Instinkter – Hvad er det for noget?

Instinkter er interessante og i virkeligheden også meget mystiske og meget vanskelige at forklare som resultat af en naturlig darwinistisk evolution. Lad os for eksempel tage nogle eksempler på dyr, der vandrer eller trækker, og stille spørgsmålet, om denne adfærd kan forklares som resultat af en gradvis evolution, og hvis ja, i så fald hvilken?

Den nordamerikanske rødlaks (Oncorhynchus nerka) udklækkes i ferskvandsfloder og vandløb. Kort tid efter udklækningen svømmer laksene ud til havet, hvor de lever i seks år. Ved afslutningen på det sjette år svømmer de først på sommeren tilbage til udmundingen på den samme flod, hvor de oprindeligt kom fra. Efter at have samlet sig i stimer i tre eller fire dage begynder fiskene den næsten umulige opgave, som det er at svømme imod flodens strøm og tilbage til deres udklækningssteder. Med utrolig, næsten ustoppelig kraft kæmper fiskene sig over meterhøje sandbanker, igennem klipperev og, når de kommer til mere lavvandede områder, over halvt nedsunkne træstammer. Laksene kæmper sig gennem strømhvirvler og klatrer med kraftfulde slag af deres halefinner op ad vandfald. Hvor som helst floden eller vandløbet deler sig, vælger de med usvigelig sikkerhed den rigtige gren.

Husker fiskene vejen, de svømmede for seks år siden? På deres oprindelige udvandring til havet kan de have tilbagelagt helt op til 2.000 kilometer. Hvordan kender de vejen tilbage? Nogle videnskabsmænd mener, at laksene må kunne huske duftene fra de vandløb, som de passerede på deres vandring mod havet, og bevare disse erindringer i deres seks år i havet. Dette må siges at være en forbløffende hypotese al den stund, at der dårligt nok er nogen målelig kemisk forskel mellem det ene vandløb og det andet. Andre videnskabsmænd kalder det ”instinkt”, uden at vi derved er blevet klogere på, hvad instinkt egentligt er for noget.[i]

Den arktiske terne (Sterna paradiseae) har rekorden blandt dyr, der trækker. Hvert år flyver denne mellemstore mågefugl cirka 35.000 kilometer fra Arktis, hvor den yngler, til Antarktis og tilbage igen.

Havterner eller arktiske terner yngler i områderne omkring Arktis fra maj helt hen til november. Det er almindeligt for et arktisk ternepar at komme tilbage og yngle samme sted hvert år. Når vinteren nærmer sig, krydser canadiske og grønlandske terner med hjælp fra vestenvindene over Atlanterhavet for at slutte sig til de europæiske arktiske terner. Sammen flyver fuglene sydpå langs Europas og Afrikas vestkyster. En lille del af dem overvintrer i Sydafrika, og resten flyver videre til øerne omkring Antarktis. Flyveturen varer 90 dage. Unge terner vender ikke tilbage til Arktis det første år, men flyver imod uret rundt om den antarktiske polarcirkel i to eller tre år langs Stillehavets kyster. Når de i deres tredje forår er modne, slutter de sig til de voksne fugle på den nordgående rejse til yngleområderne i Arktis.

Hvorfor vælger arktiske terner at leve deres liv på Jordens to mest fjerntliggende områder? Der er masser af velegnede områder mellem de to poler, hvor terner kan leve. Hvad får ternerne til at flyve så langt? Igen kalder videnskabsmændene det instinkt, og igen gør ordet os ikke rigtigt klogere på, hvad fænomenet egentligt er. Er en sådan trækken genetisk forudprogrammeret? Hvis ja, hvor kommer sådan en programmering da fra?[ii]

Rubinstruben eller den rubinstrubede kolibri (Archilochus colubris), den eneste kolibriart, der yngler i den østlige del af Nordamerika, vejer mindre end tre gram, men alligevel trodser denne fugl hvert år de kraftige vinde og flyver over den Mexicanske Golf til sine vinteropholdssteder i Mexico og Mellemamerika, en strækning på næsten 1000 kilometer. Fuglen tilbagelægger hele flyveturen på 24 timer i ét stræk uden at gøre ophold for at finde føde eller hvile. For at kunne holde sig i luften skal fuglen baske med vingerne 75 gange i sekundet, hvilket samlet giver over seks millioner vingeslag uden afbrydelse. Ud fra vores viden om, hvordan stofskiftet fungerer, skulle rubinstruben slet ikke kunne foretage en sådan rejse. Rumfanget i dens lille krop er ganske enkelt ikke stort nok til at oplagre tilstrækkelig energi til at gennemføre hele turen. Noget af dette mysterium blev løst, da forskere fandt ud af, at rubinstrubede kolibrier oplagrer ekstra fedt i tiden, der leder op til trækket, hvor de næsten fordobler deres vægt til seks gram. For at kunne gennemføre det ellers helt usandsynlige træk benytter fuglene derudover sig også af gunstige medvinde under flyveturen. Men hvordan ved kolibrien, hvornår det er tid til at gå på fedekur? Hvordan ved den, hvornår den kan benytte sig af gunstige vinde. Hvordan fik sådan en lille fugl til at begynde med denne umulige ide med at trække 1000 kilometer? Og hvordan skal den kunne have tillært sig denne adfærd gradvist i en evolution over mange generationer, når den er nødt til at foretage hele flyveturen, hvis den ikke skal drukne på vejen?[iii]

Måske har sådanne fugle udviklet disse adfærdsmønstre efter mange millioner års evolution, og de voksne fugle lærer ungerne alt det, der ikke er kodet ind i deres gener. Men undersøgelser viser, at selv om dyr i et vist omfang videregiver deres erfaringer, ser det ikke ud til at være hele forklaringen. For eksempel kender gøgen (Cuculus canorus) ikke sine forældre – gøgehunner lægger deres æg i andre fugles reder og opfostrer dem ikke – men unge gøge følger de samme trækruter som deres forældre. Ingen har lært dem, hvor de skal flyve hen. Hvor kommer deres viden eller instinkter fra, og hvad er instinkter i det hele taget for noget?[iv]

***

[i] Dette og følgende eksempler er hentet fra Nature’s IQ, Hornyánszky Balázs og Tasi István, Torchlight Publishing, Badger CA, USA, 2009. Her fra s. 82-83.

[ii] Nature’s IQ, s. 88-90.

[iii] Nature’s IQ, s. 91-93.

[iv] Nature’s IQ, s. 94.