Omvendt bevisbyrde: Var Cæsar en kvinde?
Af Helge Hoffmann
I den stående debat mellem intelligent design-forskere og evolutionister tyr evolutionisterne jævnligt til mere eller mindre fantasifulde ”hvad nu hvis”-scenarier, når de skal forsvare sig mod de slagkraftige argumenter for, at evolutionsteorien ikke kan forklare livets mangfoldighed. Det er, som om de mener, at hvis ID ikke kan dokumentere 100%, at evolutionen ikke kan finde sted, så må vi gå ud fra, at den har fundet sted.
Men derved vendes alting jo på hovedet! Den, der fremsætter eller tilslutter sig en teori, har ’bevisbyrden’ i den forstand, at han må kunne sandsynliggøre sin teori. Ellers forholder det sig, som Dr. Lee Spetner skriver i bogen ”Ikke helt tilfældigt” (Origo Forlag, 2020): ”Manglen på … evidens for evolutionslæren må få os til at konkludere, at den neodarwinistiske evolutionslære ganske enkelt ikke er sand.”
Man kan illustrere forholdet ved at forestille sig, at en historiker ud fra en bestemt kilde fremsætter den teori, at Julius Cæsar var en kvinde. Teorien spiller godt sammen med visse politiske strømninger i tiden og bliver grebet med begejstring af mange, både historikere og andre – så stor begejstring, at den ophøjes til sandheden om Cæsar.
Efterfølgende viser det sig, at kilden ikke understøtter den nye teori helt så entydigt, som man først havde vurderet. Samtidig fremkommer der flere og flere nye resultater inden for den historiske forskning, som gør det så godt som umuligt at forestille sig andet, end at Cæsar faktisk var en mand.
Alt dette anfægter dog ikke de toneangivende historieforskere, som stadig behersker læreanstalterne og forskningsmiljøet, og som hårdnakket hævder:
1. At hvis ingen kan påvise med 100% sikkerhed, at Cæsar ikke var en kvinde, så må vi regne det for en kendsgerning, at han var kvinde.
2. At den eneste vej frem er, at hundredvis af forskere bruger milliarder af kroner på at finde ud af, hvordan det kunne lykkes en kvinde at blive valgt til kejser i Rom og give sin samtid og eftertid det klare indtryk, at hun var en mand.
Men sådan spiller klaveret jo ikke! Hvis så godt som alle de historiske vidnesbyrd tyder på, at Cæsar ikke var en kvinde, men en mand, må vi gå ud fra det. Og hvis langt de fleste videnskabelige fakta tyder på, at alle de levende organismer ikke er opstået ved evolution, men må tilskrives en intelligent designer, så må vi gå ud fra det.
Kategorier