Den fantastiske historie 3

om menneskets evolution

[Den spændende beretning fortsætter i]

Fortællinger om menneskets evolution

Palæantropologen Misia Landau finder ligheden slående mellem beretninger om menneskets evolution og folkeeventyret. I sin bog fra 1991 Narratives of Human Evolution hævder hun at de regler der gælder for folkeeventyret, i lige så høj grad har præget fortællingen om menneskets evolution, som håndgribelige beviser har. Disse eventyrlige beretninger ligner folkeeventyret på den måde at en helt (dvs. vores forfader) forlader et relativt sikkert tilflugtssted i træerne, begiver sig ud på en farlig rejse, modtager forskellige gaver, klarer en serie prøvelser og forvandles i den lykkelige slutning til et sandt menneske.

[fortsat fra Den fantastiske historie om menneskets evolution 2]

Når palæantropologer skal forklare hvad der er foregået i menneskets evolution, henviser de til fire hovedbegivenheder, mener Landau:

Mennesket

• har bevæget sig fra træerne ned på jorden
• er blevet opretstående
• har tilegnet sig intelligens og sprog
• har udviklet teknologi og samfund.

Hendes konklusion er: De temaer man anslår i beretninger om menneskets evolution, bevæger sig langt ud over hvad det fossile vidnesbyrd kan bære. Man lægger en kæmpe bevisbyrde på den fossile lagserie, og den løftes kun ved at anbringe fossilerne i den på forhånd fastlagte fortælling. Forskerne i menneskefossiler (dvs. palæantropologerne) har med andre ord gjort sig selv til storytellers.

F. Clark Howell, evolutionsbiolog ved Berkeley:

“Der findes ingen omfattende teori om [den menneskelige] evolution … Det har der desværre i virkeligheden aldrig rigtig været.”

Antropologen Geoffrey Clark, Arizona State University:

“Forskerne har i mere end et århundrede forsøgt at nå til enighed om det moderne menneskes oprindelse. Hvorfor er det ikke lykkedes?”

Clark: Fordi palæantropologerne spinder videre på forskellige “fordomme, forudfattede meninger og formodninger.”

Wells:

Offentligheden bliver sjældent informeret om den dybe usikkerhed om menneskets oprindelse som afspejles i disse udtalelser af videnskabelige eksperter. […] aldrig før i videnskabens historie har så mange baseret så meget på så lidt. […] Budskabet om at mennesket ikke er andet end et dyr, er sædvanligvis vævet ind i de mytiske beretninger om dets evolution. Alligevel er det sådan at disse budskaber har eksisteret længe før de blev fyldt ud med det tynde forskningsmateriale der nu hældes på eventyrerne for at få dem til at lyde videnskabelige. Hvad enten det ultimative ikon præsenteres i form af et billede eller en beretning, er det blot gammeldags materialistisk filosofi forklædt som moderne empirisk videnskab. […]

Evolution som religion

Den canadiske biologifilosof Michael Ruse har kritiseret blandt andre Goulds brug af biologisk evolution som prædikestol. Og deres prædiken har handlet om meningen med menneskets eksistens. “Hvis folk vil gøre evolutionen til en religion, er det deres sag,” skriver Ruse. Men samtidig mener han vi bør være på vagt når nogen vil gøre evolutionsteori til en altomfattende verdensanskuelse.

Ruse kalder sig selv for “lidenskabelig evolutionist”, og alligevel protesterer han når “evolution markedsføres af fagfolk som mere end en videnskab. Evolutionslæren fremføres i det offentlige rum som en ideologi, en verdslig religion.”

Så når Gould prædikener tilfældighed – samtidig med Darwins, Huxleys, Simpsons, Monods og Dawkins materialistiske synspunkter – er det baseret på personlig filosofi, ikke empirisk forskning. Selv om Gould har sin fulde ytringsfrihed, skal det ikke forplumre undervisningen i naturvidenskab. Ikke desto mindre optræder mange filosofiske synspunkter nu i lærebøger i biologi. Gould: “Mennesket repræsenterer kun en lillebitte, i det store og hele tilfældig og sent opstået kvist på den enorme og forgrenede livsbusk.”

Dette har meget lidt med videnskabsformidling at gøre, det er ren mytefortælling.

{kp.11 slut}

Hug en hæl …

Som en lille ekstrakrølle på den eventyrlige beretning om menneskets evolutionshistorie kan også nævnes de fund der ganske enkelt bliver smidt ud med badevandet fordi de ikke passer ind i eventyrskabelonen. Vi nævner i flæng (som jeg mødte første gang i den lille bog Fossil Man): Castenedolo-fundene fra Italien og Calaveras-kraniet fra Californien osv. Dem kan man læse mere om i Forbudt Arkæologi.

I eventyret om Askepot hugger søstrene henholdsvis en hæl og en tå af for at kunne presse foden ned i glasskoen. I eventyret om menneskets evolution hugges hele foden af hvis den ikke passer: Som det hedder i Forbudt Arkæologi (p.116f):

»Et eksempel på den urimelige behandling som Castenedolo-fundene har fået, findes i Professor R. A. S. Macalisters Textbook of European Archaeology fra 1921. Macalister indrømmede at Castenedolo-fundene “må tages alvorligt hvad end vi mener om dem.” Han bemærkede at de “blev bragt for dagen af en kvalificeret geolog, Ragazzoni … og undersøgt af en kvalificeret anatom, Sergi.” Alligevel kunne han ikke acceptere deres Pliocæn-alder, og han gjorde gældende at “der må være et eller andet galt.” For det første var knoglerne helt nutidige. “Hvis de virkelig tilhørte det lag hvori de blev fundet,” skrev Macalister, “ville dette indebære en usædvanlig lang stilstand for evolutionen. Det er meget mere sandsynligt at der er et eller andet galt med observationerne.” Macalister skrev også: “Accept af en Pliocæn-alder for Castenedolo-skeletterne fremkalder så mange uløselige problemer at valget imellem at tilslutte os eller forkaste deres autenticitet ikke er svært.” Endnu et eksempel på hvordan en videnskabsmands forudindtagede ideer om evolutionen får ham til at afvise ellers førsteklasses fossilbeviser.«

De her omtalte fund blev gjort af den italienske geolog M. Ragazzoni. Og hans fund blev undersøgt af anatomen Sergi.

»Sergi var overbevist om at skeletterne fra Castenedolo var fra mennesker der havde levet i Pliocæn. Om andres opfattelser skrev han: “Jeg mener at tilbøjeligheden til at forkaste ethvert vidnesbyrd om en menneskelig tilstedeværelse i Tertiærtiden ud fra forudfattede teoretiske opfattelser er en slags videnskabelig fordom. Sådanne fordomme burde afskaffes inden for naturvidenskaben.” Sergi skrev: “På grund af videnskabeligt despoti – kald det hvad man vil – er enhver konstatering af spor af mennesker i Pliocæn bragt i miskredit.”

Sergi stod ikke alene med sin accept af Ragazzonis fund i Castenedolo. Armand de Quatrefages […] accepterede dem også. Med hensyn til det kvindelige skelet fra Castenedolo skrev han i Races Humaines: “Der findes ingen virkelig grund til at betvivle M. Ragazzonis fund, og … hvis de var gjort i et lag fra Kvartærtiden, havde ingen bestridt deres ægthed. Intet kan derfor siges imod dem udover forudfattede teoretiske indvendinger.”

Vi bemærker bemærkningerne om “forudfattede teoretiske opfattelser” og de tilsvarende “forudfattede teoretiske indvendinger”.

Til den videbegærlige er der kun én anbefaling: Køb bogen, og undersøg selv sagen. Som origobiologen K. B. Østergaard skrev i sin anmeldelse af bogen (Origo marts 2007, p.7), har den den fordel at læseren får lov til selv at vurdere det fremlagte materiale:

»Den største kvalitet ved bogen er at den lader læseren være i fred til at tænke selv. Det er så befriende at blive fri for at blive belemret med forfatterens færdigtyggede holdninger om korrupt videnskab og uærlige videnskabsmænd der er led i en konspiration imod skabelsen. Det ser vi desværre for ofte i darwinkritiske bøger. I stedet for præsenteres vi for en beskrivelse af udgravninger og historien bag opdagelsen, og dertil bliver vi introduceret til den geologi der skal til for at forstå kontroverserne.«

Og så slutter vi med denne tankevækkende konstatering, fra samme anmeldelse:

De kontroversielle fund bliver afkrævet en dokumentation ud over det sædvanlige for at blive taget seriøst, mens de fund der ikke konflikter med evolutionsteorien, nyder en overordentlig beskyttet tilværelse imod officiel kritik.

Ja, vi bør vel også lige have en sjov udgave af Det ultimative Ikon med:

😉 .b

Kommer snart: Vi arbejder på et indlæg om IlluVids storytelling i form af temaet Historien om mennesket.

Men inden da skal vi lige have en konklusion på anmeldelsen af Jesper Vinds bog Intelligent Design. Er nu klar på denne blog!