Hop til indhold

Stenredskaber fra Kent, England, 1890-1920

               

(Nogle af Benjamin Harrisons stenredskaber.)

Den lille by Ightham i Kent ligger 40 kilometer sydøst for London. I Victoria-tiden havde Benjamin Harrison en købmandsforretning her. Når han ikke var købmand, brugte han sin tid i egnens bakker og dale, hvor han fandt og indsamlede flinteredskaber, som, skønt de nu for længst er glemt, i årtier var midtpunkt for langtrukne stridigheder i det videnskabelige samfund.

Det meste af Harrisons arkæologiske arbejde skete i nært samråd med den kendte engelske geolog Sir John Prestwich, der boede på egnen. Harrison korresponderede også jævnligt med andre palæoantropologiske videnskabsmænd og katalogiserede og kortlagde sine fund omhyggeligt efter alle standardprocedurer.

Harrisons første fund var blankslebne stenredskaber af den neolitiske type. Ifølge moderne opfattelse eksisterede de neolitiske kulturer for kun 10.000 år siden og forbindes med landbrug og pottemageri. Harrison fandt neolitter på markerne oven på jorden rundt omkring Ightham.

Senere fandt han palæolitter i sandaflejringer fra gamle floder. Disse palæolitiske redskaber er fortsat nemme at genkende som menneskers værk, skønt de er mere primitive end neolitiske redskaber.

Hvor gamle var disse palæolitiske redskaber? Prestwich og Harrison mente, at nogle af dem var fra Pliocæn (2,5-5,3 mio. år). Nyere tids geologer som Francis H. Edmunds mener også, at sandaflejringerne, hvor mange af redskaberne blev fundet, er fra Pliocæn. Hugo Obermaier, en ledende palæ­antropolog fra begyndelsen af det 20. århundrede, skrev, at flinteredskaberne er fra Mellem Pliocæn. En datering på Øvre eller Mellem Pliocæn giver dem en alder på 2,5–4 millioner år. Nutidige palæo­antropologer mener, at de palæolitiske redskaber fra Somme-området i Frankrig stammer fra Homo erectus og giver dem en alder på blot 500–700.000 år. De for tiden ældste anerkendte redskaber fra England er 400.000 år gamle.

Blandt Benjamin Harrisons palæolitiske redskaber så nogle ud til at komme fra et endnu mere primitivt kulturniveau. Skønt Harrisons palæo­litiske redskaber var primitive at se på, var de tydeligvis et langt stykke ad vejen blevet tilvirket til egentlige redskaber og våben. De eolitiske redskaber var bl.a. flinteflækker, der kun udviste bearbejdning eller brugsretouche langs kanterne. Sådanne redskaber anvendes stadig af primitive stammefolk, der samler en sten op og slår en flis af en af kanterne for at bruge den som skraberedskab eller kniv.

Skeptikere hævdede, at Harrisons eolitter var fri fantasi og kun tilfældige flintestykker. Men Leland W. Patterson, en nutidig specialist i stenredskaber, skriver, at det sagtens kan lade sig gøre at skelne selv en meget primitiv tilvirkning fra naturlige dannelser. “Det er vanskeligt at forestille sig,” skriver Patterson, “hvordan tilfældige naturlige påvirkninger skulle kunne danne ensartede, ensrettede forarbejdninger langs en betragtelig længde på en flækkekant.”

Redskaber med en jævn tilhugning på kun en enkelt side eller kant på en stens overflade udgjorde en stor del af Harrisons eolitter. Ifølge Patterson kan disse accepteres som forarbejdede genstande. Den 18. september 1889 skrev geologen A.M. Bell til Harrison: “Der ser ud til at være noget mere ved den ensartede om end primitive tilhugning, end blot tilfældig nedslidning ville have frembragt … den konklusion står jeg fast ved.”

Den 2. november 1891 aflagde den berømte Alfred Russell Wallace, der formulerede evolutionsteorien sammen med Charles Darwin, et uanmeldt besøg i Benjamin Harrisons købmandsforretning i Ightham. Harrison viste Wallace sin samling af stenredskaber og tog ham med til nogle af findestederne. Wallace konkluderede, at redskaberne var ægte og bad Harrison udfærdige en rapport over dem.

Sir John Prestwich, der var en af Englands største eksperter i stenredskaber, skrev i 1895 som svar på beskyldningen om, at eolitterne var naturligt dannede og ikke forarbejdede kulturgenstande: “Når de er blevet bedt om at fremvise sådanne naturligt forekommende eksemplarer, har de ikke kunnet gøre det, skønt næsten tre år er gået, siden opfordringen til at fremskaffe et enkelt sådant eksemplar blev givet … hvad angår [ideen om, at] strømmende vand kan have gjort dette, [kan det oplyses, at vand] slider flinten på alle kanter og reducerer den til en mere eller mindre afrundet lille sten.”

I en anden artikel fra 1892 kom Prestwich med denne vigtige iagttagelse: “Selv nutidige vildmænds værk som f.eks. de australske indfødtes stenværktøj udviser ikke, når de er uden deres indfatning, nogen større eller mere tydelig tilvirkning end disse tidlige palæolitiske redskaber.”

Derfor behøver eolitterne fra Kent-plateauet ikke at komme fra en primitiv race af abemennesker. Siden eolitterne er praktisk taget identiske med stenredskaber, der laves af Homo sapiens sapiens, er det muligt, at eolitterne (og palæeolitterne) kan være lavet af fuldt moderne mennesker i Mellem eller Øvre Pliocæn for 2,5-4 mio. år siden.

Interessant er det også, at nutidige eksperter accepterer redskaber, der til forveksling ligner Harrisons eolitter, som menneskeskabte artefakter. For eksempel er håndstenene og flækkerne fra de nedre lag i Olduvai-slugten i Afrika meget primitive. Men ingen har betvivlet deres status som tilvirkede genstande.

Nogle skeptikere mente, at selv hvis Harrisons redskaber var lavet af mennesker, stammede de måske ikke fra Pliocæn. De kunne blot have arbejdet sig ned i Pliocæns sandaflejringer i relativt nyere tid.

For at få løst striden om eolitternes alder bekostede det ansete videnskabelige selskab The British Association udgravninger i højtliggende sandaflejringer i Kent-plateauet og andre steder tæt på Ightham. Målet var at fastslå med sikkerhed, hvorvidt eolitterne ikke kun fandtes på overfladen, men også in situ dybt nede i Pliocæns sandaflejringer. Harrison havde allerede fundet nogle eolitter in situ, men The British Associations udforskning skulle være mere afgørende. The British Association satte Harrison til selv at stå for udgravningerne under ledelse af en komité af videnskabsmænd. Harrison nedskrev i sine notesbøger, at han fandt eksempler på eolitter in situ i “tredive overbevisende tilfælde.”

I 1895 blev Harrison indbudt til at udstille sine eolitter på et møde i The Royal Society. Nogle forblev skeptiske, blandt dem geologen E. T. Newton. Men den 24. december 1895 skrev han til Harrison om redskaberne: “I det mindste har nogle af dem tegn på menneskelig tilvirkning … de er lavet med forsæt og derfor af det eneste intellektuelle væsen, vi kender til, nemlig mennesket.

Prestwich døde i 1896, men Harrison fortsatte udgravningerne og besvarede skeptikerne i sin prominente velynders fravær. Ray E. Lankester, direktør for British Museums naturhistoriske afdeling, blev overbevist om ægtheden af Harrisons eolitter.

Harrison gik bort i 1921 og blev begravet på kirkegården i Ightham. En mindetavle, der blev indsat i nordvæggen på St. Peters, Ightams sognekirke, den 10. juli 1926 bærer denne inskription: “NEKROLOG — Benjamin Harrison af Ightham, 1837–1921, landsbyens købmand og arkæolog, hvis fund af eolitiske flinteredskaber omkring Ightham åbnede op for et frugtbart felt af videnskabelig forskning i menneskets umådelige alder.”

Men forskningen i menneskets umådelige alder blev begravet sammen med Harrison. Der ser ud til at være sket følgende. I 1890’erne stod Eugene Dubois for fundet af det berømte, men tvivlsomme abemenneske fra Java. Mange videnskabsmænd accepterede Java-mennesket, der blev opdaget uden samtidige fund af stenværktøj, som en menneskelig stamfader. Da Java-mennesket blev fundet i lag fra Mellem Pleistocæn (800.000 år), tabte man interessen for de mange fund af redskabsfremstillende hominider fra de meget ældre Pliocæn- og Miocæn-perioder. Hvordan skulle sådanne redskabsfremstillende hominider have levet længe før deres formodede abemenneske-stamfædre? Det var en umulighed, hvorfor man ignorerede og glemte alle fund, der faldt uden for rammerne af de teoretiske forventninger.

Det er også grunden til denne detaljerede gennemgang af Harrisons eolitter. For et århundrede siden var fund af denne slags ikke altid en skør mands påfund. Temmelig kontroversielle fund var midtpunkt for seriøse, langvarige kontroverser i de videnskabelige kredse med fortalere, der havde lige så gode videnskabelige kvalifikationer og positioner som skeptikerne. Tænk selv over det afgørende spørgsmål, om fundene faktisk blev forkastet på et rent objektivt grundlag eller blot udelukket fra videre overvejelser og glemt, fordi de ikke lå inden for rammerne af nogle snævert definerede teorier om menneskets oprindelse og udvikling.

***

Baseret på Forbudt Arkæologi af Dr. Michael Cremo og Dr. Richard Thompson, Skou & Asmark 2006, s. 30-34.

Læs også en artikel fra 1894 af W. J. Lewis Abbott om fundene i Kent, se her.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: