Hop til indhold

Rabbiner om de nye ateister: vås af værste skuffe

En jødisk rabbiner har skrevet en bog, hvor han angriber de nye ateister. Det har bl.a. resulteret i følgende åbne brev til en af disse ateister, biologen Jerry Coyne fra University of Chicago, der kalder sig selv en “kulturel jøde”.

Kære Dr. Coyne.

Jeg har tænkt over de tre udfald, du har gjort imod Rabbi Adam Jacobs og mig selv inden for de sidste uger (den 7. marts, 9. marts og 27. marts 2011). De har kunnet læses på din hjemmeside “Why Evolution is True” og var i overvejende grad svar på en kronik, som Rabbi Jacobs havde i The HuffPosts religionssektion den 6. marts 2011 med titlen “A reasonable argument for God’s existence [’Et fornuftigt argument for Guds eksistens’].” Rabbi Jacobs havde bemærket, at nogle af argumenterne var hentet fra min bog Nonsense of a High Order: The Confused and Illusory World of the Atheist. Hvad jeg fandt mest interessant var, at alle disse udfald var udtrykt inden for vores jødiske tradition. Blandt de blomsterrige perler, der flød fra din oplyste, uddannede og sofistikerede pen var bl.a.: 

“Missionerende kristne kan være lige så åndssvage, som de har lyst til, men når en rabbiner siger noget dumt, bringer det mit DNA i kog.” 

”Helt ærligt er jeg træt af den slags argumenter og dybt bedrøvet over, at de kommer fra jøder.”

Og til slut: “Jøder kan være lige så overlagt vildledte med hensyn til evolution som kristne som William Dembski og Michael Behe.” 

Din første kommentar om at bringe ”mit DNA i kog” virker åbenlyst racistisk. Tror du virkeligt, der er en sådan ting som et ”jødisk DNA”? Du skriver, at du er ”dybt bedrøvet over, at de kommer fra jøder.” Er jøder forskellige fra andre mennesker? Forventer du mere fra jøder? Jeg går ud fra, at du mener, at vi er bedre end hedningerne. Har den naturlige selektion gjort os klogere end ”åndssvage” kristne? Hvad med ikke-kristne hedninger? Er der også sådanne ting som ”kristent og ikke-kristent hedensk DNA”? Du milde, det næste, der ryger ud af din mund er vel, at der også er en form for højere ”arisk DNA”. Hvor har jeg mon hørt det før? Jeg vil overlade den nærmere analyse af dine muligvis racistiske opfattelser til nogle af de dygtige sociologer, der bor i samme Hyde Park-kvarter som dig selv. Lad os gå videre til sagens kerne. 

Du skriver, at ” Jøder kan være…overlagt vildledte med hensyn til evolution.” Hvad der er så besynderligt ved denne bemærkning er, at hverken rabbiner Jacobs eller jeg på noget tidspunkt diskuterede den darwinistiske evolutionsteori. Emnet under diskussion var livets oprindelse. Da jeg spurgte, hvordan liv kom fra det ikke-levende, svarede Rabbi Jacobs: “Hvordan? Jeg har ingen anelse. Ud fra al den kemi jeg kender, virker det på mig forbløffende usandsynligt.” Nej, undskyld, det var ikke Rabbi Jacobs, men Harvard-professoren Dr. George Whitesides, der har den største Hirsch-index-klassificering af nogen nulevende kemiker. 

Det, Rabbi Jacobs virkeligt sagde, var: “Livets oprindelse er et totalt mysterium.” Undskyld mig, jeg bliver ved med at rode tingene sammen. Det var en ”åndssvag” kristen fysiker ved navn Freeman Dyson i artiklen “How We Know”, der blev bragt den 10. marts 2011 i New York Times Review of Books. 

Jeg mener snarere, at Rabbi Jacobs skrev: ”Vi ved ikke, hvordan livet begyndte…vi kender ikke den mekanisme, der forvandlede ikke-liv til liv…vi har mange teorier, mange gætterier, men vi ved ikke, hvad der skete.” Hvad er der galt med mig i dag? Det var ekspert i livets oprindelse Dr. Paul Davies, der bemærkede dette på den nyligt afholdte Origins Conference på Arizona State University foran et panel af nogle af verdens førende videnskabsmænd inklusive J. Craig Venter, Richard Dawkins, Sydney Altman osv. 

Men bortset fra det nævnte jeg vist, at titlen på Rabbi Jacobs artikel i HuffPost var: ”Pssst, sig det ikke til kreationisterne, men videnskabsmændene har ikke den fjerneste anelse om, hvordan livet startede.” Jeg gjorde det igen! Det var ikke Rabbi Jacobs, det var en ledende skribent på Scientific American, John Horgan, og det var titlen på hans kommentar i Scientific American den 28. februar 2011 til ovennævnte konference i livets oprindelse på Arizona State University.     

Det, som jeg tror virkeligt piner dig, Dr. Coyne, er, at Rabbi Jacobs, jeg og andre som os gør opmærksom på, at kejseren er pinligt nøgen. Videnskabsmændene er fuldstændigt desorienteret med hensyn til, hvordan livet skulle være kommet fra det ikke-levende, og det forstyrrer dig dybt, at vi har den frækhed overhovedet at foreslå den mulighed, at livet er skabt. Sikke et slag i ansigtet på videnskabsmænd overalt! Hvordan vover vi at foreslå, at måske er der mysterier, der ligger uden for videnskabens rækkevidde! Hvis videnskabsmænd kan bygge en brintbombe, må de vel kunne alt! Som afslutning på din tekst den 7. marts 2011 sammenfattede du dit “knytnæve i bordet” svar til vildledte, middelalderlige fundamentalister som os: 

“Nej, vi ved endnu ikke, hvordan livet opstod på jorden, men vi har nogle gode ledetråde [måske skulle du fortælle de professorer Whitesides, Dyson og Davies om den gode nyhed], og abiogenese er et blomstrende felt. Og måske vil vi aldrig komme til at forstå, hvordan livet opstod på Jorden, for sporene af det tidlige liv er sporløst forsvundet. Vi ved, at det skete mindst én gang, men ikke hvordan. Jeg er ret sikker på, at vi inden for måske 50 år kan skabe liv i laboratoriet under tilstande, som herskede på den primitive Jord, men at det heller ikke præcist vil fortælle os, hvordan det skete – kun at det kunne.” 

Hvordan du ”ved”, at livet opstod igennem en ikke-styret, rent materialistisk proces, når du indrømmer, at du ingen beviser har til støtte for en sådan påstand, er et mysterium, som kun ateistiske videnskabsfolk som dig selv, Richard Dawkins og P.Z. Myers kan forstå. Forestil dig en distriktsadvokat stille sig op foran en dommer med en anmodning om at nægte en løsladelse, fordi han ”ved”, at den anklagede er skyldig. Når han bliver bedt om et bevis, svarer han: ”Deres Velbårenhed, jeg er sikker på, at vi i løbet af 50 år vil have alle de beviser, vi har brug for!” Afmagten i dit argument, Dr. Coyne, og svagheden i din position taler for sig selv. 

Jeg føler mig flov, når jeg ser intelligente menneske komme med latterlige og tåbelige argumenter, uanset om de kommer fra jøder, kristne eller skeptikere. Nu forstår jeg, hvorfor jeg kaldte min bog Nonsense of a High Order: The Confused and Illusory World of the Atheist [’Vås af højeste kaliber: Ateistens forvirrede og illusoriske verden’]. 

Med venlig hilsen 

Rabbi Moshe Averick, Chicago, Illinois, USA.

<span>%d</span> bloggers like this: