Teknosignatur i cellen: Biologisk information som tegn på design

Hvor kommer vi fra? Er vi alene i universet? Disse spørgsmål er nogle af de mest fundamentale, vi kan stille. Astronomer har lyttet til verdensrummet i håb om at modtage et budskab eller et andet spor efter en teknologisk avanceret intelligens. At finde et sådant spor, en såkaldt teknosignatur, ville være en af videnskabens største opdagelse – hvis ikke den største.¹

Men måske har vi kigget i den forkerte retning. Måske skal tegn på en fremmed intelligens ikke findes i radiosignaler fra stjernerne, men i de genetiske sekvenser i vores eget DNA. I løbet af de seneste årtier har opdagelser inden for molekylærbiologi, prebiotisk kemi og informationsteori understøttet den radikale tese, at livet blev designet og bevidst bragt hertil af en fremmed civilisation eller anden intelligent kraft.

Den beskidte hemmelighed

Livet opstod på Jorden, så snart forholdene tillod det. Vores klode blev dannet fra sten, støv og gas for godt 4,5 mia. år siden, og den tidlige Jord havde et særdeles ugæstfrit miljø, med en overflade bestående af smeltet sten. I løbet af de næste flere hundrede millioner blev Jorden udsat for et massivt bombardement af meteorer, hvoraf nogle var på over 100 kilometer i diameter. Hver for sig havde disse meteorer energi nok til at få havene til at fordampe og udrydde enhver livsform, der måtte have eksisteret.² Gradvist afkøledes Jorden, så planeten fik en fast overflade og flydende vand, og for 3,9 mia. år siden ophørte bombardementet.³ De ældste sikre tegn på liv er 3,7 mia. år gamle fossiler, og de ligner til forveksling bakterier, vi kender i dag.⁴

Forskere har fundet nukleobaser – de centrale byggesten i DNA og RNA – i meteorer.⁵ Men der er langt fra byggesten til selv den simpleste celle. Over de seneste årtier har opdagelser inden for molekylærbiologi vist, at enhver celle er en uhyre kompleks og velorganiseret enhed, opbygget af millioner af molekyler, der ekstremt sofistikeret og nøje reguleret arbejder sammen.⁶ Som den amerikanske biokemiker og tidligere formand for National Academy of Sciences Bruce Alberts forklarer, “kan hele cellen ses som en fabrik, der indeholder et kompliceret netværk af tæt sammenknyttede samlebåndsprocesser, der hver især består af et sæt af store proteinmaskiner.”⁷

Det skorter ikke på teorier om livets oprindelse, den ene mere fantasifuld end den anden. Men når det handler om at føje realistiske detaljer til spekulationerne, forstummer snakken. I en tale til det akademiske selskab American Chemical Society satte Harvard-professor i kemi George Whitesides fingeren på det ømme punkt: “De fleste kemikere tror, som jeg gør, at livet opstod spontant fra blandinger af molekyler på den prebiotiske jord. Hvordan? Jeg har ingen anelse.”⁸ Den fremtrædende evolutionsbiolog Eugene Koonin er endnu mindre diplomatisk. Han skriver om “den ‘beskidte’, sjældent nævnte hemmelighed”, at livets oprindelse som videnskabeligt område “er en fiasko – vi har stadig ikke engang nogen plausibel, sammenhængende model, for slet ikke at tale om et underbygget scenarie, for oprindelsen af liv på Jorden.”⁹

Nogle forskere er begyndt at overveje et radikalt alternativ til konventionelle forklaringer: At livets tilstedeværelse på Jorden skyldes en fremmed civilisation.¹⁰ Blandt disse finder vi nobelprismodtageren Francis Crick. I en artikel med titlen “Directed Panspermia” i fagtidsskriftet Icarus fremsatte han sammen med kemikeren Leslie Orgel den teori, at “organismer bevidst blev sendt til Jorden af intelligente væsner fra en anden planet.”¹¹ Crick og Orgel understregede, at de ikke anså teorien for nødvendigvis at være sand, men at det ikke desto mindre var en mulighed, man var nødt til at holde åben. Og for Crick var der ikke tale om en strøtanke; knap ti år senere skrev han en bog, Life Itself, i hvilken han mere detaljeret beskrev teorien.¹² Og i et Scientific American-interview i 1992 indikerede han, at teorien stadig skulle anses som en “seriøs mulighed.”¹³

Datidens forskere trak på smilebåndet over Crick og Orgels teori og afskrev den som en avanceret joke, videnskabens svar på en aprilsnar. En sådan reaktion kunne være forståelig, hvis gåden om livets oprindelse allerede var blevet løst eller i det mindste stod over for snart at blive det. Men så længe forskere endnu famler efter en forklaring på, hvordan overgangen fra livløse kemikalier til celler fandt sted, bør vi ikke være så hurtige til at forkaste nye og utraditionelle perspektiver.

Informationsproblemet

Levende organismer adskiller sig fra den døde natur i kraft af deres evne til at opbevare, behandle og afkode information. En ydmyg E. coli-bakterie, der svømmer omkring i forskerens petriskål, gør det ved hjælp af proteinmaskiner – lange kæder af aminosyrer, der er foldet i specifikke strukturer. Instruktionerne til disse maskiner er kodet i den specifikke sekvens af nukleotider, der udgør det dobbeltstrengede DNA-molekyle. Som fysikerne Sara Walker og Paul Davies skriver: “Selvom det er notorisk svært at identificere præcis hvad det er, der gør livet så ejendommeligt og markant, er der generel enighed om, at dets informationsmæssige aspekt er en nøgleegenskab, og måske nøgleegenskaben. Måden hvorpå information bevæger sig mellem celler og subcellulære strukturer er ganske ulig alt andet, vi observerer i naturen.”¹⁴

Ligesom computerprogrammer udfører deres opgaver i kraft af en specifik rækkefølge af nuller og ettaller, er cellens evne til at overleve og formere sig afhængig af den specifikke rækkefølge af aminosyrer i dens proteiner og den specifikke rækkefølge af nukleotider i dens DNA. Cellen fungerer med andre ord i kraft af funktionel information.

Funktionel information er et veldefineret begreb i den videnskabelige faglitteratur. Begrebet blev introduceret af den nobelprisvindende biolog Jack Szostak, der i en artikel i fagtidsskriftet Nature definerede det som den information, der er nødvendig for at kode for en specifik funktion.¹⁵ Szostak uddybede begrebet i en 2007-artikel, skrevet sammen med en række andre forskere. Her formaliserede de metoden for kvantificering af funktionel information og viste, hvorledes begrebet kunne bruges til at analysere både rækkefølgen af bogstaver i menneskeskabte tekster, computerprogrammer, og biopolymerer som DNA og proteiner.¹⁶

Oprindelsen af funktionel, biologisk information bliver af flere forskere da også set som det centrale problem for livets oprindelse.¹⁷ Som fysikeren Bernd-Olaf Küppers har formuleret det: “Problemet med livets oprindelse svarer tydeligvis til problemet med oprindelsen af biologisk information.”¹⁸

Informationsproblemet blev allerede beskrevet i 1970 af den britiske kemiker A.E. Wilder-Smith, og er fortsat uløst i dag, 50 år senere.¹⁹ En 2020-artikel fra fagtidsskriftet Scientific Reports slår fast, at “et fremtrædende træk ved livet er den ordnede information, der er opbevaret i DNA/RNA”, og at oprindelsen af denne information i forbindelse med livets oprindelse er “et vigtigt uløst problem”, idet “dannelsen af sådan en lang polymer med den korrekte nukleotidesekvens virker statistisk usandsynligt.”²⁰ Den Harvard-uddannede kemiker Steven Benner henviser ligeledes til, hvad han kalder “informationsbehovparadokset” i forbindelse med livets oprindelse, da selvreplikerende biopolymerer ville have været “for lange til at være opstået spontant” fra tilgængelige byggeklodser.²¹

Tegn på design

Ligesom vi kan detektere exoplaneter ud fra den effekt, deres tyngdefelt har på den stjerne, de kredser om, kan vi detektere intelligente designere ud fra den funktionelle information, de har efterladt i levende organismer.²² Erkendelsesteorietisk kaldes dette form for argument en slutning til bedste forklaring. Ræsonnementet bag et argument af denne type er, at når man skal forklare en observation, bør man foretrække den hypotese, der bedst forklarer den givne observation.²³

En intelligent designer skal i denne sammenhæng forstås som en rationel aktør, der foretager valg for at realisere et formål. Intelligente designere kan omfatte mennesker og andre livsformer fra Jorden, ikke-organisk “kunstig” intelligens, medlemmer af civilisationer fra andre planeter, og endog intelligente entiteter uden for vores fysiske univers.

Vi har indgående erfaring med intelligente årsager i kraft af selv at være intelligensvæsner. Vi ved, at intelligente designere jævnligt frembringer informationsrige strukturer, hvad enten det drejer sig om bøger, computerprogrammer eller tv-signaler. Vi ved, at intelligente designere med vores niveau af teknologi er i stand til at designe biologiske strukturer, idet bioingeniører allerede i dag gør dette.²⁴ Og vi ved, at intelligente designere kan have et ønske om at sende liv til andre planeter. Nogle forskere mener således, at vi har en etisk pligt til sprede liv i universet, og at vi aktivt bør arbejde på at sende sonder med mikroorganismer til beboelige men ubeboede planeter.²⁵

Det er derimod ikke vores erfaring, at funktionel information opstår uafhængigt af intelligente designere eller allerede eksisterende liv. Naturlige processer som dem, der fandtes på den prebiotiske Jord, kan frembringe mønstre præget af orden (f.eks. krystaller eller spiraler), eller tilfældig kompleksitet (f.eks. en bunke sand), men disse er ikke eksempler på funktionel information. Det er muligt, at vi en dag opdager en naturlig proces, der kunne have genereret funktionel information på den prebiotiske Jord. Men ud fra vores nuværende viden er der ikke noget, der tyder på det.

Således lader eksistensen af funktionel information i biologiske systemer sig bedst forklare, hvis vi forudsætter, at de er frembragt af en eller flere intelligente designere. Dette er ikke et argument fra uvidenhed (“vi ved ikke, hvordan naturlige processer har dannet funktionel information, så en designer må have gjort det”). Det er tværtimod baseret på vores viden om henholdsvis intelligente og naturlige årsager, og hvad de kan og ikke kan.²⁶

Hvem designede designerne?

“Hvem designede måske designerne?” er vel nok det mest populære spørgsmål, som såkaldte “debunkere” ynder at stille. Spørgsmålet er baseret på den antagelse, at en designforklaring på en given observation egentlig ikke forklarer noget, men blot skubber behovet for en forklaring et skridt tilbage: “… at påkalde en overnaturlig Designer er at forklare lige præcis ingenting, for det forklarer ikke oprindelsen af Designeren,” som biologen Richard Dawkins formulerer det.²⁷

Men argumentet er i virkeligheden ganske svagt. Enhver hypotese, der opererer med en årsagssammenhæng, kan blive afkrævet svar på, hvad der forårsagede årsagen. “X er forårsaget af Y.” “Men hvad er Y så forårsaget af? Og hvis det er forårsaget af Z, hvad er det så forårsaget af?” Og så videre, og så videre.

Af denne grund plejer vi ikke at forlange, at forklaringer skal forklare sig selv. Som videnskabsteoretikeren Peter Lipton skriver: “… forklaringer behøver ikke selv at blive forstået. En tørke kan forklare en dårlig høst, selvom vi ikke forstår hvorfor der var tørke; jeg forstår, hvor du ikke kom til festen, hvis du fortæller mig, at du havde en slem hovedpine, selvom jeg ikke har nogen anelse om, hvorfor du havde en hovedpine; big bang-teorien forklarer baggrundsstrålingen, selv hvis big bang selv er uforståeligt, og så videre.”²⁸

Hvad angår muligheden af, at en intelligent designer stod bag livets oprindelse, anfører Dawkins, at “enhver Gud, der er i stand til at designe noget så komplekst som DNA/protein-replikationsmaskinen må have været mindst lige så kompleks og organiseret som maskinen selv.”²⁹

Der er dog mindst to problemer med dette argument.

For det første forudsætter Dawkins, at en designende intelligens må være mindst lige så kompleks som det, vedkommende designer. Men hvorfor det? Hvorfor skulle en designer ikke være i stand til at designe noget, der er mere komplekst end designeren selv? For eksempel hvis designeren arbejder med sit design over en længere periode og gradvist øger dets kompleksitet. Vi kender dette fra internettet, der siden dets spæde start kun er blevet mere omfangsrigt og komplekst.

For det andet følger det ikke, at man ikke kan bruge noget komplekst til at forklare noget mindre komplekst. Når arkæologer finder flinteøkser, tilskriver de dem uden betænkninger til menneskelige flinteøkse-designere, selvom disse er mere komplekse end flinteøkserne. Og hvis vi en dag opfanger et radiosignal fra rummet med de tyve første primtal i kodet form (som Jodie Fosters karakter gør i filmen Contact), ville vi heller ikke tøve med at tilskrive dette til en fremmed civilisation, selvom denne må formodes at være mere kompleks end signalet.

Vil dette ikke føre til en uendelig række af stadig mere komplekse designere? Ikke nødvendigvis. Måske er livets designeres konstruktion radikalt anderledes end vores og kræver intet design. Måske er de opstået i en del af universet med radikalt anderledes fysiske forhold, hvor intelligensvæsner kan opstå gennem naturlige processer. Indtil vi finder dem og kan studere dem, er det umuligt at sige noget definitivt om designernes oprindelse.

Konklusion og perspektiv

Læseren er nu kommet til artiklens afslutning. Men på mange måder er dette blot begyndelsen.

Vi har set, hvorledes nye videnskabelige opdagelser har afdækket selv de simpleste organismers ufattelige grad af organiseret kompleksitet. Livets oprindelse er en af videnskabens største uløste problemer, og ballet er åbent for nye og radikale teorier. Cellen består af sofistikerede molekylære maskiner, hvis instruktioner er kodet som funktionel information i et digitalt lagringsmolekyle, DNA. Intelligente designere er velkendte kilder til funktionel information, hvorimod det ikke er vores erfaring, at naturlige processer som dem, der fandtes på den prebiotiske Jord, kan frembringe informationsrige strukturer af den slags, som levende organismer består af.

Intelligente årsager er ikke fremmede for os. Faktisk har vi alle en tæt personlig erfaring med, hvad det vil sige at være en intelligent årsag. Modsat mange kosmologiske teorier, der inddrager paralleluniverser, flerdimensionelle strenge og andre eksotiske fænomener, er intelligent design baseret på årsager af en slags, som vi allerede ved eksisterer.

I det naturalistiske paradigme findes blot tilfældige, planløse hændelser og blinde naturlove. Design åbner derimod muligheden for en naturvidenskab baseret på teleologiske begreber som formål og fremsynethed.³⁰ Måske er selve evolutionen designet.³¹

Evolutionsbiologer mente i lang tid, at livets udvikling var for tilfældig til, at det gav mening at lede efter andre intelligente livsformer i universet.³² Palæontologen Stephen Jay Gould hævdede, at hvis man spolede “livets bånd” tilbage til de første encellede organismer og lod det køre igen, ville evolutionen få et radikalt anderledes forløb; ikke engang flercellede dyr ville opstå igen, og bestemt ikke noget, der lignede menneskelig intelligens.³³

Men de seneste år har man fået øjnene op for omfanget af det fænomen, der kaldes konvergens, hvor de samme strukturer opstår igen og igen uafhængigt af hinanden.³⁴ “Konvergent evolution er udbredt på alle niveauer af organismers design – fra cellers kemi og mikrostruktur til celletyper, organsystemer og hele kropsplaner,” som biologen Pat Willmer har bemærket.³⁵ Flercellethed har således udviklet sig 25 gange, og det, man kan kalde kompleks flercellethed har udviklet sig 11 gange.³⁶ Øjne har udviklet sig mindst 40 gange, og vores specifikke øjentype, kameraøjet, har udviklet sig 6 gange (bl.a. i blæksprutter).³⁷ I dyreriget har intelligens udviklet sig gentagende gange, både blandt pattedyr (uafhængigt i elefanter, hvaler og de store menneskeaber), fugle (uafhængigt i kragefugle og papegøjer) og bløddyr (uafhængigt i ottearmede og tiarmede blæksprutter).³⁸ Inden for vores egen familie af store menneskeaber (Hominidae) har træk som “store hjerner, fingerfærdighed, og det at gå på to ben sandsynligvis udviklet sig flere gange”, som Bernard Wood skriver i fagtidsskriftet Nature.³⁹

Forskere beskriver nu evolutionen som en målrettet proces, der forventes at nå frem til det samme resultat, selvom den skulle starte igen fra et meget forskelligt udgangspunkt.⁴⁰ “Selvom tilfældigheder spiller en fremtrædende rolle i fastsættelsen af evolutionens kurs, har de meget mindre indflydelse på dens resultat,” som forskerne Thomas og Reif bemærker.⁴¹ Palæontologen Simon Conway Morris har argumenteret for, at hvis man spolede “livets bånd” tilbage, ville livsformer med menneskelignende intelligens med stor sandsynlighed opstå igen.⁴²

For et halvt århundrede siden beskrev den franske biolog og nobelprismodtager Jacques Monod klart det naturalistiske verdensbillede: “Den gamle pagt er brudt; mennesket ved omsider, at det er alene i universets følelsesløse uendelighed, hvorfra det kun opstod ved et tilfælde.”⁴³ Men hvis livet på Jorden ikke har sit udspring i kemiske reaktioner, men i et tænkende, intelligent sind, åbner det for et ganske andet syn på universets og menneskets rolle i det.

Vi skuer mod stjernerne og higer efter dem. En dag kan det meget vel være os, der poder fjerne planeter med liv. Liv, der over millioner af år udvikler sig til intelligensvæsner som os selv. Er vi skaberne eller skaberværket? Måske begge dele.

Noter

1. En god og grundig gennemgang af jagten på liv og intelligens i universet kan findes i Lingam M. & Loeb A., 2021, Life in the Cosmos: From Biosignatures to Technosignatures, Harvard University Press.
2. Marchi S. et al., 2014, “Widespread Mixing and Burial of Earth’s Hadean Crust by Asteroid Impacts, Nature 511:578-85.
3. Pearce B.K.D. et al., 2018, “Constraining the Time Interval for the Origin of Life on Earth”, Astrobiology 18(3):343-64.
4. Nutman A.P. et al., 2016, “Rapid emergence of life shown by discovery of 3,700 million-year-old microbial structures”, Nature 537:535-8. Nutman A.P. et al., 2019, “Cross-examining Earth’s oldest stromatolites: Seeing through the effects of heterogeneous deformation, metamorphism and metasomatism affecting Isua (Greenland) ∼3700 Ma sedimentary rocks”, Precambrian Research 331:105347.
5. Oba Y. et al., 2022, “Identifying the wide diversity of extraterrestrial purine and pyrimidine nucleobases in carbonaceous meteorites”, Nature Communications 13:2008.
6. Enhver kan forvisse sig om dette ved at læse en hvilken som helst universitetslærebog om cellebiologi forfattet siden 1990. Mere populærvidenskabelige beskrivelser af cellens kompleksitet kan findes i Rensberger B., 1996, Life Itself: Exploring the Realm of the Living Cell, Oxford University Press eller Goodsell D.S., 2010, The Machinery of Life, Copernicus Books.
7. Alberts B., 1998, “The Cell as a Collection of Protein Machines: Preparing the Next Generation of Molecular Biologists”, Cell 92(3):291-4, s. 291.
8. Whitesides G.M., 2007, “Revolutions in Chemistry”, Chemical & Engineering News 85(13):12-7.
9. Koonin E.V., 2011, The Logic of Chance: The Nature and Origin of Biological Evolution, FT Press, s. 391.
10. Den fremtrædende matematiker og evolutionsbiolog J.B.S. Haldane foreslog i 1954, at solsystemer med liv kunne være blevet ‘kontamineret’ med sporer fra rummet. Han spekulerede på, om sådanne sporer kunne være drevet hertil fra andre planeter “eller endda sendt ud i rummet af intelligente væsner” (Haldane J.B.S., 1954, “The origins of life”, New Biology 16:12-27, s. 12). Han forfulgte dog ikke denne mulighed og har sandsynligvis ikke selv taget den særligt alvorligt. Et par år senere skrev astrofysikeren Thomas Gold en kort artikel i Air Force and Space Digest, en publikation for rum- og flyinteresserede borgere. I artiklen, der bar den rammende titel “Cosmic Garbage”, foreslog han, at livet på beboelige planeter i universet “muligvis er resultatet af kontaminering efterladt af besøgende rumrejsende” (Gold T., 1960, “Cosmic Garbage”, Air Force and Space Digest 43(5):65, s. 65). Gold mente således, at kontamineringen af Jorden var sket utilsigtet. I 1966 var det den kendte astronom Carl Sagan, der overvejede livets kosmiske oprindelse. I en bog skrevet sammen med den russiske astronom Iosif Shklovskiĭ skrev Sagan, at selvom Golds “skraldeteori” ikke var videre tiltrækkende, “burde vi ikke afskrive den fuldstændig”. Sagan fortsatte: “Der er også den supplerende mulighed, at sådan en avanceret civilisation bevidst kunne igangsætte liv på ubeboede planeter, af mange forskellige grunde: at forberede planeten på efterfølgende kolonisering, naturligvis med en lang tidshorisont for øje; at distribuere den oprindelige planets genetiske materiale, så den evolutionære arv ikke ville gå endegyldigt tabt ved en eventuel katastrofe; eller måske blot som et eksperiment udi laboratorie-biologi, med et mere omfattende laboratorie end vi er vant til. Hvis der er intelligent liv i universet er det svært at afvise sådanne muligheder; men det er også svært at sige meget mere om dem” (Shklovskiĭ I.S. & Sagan C., 1966, Intelligent Life in the Universe, Holden-Day, s. 212). I nyere tid har to forskere fra Kazakhstan hævdet at have fundet matematiske egenskaber ved den genetiske kode, som ifølge disse forskere peger på, at koden er designet af en fremmed civilisation (shCherbak V.I. & Makukov M.A., 2013, “The ‘Wow! signal’ of the terrestrial genetic code”, Icarus 224(1):228-42. Makukov M. & ShCherbak V., 2018, “SETI in vivo: Testing the we-are-them hypothesis”, International Journal of Astrobiology 17(2):127-46).
11. Crick F.H.C. & Orgel L.E., 1973, “Directed Panspermia”, Icarus 19:341-6, s. 341.
12. Crick F., 1981, Life Itself: Its Origin and Nature, Simon & Schuster.
13. Som citeret i Horgan J., 1992, “The Mephistopheles of Neurobiology”, Scientific American 266(2):32-3, s. 33.
14. Walker S.I. & Davies P.C.W., 2013, “The algorithmic origins of life”, Journal of the Royal Society Interface 10:20120869, s. 2; oprindelig fremhævelse.
15. Szostak J.W., 2003, “Functional Information: Molecular messages”, Nature 423:689.
16. Hazen R.M., Griffin P.L., Carothers J.M., Szostak J.W., 2007, “Functional information and the emergence of complexity”, Proceedings of the National Academy of Sciences 104:8574-81.
17. Küppers B.-O., 1990, Information and the Origin of Life, MIT Press. Yockey H.P., 2005, Information Theory, Evolution, and the Origin of Life, Cambridge University Press. Walker & Davies, “The algorithmic origins of life”. Davies P., 2019, The Demon in the Machine: How Hidden Webs of Information are Solving the Mystery of Life, Allen Lane.
18. Küppers, Information and the Origin of Life, s. 170.
19. Wilder-Smith A.E., 1970, The Creation of Life: A Cybernetic Approach to Evolution, Harold Shaw Publishers.
20. Totani T., 2020, “Emergence of life in an inflationary universe”,Scientific Reports 10:1671, s. 1.
21. Benner S.A., 2014, “Paradoxes in the Origin of Life”, Origins of Life and Evolution of Biospheres, 44:339-43, s. 342.
22. For en god intro til denne metode til detektion af exoplaneter, se Mayor M., Lovis C. & Santos N., 2014, “Doppler spectroscopy as a path to the detection of Earth-like planets” Nature 513:328-35.
23. For en beskrivelse af slutning til bedste forklaring som erkendelsesteoretisk begreb, se Lipton P., 2004, Inference to the Best Explanation, second edition, Routledge.
24. Andrianantoandro E. et al., 2006, “Synthetic biology: New engineering rules for an emerging discipline”, Molecular Systems Biology 2:2006.0028.
25. Mautner M. & Matloff G.L., 1979, “Directed panspermia: A technical and ethical evalutation of seeding nearby solar systems”, Journal of the British Interplanetary Society 32:419-23. Gros C., 2016, “Developing ecospheres on transiently habitable planets: the genesis project”, Astrophysics and Space Science 361:324. Sivula O., 2022, “The Cosmic Significance of Directed Panspermia: Should Humanity Spread Life to Other Solar Systems?”, Utilitas 34:178-94.
26. For et argument for intelligent design som den bedste forklaring på livets oprindelse, se Meyer S.C., 2009, Signature in the Cell: DNA and the Evidence for Intelligent Design, HarperOne. For en bredere diskussion af gyldigheden af designforklaringer, se Ratzsch D., 2001, Nature, Design and Science: The Status of Design in Natural Science, State University of New York Press.
27. Dawkins R., 1987, The Blind Watchmaker: Why the Evidence of Evolution Reveals a Universe without Design, W. W. Norton, s. 141.
28. Lipton, Inference to the Best Explanation, s. 22.
29. Dawkins, The Blind Watchmaker, s. 141.
30. For en beskrivelse af teleologi-begrebet og hvorfor den konventionelle forståelse af evolution ikke er teleologisk, se Ernest Mayr klassiske artikel, “The Multiple Meanings of Teleological” i Mayr E., 1988, Towards a New Philosophy of Biology: Observations of an Evolutionist, Harvard University Press, s. 38-66.
31. Denton M.J., 1998, Nature’s Destiny: How the Laws of Biology Reveal Purpose in the Universe, Free Press. Gene M., 2007, The Design Matrix: A Consilience of Clues, Arbor Vitae Press. Castle S.D., Grierson C.S. & Gorochowski T.E., 2021, “Towards an engineering theory of evolution”, Nature Communications 12:3326.
32. Simpson G.G., 1964, “The Nonprevalence of Humanoids”, Science 143(3608):769-75. Se også “The Probability of Extraterrestrial Intelligent Life” i Mayr, Towards a New Philosophy of Biology, s. 67-74.
33. Gould S.J., 1989, Wonderful Life: The Burgess Shale and the Nature of History, W. W. Norton & Co., s. 14.
34. To gode introduktioner er Conway Morris S., 2003, Life’s Solution: Inevitable Humans in a Lonely Universe, Cambridge University Press og McGhee G., 2011, Convergent Evolution: Limited Forms Most Beautiful, MIT Press. Se også: Willmer P., “Convergence and Homoplasy in the Evolution of Organismal Form”, i Müller G.B. & Newman S.A. (red.), 2003, Origination of Organismal Form: Beyond the Gene in Developmental and Evolutionary Biology, MIT Press. Vermeij G.J., 2006, “Historical contingency and the purported uniqueness of evolutionary innovations”, Proceedings of the National Academy of Sciences 103(6):1804-9. Conway Morris S. (red.), 2008, The Deep Structure of Biology: Is Convergence Sufficiently Ubiquitous to Give a Directional Signal?, Templeton Foundation Press. Ćirković M.M., 2018, “Woodpeckers and Diamonds: Some Aspects of Evolutionary Convergence in Astrobiology”, Astrobiology 18(5):1-12.
35. Willmer, “Convergence and Homoplasy in the Evolution of Organismal Form”, s. 33.
36. Niklas K.J. & Newman S.A., 2020, “The many roads to and from multicellularity”, Journal of Experimental Botany 71(11):3247-53.
37. McGhee, Convergent Evolution, s. 67.
38. For en god populær introduktion til intelligens og mulig bevidsthed i dyreriget, se Godfrey-Smith P., 2021, Metazoa: Animal Minds and the Birth of Consciousness, William Collins. Se også: Clayton N.S. & Emery N.J., 2008, “Canny Corvids and Political Primates: A Case for Convergent Evolution in Intelligence” i Conway Morris, The Deep Structure of Biology. Whitehead H., 2008, “Social and Cultural Evolution in the Ocean: Convergences and Contrasts with Terrestrial Systems” i Conway Morris, The Deep Structure of Biology. Godfrey-Smith P., 2016, Other Minds: The Octopus, The Sea, and the Deep Origin of Consciousness, Farrar, Strauss and Giroux. Ginsburg S. & Jablonka E., 2019, The Evolution of the Sensitive Soul: Learning and the Origins of Consciousness, MIT Press.
39. Wood B., 2002, “Hominid revelations from Chad”, Nature 418:133-5, s. 134.
40. Fields C. & Levin M., 2020, “Does Evolution Have a Target Morphology?”, Organisms. Journal of Biological Sciences 4(1):57-76.
41. Thomas R.D.K. & Reif W.-E., 1993, “The Skeleton Space: A Finite Set of Organic Designs”, Evolution 47(2):341-60, s. 342.
42. Conway Morris, Life’s Solution. Se også Conway Morris S., 2010, “Evolution: Like any other science it is predictable”, Philosophical Transactions of the Royal Society B. 365:133-45.
43. Monod J., 1971, Chance and Necessity: An Essay on the Natural Philosophy of Modern Biology, Fontana Books, s. 167.