Hop til indhold

Skårmærkede knogler fra St. Prest, Frankrig

Når man studerer palæantropologien, forskningen i menneskets oprindelse, er det er påfaldende, at mange anerkendte videnskabsmænd i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede uafhængigt af hinanden indberettede fund af mennesker i tidsaldre, hvor man i dag ikke mener, at der kan have levet mennesker. Var det en særlig form for mental vildfarelse, der hærgede sidst i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede? Eller havde disse forskere ret i, at der findes beviser for eksistensen af primitive jægere i faunaen fra Pliocæn (for 2-5 mio. år siden) og længere tilbage i tiden? 

Et eksempel kan nævnes fra april 1863, hvor Jules Desnoyers fra Frankrigs Nationalmuseum  rejste til St. Prest i det nordvestlige Frankrig for at indsamle fossiler. I nogle grusaflejringer fandt han et stykke af et skinneben fra et næsehorn. Han bemærkede en række smalle pilemærker på knoglen. For Desnoyers så det også ud, som om nogle furer stammede fra en skarp kniv eller et flinteblad. Han lagde også mærke til små cirkelformede mærker, der meget vel kunne være lavet af et spidst redskab. Desnoyers undersøgte senere nogle fossilsamlinger fra St. Prest på forskellige museer. Han fandt samme slags mærker og indberettede dem til Det Franske Videnskabsakademi.

Nogle nutidige videnskabsmænd siger, at lokaliteten ved St. Prest er fra Øvre Pliocæn (2-3 mio. år). Hvis mærkerne på knoglerne stammer fra flinteredskaber, må der have levet mennesker i Frankrig på den tid. Ifølge moderne palæontologi må et eller andet være galt her, for mennesker, der brugte avancerede stenredskaber, kan umuligt have levet i Europa på den tid. Man mener nu, at ved Pliocæns afslutning for 2 millioner år siden var mennesket endnu ikke opstået. Kun i Afrika havde mennesket nogle primitive forfædre, Australopithecus og Homo habilis. Sidstnævnte anses for at være den første redskabsfremstiller.

Ifølge andre forskere kan lokaliteten ved St. Prest være yngre end Pliocæn, måske kun 1,2–1,6 millioner år gammel. Men selv da er de mærkede knogler en stærk afvigelse fra standardopfattelsen.

Allerede i det 19. århundrede opstod der strid om Desnoyers’ fund. Opponenter hævdede, at mærkerne var lavet af de redskaber, der havde gravet knoglerne frem. Men Desnoyers viste, at snitmærkerne var dækket af samme sediment som de andre overflader på de fossile knogler. Den kendte britiske geolog Sir Charles Lyell mente, at mærkerne var lavet af tænder fra gnavere, mens den franske forhistoriker Gabriel de Mortillet anførte, at mærkerne ikke kunne være fra dyr. Han mente i stedet, at de var lavet af skarpe sten, der var ført hen over knoglerne af tektonisk tryk. Til dette svarede Desnoyers:

“Mange af skæremærkerne er slebet ned af senere skuring, fordi knoglerne har bevæget sig i sandet og gruset. De resulterende mærker er helt anderledes end de oprindelige mærker og furer.”

Hvem havde ret, Desnoyers eller de Mortillet? Nogle eksperter mente, at spørgsmålet kunne afgøres, hvis det blev vist, at St. Prests grusaflejringer indeholdt flinteredskaber, der med sikkerhed var fremstillet af mennesker. Præsten Louis Bourgeois, der også var en dygtig palæontolog, undersøgte omhyggeligt aflejringerne ved St. Prest efter sådanne spor. Hans tålmodighed belønnede ham til sidst med et antal flintestykker, som han mente var ægte redskaber, og indberettede dem til Videnskabernes Akademi i januar 1867. Den kendte franske antropolog Armand de Quatrefages kommenterede, at redskaberne omfattede skrabere, bor og lansespidser.

Selv dette tilfredsstillede ikke de Mortillet, som hævdede, at flintestykkerne, Bourgeois havde fundet ved St. Prest, var dannet ved geologiske processer. Men i 1910 kom den kendte amerikanske palæontolog Henry Fairfield Osborn med disse interessante bemærkninger om stenredskaberne fra St. Prest:

“De tidligste spor af mennesket i disse lag fra denne tid var de mærkede knogler, der blev opdaget af Desnoyers ved St. Prest nær Chartres i 1863. Tvivl om den kunstige natur af disse skæremærker er blevet fjernet af de nylige udforskninger ved Laville og Rutot, der resulterede i fundet af eolitiske flintestykker, der fuldt ud bekræfter Abbé Bourgeois’ fund i disse lag i 1867.”

Fundene fra St. Prest skulle nu have gjort det klart, at vi står med palæontologiske problemer, som der ingen hurtig eller nem løsning er på. At man ikke blot uden videre kan afvise disse knogler som bevis på, at der levede mennesker i Pliocæn, er sikkert. Man kan derfor undre sig over, hvorfor St. Prest-fossilerne og tilsvarende fund aldrig omtales i bøger om menneskets udvikling undtagen i sjældne tilfælde, hvor en kort fodnote nedladende affærdiger dem. Er det virkeligt så indlysende, at disse fund er uacceptable? Eller skyldes udeladelsen, at genstandenes potentielle alder fra Øvre Pliocæn strider imod gængse opfattelser om menneskets oprindelse?

Med sådanne tanker i baghovedet skrev Armand de Quatrefages, professor på Paris’ Naturhistoriske Museum, i sin bog Hommes Fossiles et Hommes Sauvages (1884):

“Indvendingerne imod eksistensen af mennesker i Pliocæn og Miocæn ser tit ud til at handle mere om teoretiske hensyn end om direkte observationer.”

Hvis Armand de Quatrefages har ret i dette, er det måske også grunden til, at man ikke hører om sådanne fund i dag. Måske gør ingen sådanne fund, fordi ingen søger efter dem. En videnskabsmand, der ikke aktivt leder efter tegn på menneskers værk, kan nemt overse dem. Hvis en palæantropolog er overbevist om, at der ikke levede redskabsfremstillende mennesker i Mellem Pliocæn, er det usandsynligt, at han eller hun vil skænke mærker på fossilknogler fra den tidsperiode mange tanker.

Læs eventuelt videre i Cremo og Thompsons Forbudt Arkæologi.

<span>%d</span> bloggers like this: