Hop til indhold

Ti spørgsmål til din biologilærer

Jeg vil her i den kommende tid foreslå nogle gode spørgsmål, du kan stille din biologilærer (hvis du altså har en sådan), når han eller hun fortæller dig, at evolutionsteorien er lige så solid en kendsgerning som tyngdekraften. Du kan starte med at stille et spørgsmål om livets oprindelse. 

Ofte finder man i biologibøger og andre bøger, der argumenterer for evolutionsteorien, et billede fra 1953 med den unge Stanley Miller i et laboratorium foran nogle kolber og reagensglas. Billedet ledsages som regel af en tekst om, at Miller-Urey eksperimentet fra 1953 viser, hvordan aminosyrer, livets byggeblokke, kan være dannet på den tidlige Jord, og giver eleven indtryk af, at Miller viste, hvordan livet opstod af sig selv på den tidlige Jord. Det giver også videre et indtryk af, at videnskaben i dag ved, hvordan livet opstod, eller i hvert har en god ide om, hvordan det kan være opstået. 

Her kan du spørge din biologilærer, hvorfor dette eksempel gives, når det senere er blevet vist, at tilstandene på den tidlige Jord var helt andre end dem, som Miller gik ud fra. Med den atmosfære, man nu mener var fremherskende på den tidlige jord, syntetiseres der ingen aminosyrer i Millers eksperiment, og derfor er hans eksperiment helt irrelevant. Hvorfor får vi ikke det at vide? 

Du kan også bore videre i det ved at spørge, at selv om man har nogle aminosyrer, hvordan man kommer man da videre til proteiner? Proteiner er lange kæder af tyve forskellige aminosyrer. Aminosyrer er ret simple molekyler, imens proteiner er fantastisk komplekse. Forskellen imellem dem er noget i retning af forskellen på en firkantet stenblok og den store Kheops-pyramide. Så hvorfor bliver der ikke gjort opmærksom på, at selv om man har aminosyrer, siger det intet om, hvordan de spontant skulle have organiseret sig til komplekse proteiner? 

Du kan også gøre opmærksom på, at de videnskabsmænd, der forsker i livets oprindelse, i dag står på fuldstændig bar bund med hensyn til, hvordan livet skulle være opstået. Ingen af dem har den fjerneste anelse for ikke at tale om en konkret teori om, hvordan det skulle være sket. En biologiprofessor på Cambridge, Simon Conway Morris, kaldte det i 2004 for ”en ynkelig videnskabelig fiasko”, og en anden forsker i livets oprindelse, geokemikeren Jeffrey Bada, skrev i 1999: ”Nu da vi er ved at gå ud af det 20. århundrede, står vi stadig over for det største uløste problem, som vi havde, da vi begyndte på det 20. århundrede: Hvordan startede livet her på Jorden?” 

Hvorfor fortæller biologibøgerne os ikke, at biologerne ingen anelse har om, hvordan livet er startet?

%d bloggers like this: