Missing links

De fleste har hørt udtrykket ’missing links’ og ved, at det har noget at gøre med fossilfundene. Ofte tror man, at det betyder, at der blot mangler et enkelt led imellem abe og menneske, før hele puslespillet falder på plads. Men problemet er mere omfattende. 

Ifølge Darwins teori har alt levende udviklet sig gradvist fra en fælles stamfader, det oprindelige liv. Hans teori forudsiger, at man kan spore nulevende arter tilbage til forudgående arter og yderst set til den samme fælles oprindelse. For Darwins tilhængere var det derfor nærliggende at undersøge, hvordan arterne så ud i fortiden, og følge deres udvikling, hvilket blev startskuddet til en systematisk undersøgelse af fossilfundene, de forstenede rester af planter og dyr, der ligger gemt i millioner af års geologiske aflejringer overalt på Jorden.

Gennem deres forskning ventede palæontologerne (palæontologi: forskning i uddøde dyr og planter) at finde fine gradvise kæder fra tidligere arter frem til nutidens livsformer. F.eks. skulle hunde og katte have haft en fælles stamfader, så Darwins teori forudsagde, at man kunne finde denne art i fossillagene og vise, hvordan den havde delt sig i to grene, hvor den ene blev mere og mere som hunde og den anden mere og mere som katte.

Disse mellemformer er imidlertid aldrig dukket op. Det er den virkelige problematik, som ’missing links’ dækker over.

Allerede Darwin bemærkede problemet. Han skrev i Arternes Oprindelse, kapitel 9:

” … antallet af mellemformer, som tidligere eksisterede, [må] være ganske enormt. Hvorfor er da ikke hver eneste geologisk formation og hvert eneste lag fuldt af sådanne mellemformer? Geologien åbenbarer os ganske vist ikke nogen sådan trinrække af organiske væsener, og dette er måske den største og alvorligste indvending, man kan gøre mod teorien.”

Darwin selv mente, at manglen på mellemformer skyldtes ufuldstændig bevarelse og et manglende kendskab til de geologiske formationer. Hans håb var, at mellemformerne ville dukke op, når fossillagene blev grundigere undersøgt.

Darwin kan ikke bebrejdes dette håb, for på hans tid var palæontologien i sin spæde vorden. Men det er ikke tilfældet nu efter snart 200 års omfattende undersøgelser af geologiske lag fra alle Jordens tidsaldre. Situationen har ikke ændret sig. Mellemformerne er aldrig dukket op. Lad videnskabsmændene tale for sig selv:

”På trods af de flotte løfter om, at palæontologien giver en måde at ’se’ evolutionen på, har den frembudt nogle ubehagelige vanskeligheder for evolutionisterne, blandt hvilke den mest almindeligt kendte er ’hullerne’ i fossilrækken. Evolution fordrer mellemformer imellem arter, og palæontologien leverer dem ikke … ” Professor i zoologi Dr. David B. Kitts.[i]

”Vi ligger ikke inde med en eneste tilgængelig fossilgruppe, som kategorisk kan hævdes at være stamfaderen til nogen anden gruppe. Vi har ikke blandt fossilerne noget bestemt punkt af overgang fra en livsform til en anden, og generelt har hver eneste af de større livsgrupper bevaret sine fundamentale strukturelle og fysiologiske kendetegn igennem hele sin livshistorie.” Dr. G. S. Carter.[ii]

”Historien om de fleste fossilarter indeholder to træk, der ikke stemmer overens med ideen om gradvis udvikling: 1. stabilitet. De fleste arter udviser ingen ændring i nogen bestemt retning under deres tid på Jorden. De dukker op i fossillagene med stort set samme udseende, som de forsvinder med … 2. Pludselig tilsynekomst. I et hvilket som helst givet lokalt område opstår en art ikke gradvist igennem en jævn forvandling af dens forfædre. Den viser sig med ét og ’fuldt udviklet’.” Dr. Stephen Gould, geolog og palæontolog.[iii]

”Nu efter mere end 120 års omfattende og skrupuløs geologisk udforskning af hvert eneste kontinent og havbund er billedet uendeligt mere levende og fuldstændigt, end det var i 1859. Formationer, der indeholder hundreder af milliarder af fossiler, er blevet opdaget, og vores museer er fyldt med mere end 100 millioner fossiler af 250.000 forskellige arter. Tilgængeligheden af denne overflod af hårde videnskabelige data skulle tillade objektive forskere at fastslå, om Darwin var på rette spor. Hvad billede har fossilerne da givet os? … Kløfterne imellem de store grupper af organismer er blevet endnu bredere og mere ubestridelige. De kan ikke længere blive overset og bortrationaliseres ved at påberåbe fossilfundenes mangelfuldhed.” Dr. Luther D. Sunderland.[iv]

”Mine forsøg på at påvise evolution igennem et eksperiment over mere end 40 år er fuldstændigt slået fejl … Fossilmaterialet er nu så fuldstændigt, at det har været muligt at danne nye klasser, og manglen på overgangsformer kan ikke forklares som en mangel på materiale. Manglerne er virkelige, de vil aldrig blive fyldt ud.” Prof. N. Heribert Nilsson, botaniker ved Lunds Universitet.[v]

” … Gould og folkene på det Amerikanske Museum er svære at modsige, når de hævder, at der ingen overgangsfossiler er … Lad mig sige det ligeud, at der er ikke et eneste sådant fossil, om hvilket man kunne komme med et sådant vandtæt argument.” Dr. Colin Patterson, Senior Palæontolog, British Museum of Natural History.[vi]

Palæontologen Dr. Niles Eldridge skrev i 1995:
“Intet under, at palæontologerne så længe veg tilbage fra evolutionen. Den så ud til aldrig at ske. Flittige indsamlinger op ad lodrette klippevægge giver zigzagmønstre, små svingninger og meget sjældent en samlet lille ændring over millioner af år i et alt for langsomt tempo til at kunne redegøre for de uhyre ændringer, der er sket i evolutionens historie. Når vi faktisk ser indførelsen af evolutionære nyheder, viser de sig for det meste med et brag og ofte uden solide beviser for, at fossilerne ikke udviklede sig andetsteds! Evolutionen kan ikke blive ved med at foregå et andet sted. Men det er alligevel sådan, fossillagene har virket på mangen en fortvivlet palæontolog, der har forsøgt at lære noget om evolutionen.”[vii]

Niles Eldridge gentog sig selv i 2008:
”Mønstrene i den evolutionære historie gentager typisk sig selv uafhængigt af tid eller sted. Mønstret er et af tilsyneladende hurtig fremkomst af højere rækker med deres afgrænsende tilpasninger … allerede helt til stede i de tidligst kendte fossiler, hvilket lader formode … en meget hurtig evolutionær oprindelse, der ofte ikke efterlader spor af mellemformer.”[viii]

Ifølge evolutionsbiolog Dr. Ernst Mayr:
“Hvor som helst vi kigger i den levende biota … er afbræk overvældende hyppige … Afbrækkene er endnu mere slående i fossillagene. Nye arter dukker sædvanligvis op i fossillagene pludseligt uden at være forbundet med deres stamfædre gennem en serie af mellemformer.”[ix]

Som nævnt kaldte Darwin de manglende mellemformer ”… måske den største og alvorligste indvending, man kan gøre mod teorien.” Indvendingen er lige så aktuel i dag som på Darwins tid.

Læs eventuelt mere her: http://www.ideacenter.org/contentmgr/showdetails.php/id/1232.

***

[i] David B. Kitts, Evolution, Vol. 28, sept. 1974.

[ii] G. S. Carter, Structure and Habit in Vertebrate Evolution, University of Washington Press, 1967.

[iii] Stephen Jay Gould, Natural History, 86(5):13, 1977.

[iv] Luther D. Sunderland, Darwin’s Enigma: Fossils and Other Problems, 4th edition, Master Books, 1988, s. 9.

[v] N. Heribert Nilsson, citeret af Raymond E. Janssen  i The Earth Before Man, s. 51.

[vi] Dr. Colin Patterson, citeret af L. D. Sunderland i Darwin’s Enigma: Fossils and Other Problems, 4th edition, Master Books, 1988, s. 89

[vii] Niles Eldredge, Reinventing Darwin: The Great Debate at the High Table of Evolutionary Theory, s. 95 (John Wiley & Sons, 1995).

[viii] Niles Eldridge, Paleontology and Evolution, Evolution, Vol. 62 (2008) ss. 1544–1546.

[ix]  Mayr, E., What is Evolution, s. 189 (2001).