Skårmærkede hvalknogler fra Monte Aperto, Italien

I serien af artikler om glemte, oversete og undertrykkede arkæologiske fund, der tyder på eksistensen af mennesker (Homo sapiens) i svundne tider, hvor der ifølge gængse nutidige ideer om menneskets oprindelse ikke kan have levet mennesker, fortsætter jeg her med en diskussion af nogle tilsyneladende skårmærkede hvalknogler, der blev fundet i Italien i slutningen af 1800-tallet. “Skårmærkede” refererer til skæremærker fra slagtning eller flænsning. Det er Michael Cremo, der fortæller:

“I sidste del af 1800-tallet blev der fundet fossile hvalknogler med skæremærker i Italien. Den 25. november 1875 indberettede geologen Dr. G. Capellini fra Universitetet i Bologna, at mærkerne var lavet, da knoglen var frisk, tilsyneladende af flinteredskaber. Mange andre europæiske videnskabsmænd var enige med Capellini. Knoglerne var fra en uddød Pliocæn-hval af slægten Balaenotus [Pliocæn er den geologiske periode fra 5 mio. til for 2 mio. år siden]. Nogle af knoglerne befandt sig i museumssamlinger, og andre udgravede Capellini selv fra Pliocæn-formationer på lokaliteter omkring Siena.

Knoglernes skæremærker sad på steder som ribbenenes udvendige side, hvor man ville vente at finde dem, hvis de stammede fra en slagtning. På et næsten fuldstændigt hvalskelet, som Capellini udgravede, var der kun skæremærker på hvalens ene side. Capellini skrev:

”Jeg er overbevist om, at dyret gik på grund i sandet og lå på sin venstre side, og at den højre således var åben for direkte angreb fra mennesker, som det kan ses på de steder, hvor mærkerne er fundet på knoglerne.”

At det kun var hvalens ene side, der havde mærker, udelukker rene geologiske forklaringer såvel som angreb fra hajer på dybt vand. Ydermere lignede mærkerne på de fossile hvalknogler præcist den slags skæremærker, man ser på moderne hvalknogler.

Capellini holdte et foredrag på Den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi:

“I nærheden af Balaenotus’en fra Poggiarone indsamlede jeg nogle flinteblade … Med disse flinteredskaber kunne jeg på friske hvalknogler genskabe nøjagtigt samme slags mærker, som blev fundet på de fossile hvalknogler.”

Han gjorde også opmærksom på, at der var fundet fossile rester af mennesker i samme del af Italien ved Savona. Capellinis redegørelse blev diskuteret på kongressen. Nogle som Sir John Evans kom med indvendinger, mens andre som Paul Broca, generalsekretær for Det Antropologiske Samfund i Paris, gav Capellini ret i, at mærkerne var lavet af mennesker. Han udelukkede specielt hypotesen om, at de stammede fra hajer, og anførte, at alle mærkerne så ud til at være lavet af et skarpt blad. Broca var en af sin tids største eksperter i knoglefysiologi.

Armand de Quatrefages accepterede, at Balaenotus-knoglerne fra Monte Aperto havde skæremærker fra skarpe flinteredskaber i menneskers hænder. Han skrev i 1884:

“Uanset hvordan man forsøger, lykkes det ikke at eftergøre mærkerne med forskellige metoder og redskaber af andre materialer. Kun et skarpt flinteredskab ført i en vinkel med stort tryk kunne gøre det.”

Hele spørgsmålet blev fint sammenfattet af S. Laing i 1893:

“Snittene er i regelmæssige kurver og nogle steder næsten i halvcirkler, som kun en fejende hånd kunne have gjort det, og de viser altid en ren skæreflade på den ydre eller konvekse side, mod hvilken trykket fra en skarp kant blev påført, med en ru eller snoet overflade på snittets inderside. Undersøgelse af snitmærkerne under mikroskop bekræfter dette og viser med sikkerhed, at de må være lavet med et redskab som en flintekniv, der blev holdt på skrå og presset imod knoglen, imens den var frisk, med betragtelig kraft, som en vildmand ville gøre det, når han flænsede kødet af en strandet hval. Snit, der ligner dem nøjagtigt, kan laves på friske knogler med sådanne flinteknive og på ingen anden kendt eller tænkelig måde. Det ligner derfor mere stædig forudindtagethed end videnskabelig skepsis at benægte Tertiær-menneskets eksistens.”

En nutidig ekspert, Binford, bemærkede: “Der er kun ringe mulighed for at forveksle skæremærkerne på en bearbejdet knogle … med bid fra dyr.”

Men hajtænder er skarpere end tænder på landrovdyr som ulve og kunne måske efterlade mærker på knoglen i stil med dem, der kan laves af skæreredskaber. Efter at have set på fossile hvalknogler i den palæontologiske samling på San Diegos Naturhistoriske Museum konstaterede vi, at hajtænder faktisk kan lave mærker, der tilnærmelsesvis minder om dem, der laves af redskaber.

Knoglerne, vi så på, var fra en lille bardehval fra [tidsalderen] Pliocæn. Vi undersøgte furerne på knoglen med et forstørrelsesglas og så parallelle furer på langs med lige stort mellemrum imellem. Disse er præcis den slags mærker, man ville vente at finde fra en hajs savtakkede tand. Vi så også skrabemærker på knoglen. Disse kunne stamme fra en haj, der kørte tanden hen over knoglens overflade i stedet for at bide ind i den.

Med denne viden burde det være muligt at undersøge de italienske hvalknogler fra Pliocæn igen og afgøre med sikkerhed, om mærkerne er lavet af hajer eller ej. Parallelle riller vil være et næsten sikkert tegn på hajer, alt andet ikke.”

Skrev altså Michael Cremo i Forbudt Arkæologi. Har han ret i, at muligheden for mennesker i Pliocæn og længere tilbage fortjener overvejelse i lyset af ovenstående og mange andre lignende fund, hvor af nogle allerede er blevet omtalt her på http://www.intelligentdesign.dk?

***

Er du interesseret i at læse om flere eksempler på glemte og ignorerede arkæologiske fund, der modsiger den moderne standardopfattelse om menneskets evolution, kan jeg varmt anbefale Forbudt Arkæologi af Dr. Richard Thompson og Dr. Michael Cremo. Bogen er udsolgt fra forlaget, men jeg har nogle eksemplarer liggende, som jeg kan tilbyde til 250 kr. stykket inklusive forsendelse. Bogen kan bestilles via min email: asmark<snabel-a>iskcon.dk.