fra fundene er ofte ret så fantasifuld, for
• intetsteds på Jorden kan man tage hen og se et dyrs udviklingshistorie i en uafbrudt lagdeling.
• Endelig ligger fossilerne tit & ofte “forkert”.

[En forkortet, men illustreret udgave af denne anmeldelse findes i Origos juleudgave (som er lige på trapperne), nr. 119, december 2010, hvor vi dokumenterer hvordan HS’ bog, sikkert ufrivilligt, kommer til at illustrere at “ét lille hår kan blive til fem fjer!” Her kan man nemlig se på halerne af de to fossiler. OG der turde vist være en lille forskel på de tydelige svingfjer øglefuglen er forsynet med, og så den hårlignende gevækst dinoen har samme sted.]

Læs videre her.

<>Anmeldelsen fortsætter en anden dag.<>

***

Her lukkes nu for kommentarer da der hele tiden ryger spam ind den vej. Seriøse kommentarer henvises derfor fremover til min IDblog.