Java-mennesket, 4

Jeg har over tre gange (se her, her og her) skrevet om Java-mennesket, der skulle have været en menneskelig stamfader, der levede for omkring 800.000 år siden. Denne ide er baseret på en række javanesiske fund fra slutningen af 1800-tallet og op igennem det 20. århundrede. Det hele er baseret på en gennemgang, som Michael Cremo og Richard Thompson skrev i begyndelsen af 1990’erne.

Her i det afsluttende afsnit rundes af med et kig på nogle fund på Java og en kritik af ideen om Java-mennesket. I konklusionen foreslås det, at de Java-fund, der ikke er af tvivlsom oprindelse, som en del af det er, faktisk tyder på eksistensen af Homo sapiens sapiens på Java for 800.000 år siden og måske længere tilbage.

Senere fund på Java

Meganthropus var von Königswalds sidste store fund, men jagten på flere knogler af Java-mennesket er fortsat op i nutiden. Disse senere fund, som man kender til igennem P. Marks, T. Jacob, S. Sartono og andre, accepteres normalt over en kam som bevis for Homo erectus i Javas Nedre og Mellem Pleistocæn for 800.000 år siden. Ligesom von Königswalds fund er disse fossiler næsten alle overfladefund, der er gjort af indfødte samlere eller bønder.

For eksempel rapporterede T. Jacob, at da en indonesisk bonde i august 1963 arbejdede i marken i Sangiran-området, fandt han fragmenter af et fossilt kranie. Da disse blev sat sammen, dannede de, hvad der lignede et kranie af Homo erectus. Skønt Jacob hævdede, at denne hovedskal var fra Mellem Pleistocæns Kabuh-formation, angav han ikke den nøjagtige lokalitet, hvor fragmenterne blev fundet. Alt, hvad vi virkelig ved, er, at en bonde fandt nogle fossile kraniefragmenter på eller nær jordoverfladen.

I 1973 kom Jacob med denne interessante bemærkning om Sangiran, hvor alle de senere Homo erectus fund er gjort: ”Lokaliteten ser stadig lovende ud, men frembyder nogle specielle problemer …  Det skyldes mest, at den bebos af folk, blandt hvem mange er samlere, der er trænet til at genkende vigtige fossiler. De ledende samlere forsøger altid at få det meste ud af deres fund af fossile primater … I tilgift indberetter de nødvendigvis ikke findestedets nøjagtige lokalitet for ikke at miste en potentiel indkomstkilde. Af og til sælger de ikke alle de fundne stykker ved den første handel, men forsøger at gemme nogle stykker, der kan sælges til en højere pris ved en senere lejlighed.”

Ikke desto mindre accepteres fossilerne fra Sangiran som ægte. Hvis afvigende gamle menneskefossiler blev fundet under lignende omstændigheder, ville de blive udsat for en nådesløs kritik. Tilsyneladende har man en dobbeltstandard i vurderingen af palæantropologiske fund – en umulig streng standard for afvigende fund og en exceptionel lempelig standard for acceptable fund.

Kemisk og radiometrisk datering af Java-fundene

Lad os se på kalium-argon-dateringen af de formationer, der indeholder hominide fossiler på Java, såvel som forsøg på at datere selve fossilerne med forskellige kemiske og radiometriske metoder.

Trinils Kabuh-formation, hvor Dubois gjorde sine oprindelige fund af Java-mennesket, har en kalium-argon-alder på 800.000 år. Andre javanesiske fund fra Putjangan-formationens Djetis-lag nær Modjokerto har ifølge T. Jacob en kalium-argon-alder fra Nedre Pleistocæn på omkring 1,9 mio. år. Alderen på 1,9 mio. år er betydningsfuld af flere grunde. Som vi har set det, er mange Homo erectus-fossiler (der tidligere blev kaldt Pithecanthropus og Meganthropus) blevet henført til Djetis-aflejringerne. Hvis disse fossiler gives en alder på 1,9 mio. år, gør det dem ældre end de ældste afrikanske fund af Homo erectus, der er omkring 1,6 mio. år gamle. Men ifølge gængs opfattelse udviklede Homo erectus sig i Afrika og forlod ikke Afrika før for omkring 1 million år siden.

Nogle forskere har også foreslået, at von Königswalds Meganthropus kunne klassificeres som Australopithecus. Hvis man accepterer dette, betyder det, at de javanesiske repræsentanter for Australopithecus var kommet fra Afrika tidligere end for 1,9 mio. år siden, eller at Australopithecus udviklede sig særskilt på Java. Begge hypoteser strider imod gængse opfattelser af menneskets udvikling.

Man bør imidlertid have i mente, at kalium-argon-teknikken, der gav alderen på 1,9 mio. år, kan være usikker. T. Jacob og G. Curtis, der forsøgte at datere de fleste af de hominide lokaliteter på Java, fandt det vanskeligt at opnå fornuftige aldre for de fleste eksemplarer. Med andre ord fik de dateringer, der afveg så voldsomt fra, hvad de forventede, at de så sig nødsaget til at henføre dateringerne til, at prøveeksemplarerne var forurenede. I 1978 kom G. J. Bartstra således med en kalium-argon-alder på under 1 million år for Djetis-aflejringerne.

Vi har set, at lårknoglerne fra Trinil ikke er til at skelne fra moderne menneskers, og at de er forskellige fra Homo erectus. Det har fået nogle til at foreslå, at lårknoglerne fra Trinil ikke hører sammen med Pithecanthropus-hovedskallen og måske kom til Trinils Nedre Pleistocæne knoglelag fra overliggende aflejringer. En anden mulighed er, at anatomisk moderne mennesker levede side om side med abemenneskelignende skabninger i Nedre Pleistocæn på Java. I lyset af mange andre afvigende fund fra hele verden burde denne mulighed ikke udelukkes.

Fluorindholdet bruges ofte til at fastslå, om knogler fra samme lokalitet er af samme alder. Knogler optager fluor fra grundvandet, og hvis knogler derfor indeholder tilsvarende procentmæssige dele af fluor (i forhold til knoglernes fosfatindhold), tyder dette på, at sådanne knogler har ligget i jorden i samme tidsrum.

I en afhandling fra 1973 analyserede M. H. Day og T. I. Molleson hovedskallen og lårknoglerne fra Trinil og fandt, at de indeholdt stort set samme mængde fluor i forhold til fosfat. Pattedyr fra Mellem Pleistocæn fra Trinil havde samme indhold af fluor som hovedskallen og lårknoglerne. Day og Molleson skrev, at deres resultater viste, at hovedskallen og lårknoglerne sandsynligvis var samtidige med Trinil-faunaen.

Hvis lårknoglerne fra Trinil ikke er Homo erectus, men identiske med Homo sapiens sapiens, som Day og Molleson hævdede, stemmer fluorindholdet i lårknoglerne med den opfattelse, at anatomisk moderne mennesker levede på Java i Mellem Pleistocæn for 800.000 år siden.

Day og Molleson foreslog, at knogler fra Holocæn (det nuværende afsnit af Pleistocæn) fra Trinil-lokaliteten ligesom fossilerne af Java-mennesket havde samme fluorindhold som dyreknogler fra Mellem Pleistocæn, hvilket ville gøre fluortesten uanvendelig her. K. P. Oakley, ophavsmanden til fluortesten, gjorde opmærksom på, at fluoroptagelsen i vulkanske områder som Java er tilbøjelig til at være ret så uberegnelig og giver mulighed for, at knogler af vidt forskellige aldre får samme fluorindhold. Det kunne ikke påvises direkte på Trinil-lokaliteten, for kun aflejringerne fra Mellem Pleistocæn indeholder fossiler.

Day og Molleson vidste, at aflejringer andre steder på Java fra Holocæn og Øvre Pleistocæn indeholdt knogler med et fluorindhold, der svarede til fluorindholdet i knoglerne fra Trinil. Men de indrømmede, at fluorindholdet af knogler fra andre lokaliteter ”ikke er direkte sammenlignelige” med fluorindholdet i knoglerne fra Trinil-lokaliteten, fordi fluoroptagelsen afhænger af faktorer, der varierer fra lokalitet til lokalitet. Sådanne faktorer er f.eks. grundvandets fluorindhold, grundvandets strømningshastighed, aflejringernes art og knoglernes art.

Derfor stemmer resultaterne fra fluortesten, som blev givet af Day og Molleson, overens med (men er ikke bevis på) en tidlig Mellem Pleistocæn alder på 800.000 år for de anatomisk moderne menneskelige lårknogler fra Trinil.

Der blev også foretaget kvælstofindholdstest på Trinil-knoglerne. Dubois havde kogt hovedskallen og den første lårknogle i dyrelim, der er det protein, der indeholder kvælstof. Day og Molleson forsøgte at korrigere for dette ved at fjerne det opløselige kvælstof fra analyseeksemplarerne. Resultaterne viste, at der var meget lidt kvælstof tilbage i Trinil-knoglerne. Det stemmer overens med, at alle knoglerne er fra samme periode i tidlig Mellem Pleistocæn, selv om Day og Molleson også nævnte, at kvælstof i knogler forsvinder så hurtigt på Java, at selv knogler fra Holocæn ofte ikke indeholder kvælstof.

 

Vildledende fremstillinger af Java-fundene

De fleste bøger om menneskets udvikling indeholder, hvad der ved første øjekast ligner en imponerende samling beviser for Homo erectus på Java for imellem 500.000 og 2,0 mio. år siden. Et eksempel på en sådan bog er The Fossil Evidence for Human Evolution (1978) af W. E. Le Gros Clark, professor i anatomi ved Universitetet i Oxford, og Bernard G. Campbell, professor i antropologi ved University of California i Los Angeles. Deres bog indeholder en imponerende tavle over fund af Homo erectus. Disse fund er blevet brugt vidt og bredt til støtte for opfattelsen af, at mennesket har udviklet sig fra et abelignende væsen.

T3 er den lårknogle, der blev fundet af Dubois 15 meter fra det oprindelige kranie, T2. Vi har allerede diskuteret, at det er uberettiget at henføre disse to knogler til samme individ. Trods det tilsidesætter Le Gros Clark og Campbell mange vigtige data og skriver, at “de samlede beviser taler så stærkt for deres naturlige forbindelse, at dette er alment accepteret.”

T6, T7, T8 og T9 er lårknogler, der blev fundet i kasser i Holland over 30 år efter, at de blev gravet frem på Java. Le Gros Clark og Campbell tog tilsyneladende ikke hensyn til Dubois’ udtalelse om, at det ikke var ham selv, der udgravede dem, og at lårknoglernes oprindelige placering var ukendt. Ydermere anførte von Königswald, at lårknoglerne tilhørte Dubois’ generelle samling af fossiler fra “forskellige lokaliteter og af forskellige aldre og kun mangelfuldt kan skelnes fra hinanden, fordi mærkesedlerne er forsvundet.” Ikke desto mindre antog Le Gros Clark og Campbell, at disse lårknogler kom fra Kabuh-formationens Trinil-aflejringer. Men Day og Molleson bemærkede: “Hvis de strenge kriterier, der stilles til moderne udgravninger, skulle gælde for alle fundene fra Trinil efter hovedskallen og lårknogle I, skulle de alle forkastes som af tvivlsom oprindelse og ukendt stratigrafisk placering.”

Fossil M1 og fossiler S1a til S6 er dem, der blev fundet af von Königswalds indfødte javanesiske samlere. Kun et af dem (M1) blev indberettet som fundet in situ i det lag, som det henføres til, og selv dette er tvivlsomt. De resterende fossiler i S-serien er dem, der er indberettet af Marks, Sartono og Jacob. De fleste af disse er overfladefund, der blev gjort af lokalbefolkning og bønder, der solgte fossilerne, muligvis igennem mellemmænd, til videnskabsmændene. Når man ved, hvordan disse eksemplarer blev fundet, kan man kun undre sig over en sådan intellektuel uærlighed, der giver indtryk af, at fossilerne alle blev fundet i aflejringer med en sikker alder.

Le Gros Clark og Campbell gjorde opmærksom på, at de egentlige lokaliteter for mange af von Königswalds fund var ukendte. Ikke desto mindre skrev de, at fossilerne måtte være kommet fra Kabuh-formationens Trinil-aflejringer fra Mellem Pleistocæn (0,7–1,3 mio. år gamle) eller fra Putjangan-formationens Djetis-aflejringer fra Nedre Pleistocæn (1,3–2,0 mio. år gamle).

Aldrene, som Le Gros Clark og Campbell gav på basis af kalium-argon-datering som ovenfor diskuteret, henviser kun til alderen på de vulkanske aflejringer og ikke til selve knoglerne. Kalium-argon-aldre giver kun mening, hvis knoglerne findes in situ i eller under lag af dateret vulkansk materiale. Men det store flertal af fossilerne i deres tabel var overfladefund, hvilket gør deres tildelte kalium-argon-aldre meningsløse.

Med hensyn til alderen på 1,3–2,0 mio. år, som Le Gros Clark og Campbell gav for Putjangan-formationens Djetis-aflejringer, gør vi opmærksom på, at dette bygger på kalium-argon-dateringen på 1,9 mio. år, som Jacob og Curtis gav i 1971. Men i 1978 gav Bartstra en kalium-argon-alder på under 1 million år. Andre forskere har anført, at Djetis- og Trinil-aflejringernes fauna ligner hinanden, og at knoglerne har samme fluorindhold.

Le Gros Clark og Campbell konkluderede, at “på dette tidlige tidspunkt levede der på Java hominider med en lårknogle, der ikke er til at skelne fra Homo sapiens, selv om alle kranierester hidtil understreger hovedskallens og tandsættets primitive karakter.” Alt i alt er Le Gros Clarks og Campbells fremstilling groft misvisende. De efterlader læseren med det indtryk, at de fundne kranierester på Java med sikkerhed kan forbindes med lårknoglerne. Hvad mere er, har fund i Kina og Afrika vist, at lårknogler fra Homo erectus er forskellige fra dem, der blev fundet af Dubois på Java.

Strengt taget kan vi videnskabeligt set kun sige følgende om Javas hominide fossilfund. Hvad overfladefundene angår, er disse alle rester af kranier og tænder, hvis morfologi hovedsageligt er abelignende med enkelte menneskelignende træk. Fordi deres oprindelige stratigrafiske placering er ukendt, viser disse fossiler eksistensen på Java af et væsen med et hoved, der havde både abelignende og menneskelignende træk, på et ukendt tidspunkt i fortiden.

Den oprindelige Pithecanthropus-hovedskal og lårknogle, der blev indberettet af Dubois, blev fundet in situ, og derfor er der her i det mindste grundlag for at hævde, at de måske er lige så gamle som Kabuh-formationens Trinil-aflejringer fra Mellem Pleistocæn. De andre lårknoglers oprindelige placering er der ringe dokumentation for, men efter sigende skulle de være udgravet fra samme Trinil-aflejring som T2 og T3. Under alle omstændigheder blev den oprindelige lårknogle (T3), der betegnes som fuldstændig menneskelig, ikke fundet i tæt sammenhæng med den primitive hovedskal, og den har anatomiske træk, der gør den forskellig fra Homo erectus­-lårknogler fra andre steder i verden. Der er derfor ingen god grund til at forbinde hovedskallen med T3-lårknoglen eller nogle af de andre lårknogler, der alle beskrives som anatomisk identiske med moderne mennesker. Følgelig kan hovedskallen T2 og lårknoglen T3 siges at vise tilstedeværelsen af to slags hominider på Java i tidlig Mellem Pleistocæn – den ene med et abelignende hoved og den anden med ben som anatomisk moderne mennesker. Hvis vi følger den almindelige praksis med at identificere en art på basis af delvise skeletrester, kan vi sige, at lårknoglen T3 er bevis for tilstedeværelsen af Homo sapiens sapiens på Java for omkring 800.000 år siden. Op til nu kender man ikke til nogen anden skabning end Homo sapiens sapiens, hvis lårknogler svarer til den, der blev fundet i Javas Trinil-aflejringer fra Mellem Pleistocæn.

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s.153 ff.