Hop til indhold

Gudsbevis?

Hvilket “gudsbevis” skulle være tilstrækkeligt for skeptikeren? Findes der overhovedet noget?

Visse ateister har så travlt med at vi troens folk skal kunne bevise Guds eksistens. Og nogle mennesker påstår at de kun kan (dvs. vil) tro på det de kan måle og veje.

Ok, for min skyld ingen alarm; det er jo et frit land vi lever i, og materialismefeberen giver sig så mange sjove udslet. Men det må da være en noget pauver tilværelse at begive sig ud i hvis man hver aften skal gøre op med sig selv: Hvor mange kg kærlighed har jeg brugt/modtaget i dag? Er der mon balance i regnskabet? Er jeg blevet snydt?

Nu er gudsbeviser (lige som beviser på kærlighed) selvfølgelig noget yderst subjektivt. Men det skulle nu ikke være en forhindring for at kunne sige noget objektivt fornuftigt om dem alligevel.

Sprog

For mig at se er det ultimative “bevis” på et intelligent væsens eksistens sproget! Og her kunne man fornuftigvis kikke ud i universet. SETI-forskning beskæftiger sig med liv i rummet. Findes der (intelligent) liv andre steder i dette univers – ud over på Jorden naturligvis?

Det har SETI-forskere “lyttet” efter i årevis. Det er nemlig sådan at hvis man kunne opfange et radiosignal som rummer en kode (et sprog), så vil den rimelige forklaring være at der sidder et intelligent væsen af en eller anden form i den anden ende af dette budskab.

Sprog/kode er altså tegn på intelligens.

På samme måde med computeren. Hvis den skal kunne noget, må den være programmeret. Hvem/hvad har lavet dette nødvendige program? En forholdsvis intelligent programmør, må man rimeligvis gå ud fra. Ellers gælder det vist om at få den byttet, ikke med det strax, men med det ligestrax!

Vores helt almindelige rationale tilsiger os altså at hvis vi finder en maskine der er programmeret, må der ligge et intelligent væsen bag. OG – det er vigtigt – hvis man altså skulle støde på et meningsbærende signal fra rummet, må der ligge et intelligent væsen bag.

Det er logik for høns.

Men denne logik, denne fornuftige tænkemåde, forsvinder i nogle darwinistisk-ideologiske tåger i det øjeblik vi vender blikket indad, ser ind i vores celler. I hver eneste af vores celler ligger der en kode, et sprog. DNA’et. Denne opdagelse hører i dag til almenviden.

Denne kode har nogen kaldt Guds Sprog.

Det synes jeg lyder meget fornuftigt. Det er da i hvert fald ikke noget mennesker har fundet på.

Nå ja, nu glemmer jeg jo at dagens almindelige visdom tilsiger os at denne kode er blevet til af sig selv.

Vissevasse, vil jeg vissent vrisse! Koder bliver ikke til af sig selv. Sprog kræver intelligens. Tanke kræver bevidsthed.

Efterhånden som vi får dechifreret koden, kan vi læse med i Guds instruktionsbog, forstå hvordan koden er opbygget, hvad de enkelte tegn koder for osv. osv. i én himmelsvimlende uendelighed. Vi kan altså med al rimelighed tillade os at gå ud fra at vi her står med noget der ligger ud over naturen, Guds sprog.

Når Guds sprog findes, må han naturligvis også findes. Quod erat demonstrandum.

OBS! DNA-koden er ikke noget fiktivt, noget luftigt, uhåndgribeligt. Og det dur heller ikke med en subjektiv tilgang til den. Den er ikke åben for en litterær fortolkning. Hvad skrevet står i den, gælder indiskutabelt!

Så hvis man vil “uden om” mit ræsonnement, må man tydeligvis ty til 1. artikel i materialismens credo: Alt kan blive til af sig selv!

Men det er vist, som min ældste datter har formuleret det, at have et noget lotto-agtigt forhold til sin videnskab, hvis man i ramme alvor vil hævde at DNA-koden er blevet til af sig selv.

🙂 .b

Her lukkes nu for kommentarer da der hele tiden ryger spam ind den vej. Seriøse kommentarer henvises derfor fremover til min IDblog.

11 kommentarer til “Gudsbevis? Skriv en kommentar

  1. Jeg kan forstå, at du ikke tror at Evolutionslæren har ret i dens forklaring på livets udvikling. Dagens naturvidenskabsfolk har ellers efterhånden ret godt styr på hvordan livet har udviklet sig. Jeg medgiver at der er stadig masser af ubesvaret spørgsmål. Det giver mig dog absolut ikke grund til at tro på en Gud, blot fordi at der er ting jeg ikke forstår. Det siger kun noget om min hjernekapacitet – ikke om guds eksistens.
    At alle min forfædre har overlevet og reproduceret sig selv, således at jeg eksisterer i dag – ja det er lidt Lotto-agtigt ;o))

  2. Strengt taget beder ateister ikke om bevis for eksistensen af gud – de beder om bevis for eksistensen af en gud med de egenskaber og evner som de troende påstår at guden har.

    Hvis du bare siger: “der findes en gud, men vi ved intet om guden” – så er der ikke mange som vil brokke sig.
    Hvis du derimod siger: “der findes en gud, som ønsker at vi skal gå klædt på en bestemt måde og som kan helbrede kræft hvis man beder og som ikke bryder sig om kondomer” – så er det at jeg og andre siger: hvad har du af bevis for den ret omfattende påstand.

    Dit argument om at DNA er en kode hænger på, at du siger at DNA er en kode.
    At kalde DNA et program er en nemt måde at beskrive det på, men det er upræcist. Som programmør vil jeg mene at jeg at en smule forstand på hvad der skal til for at man kan sige at noget er “et program”. Jeg har dog meget begrænset forstand på DNA, så jeg er måske ikke den rette til at udtale mig, men et program er en sekvens af instruktioner, og det er bestemt ikke hvad DNA er.

    Jeg er imponeret over at din datter (hvor gammel er hun?) har mere indsigt i biologi, genetik m.m. end alverdens biologer og genetiker. Det lader generelt til at hvis man ønsker dyb indsigt i biologi, så skal man læse biblen. Lad os derfor skrotte-biologi studiet på universitet – det ville osse frigøre en masse dyr jord midt på Frederiksberg.

  3. Ja, alt det videnskabsmændene her skriver, bekræfter jo kun udgangspunktet: Guds eksistens kan ikke bevises for den, xom ikke vil overbevises. Der skal en vis portion tro eller skulle jeg sige velvilje til. Og kristendommen er en eksklusiv tro. Jesus siger han er Guds Søn, og så er der kun to muligheder: enten tror vi på ham, og så tror vi på det han har sagt om sig selv i bibelen – også det Gamle Testamente, for om det siger Jesus at det vidner om ham. Eller også afviser vi ham som en fantast og en gigantisk løgner, i hvem der ingen sandhed er. Valget er dit!

  4. @Lars – ja det er lidt ligesom med elefantmanden fra 5. ydre dimension, han har også altid problemer med, at folk hverken tror han findes eller at det er ham som styrer kærlighedsaffærer på jorden. Det er et voksende problem, at folk ikke vil overbevises!

  5. #0 Der har altid været ting vi mennesker ikke har kunnet forklare – og der vil også fremover være masser af ting vi ikke kan forklare. Men ferfra til, at kalde årsagen til det (momentant) uforklarlige for “Gud”, er rendyrket “god-of-the-gaps” tankegang (polyfylla-guder): “Det kan vi ikke forklare – ergo har vores guddom gjort det”.

    I tidligere tider kunne man ikke forklare, hvorfor solen står op i horisonten og går ned igen nogle timer efter. I sådanne samfund blev årsagen til himmellegemernes bevægelse således kaldt “Gud”. Heller ikke dyre- og plantelivs udvikling har man kunnet forstå i tidligere tider – så kaldte man årsagen til dette for “Gud”. Der har været utallige ting, som disse ad-hoc-guder er blevet udnævnt til skaber af. Du er blot i gang med at kalde årsagen til DNA for “Gud” – alene fordi du endnu ikke forstår hvordan det fungerer. Guden Thor var årsag til lyn og torden – indtil menneskeheden begyndte at tage imod oplysning og fornuft!

  6. Der findes nok intet gudsbevis for en skeptiker, som ikke vil se. Da Galilæi havde opfundet sin kikkert og rettede den mod planeten Jupiter, så han Jupiters fire måner kredse om planeten. Da han forsøgte at overbevise sine kirkelige skeptikere, nægtede de simpelthed at se i kikkerten, som de kaldte djævelens rør. De ønskede ikke at se noget ud over det, de i forvejen troede på. Vil man ikke lade sig overbevise, ser man ingen ting. Møder man en ateist, får man lidt samme fornemmelse. Han har låst sig fast på, at Gud og den åndelige verden ikke findes, og ser ingen ting. De mange indicier på en højere styrelse af verden, lader ham kold. Naturens lovmæssigheder, de levende væseners sindrige opbygning siger ham intet om en skabende Almagt. Han fornemmer ikke suset af evighed overfor de kosmiske dybder. Han mangler den udlængsel, der kunne lede ham imod evigheden. Han har ikke trækfuglens instinkt, der fører den over bjerge og søer mod et hjem i syd, når vingerkulde stiger op over landet. Vi mennesker er meget forskellige af indstilling, og kan somme tider ikke råbe hinanden op, sådan føles det.

  7. @Claus – igen siger du blot: “JEG kender Sandheden, men I VIL bare ikke se det”. Sådan råber religiøse fraktioner også jævnligt til hinanden – det er ikke kun teist mod ateist. Alle religiøse retninger har hver deres “Sandheder”.

    Personligt kender jeg ikke “Sandheden”, men er åben overfor beviser der måtte sandsynliggøre, at verden er indrettet på den ene eller den anden måde. Jeg er helt og absolut åben. Så hvis du mener at have beviser, så vis dem frem. Du tror sikkert heller ikke på elefantmanden fra 5. ydre dimension uden at jeg sandsynliggør hans eksistens, vel Claus? Er det så urimeligt, at vi andre beder om beviser? Du antager blankt, at vi andre ikke VIL se din “Sandhed” – at vi er “låst fast” – det er afsindig arrogant hvis du tænker bare lidt over det.

    Der findes ingen indicier på “en højere styrelse af verden” – det er bare dig der springer i konklusionen. Man kan ganske vist tale om levende væseners “sindrige opbygning”, ja, men mange gange er det fordi designet er fuldstændig åndssvagt – så det tæller bestemt ikke til en eventuel guddoms fordel. Studér lidt biologi og du vil se hvor dårligt design vi rent faktisk finder rundt omkring i naturen. Dertil er der design af arvelige sygdomme, dødelige bakterier, ebola, AIDS, kræft, hjernesvulster osv. Vidner det virkelig om en almægtig skaber? I givet fald ville jeg frygte dennes uhyggelige modbydeligheder!

    Langt mere rationelt er det at kigge på simple systemer der gradvist bliver mere komplicerede, som f.eks. evolutionsteorien gør det. En bevægelse fra det simple til det mere komplekse. Den opbygning kan forklare det elendige design, som præger store dele af både den menneskelige krop og vores organer, samt dyre- og plantelivet omkring os. Se på ryglidelser, bygningsfejl på øjne og lemmer, blindtarme, forlorne tænder, handicappede, diabetes, muskelsvind osv. og fortæl mig, at en intelligent skaber, som vil os det godt, står bag alt dette? Udvid blot med jordskælv, tornadoer, oversvømmelser, tsunamier, jordskred, orkaner, vulkanudbrud mv. og fortæl mig, at en intelligent skaber, som vil os det godt, står bag?

    Så nævner du lidt om trækfugle og andet. Til det kan jeg blot fortælle dig, at ateister kan være præcis lige så søgende og “åndelige” som teister. Vi kan ønske mening, søge håb, føle eksistentielt m.v. – men det har absolut intet med guder at gøre. Det har derimod noget med den menneskelige tilstand og vores humane følelser at gøre. Det skal man ikke blande ind i en diskussion om hvad der findes i verden og hvordan denne fungerer!

  8. @Lars Skov Krøgholt – det er dog en lettere firkantet måde du sætter tingene op på: enten er alt i biblen sandt, eller også er Jesus en stor løgner.
    Hvad med en mellemting: biblen er blot en helt normal bog, skrevet af mennesker som desværre forsøgte at gøre mere ud af en person (Jesus) end rimeligt er.
    Der er ikke mange ateister som kalder Jesus en løgner, ligesom vi heller ikke kalder Alice fra “Alice i Eventyrland” for en løgner.
    Men folk som påstår at “Alice i Eventyrland” er fakta, ikke fiktion, dem har vi et problem med.

  9. Kære meddebattører! Tak for jeres indlæg. Det ser ud til at blive spændende det her. Jeg har desværre lidt tekniske problemer med bloggen. Kan fx ikke finde mine første indlæg, så derfor må mine svar samles op her. OG hvis jeg skulle overse noget, så bær venligst over med mig og spørg igen. Men OBS, den deciderede troslære vil jeg ikke gå ind i. Af den enkle årsag at jeg søger at holde mig på hovedsporet.
    @ Jesper Vind. 1) “Dagens naturvidenskabsfolk har ellers efterhånden ret godt styr på hvordan livet har udviklet sig.” – Se, nu har jeg det til fælles med jer ateister der har meldt sig på banen her, at jeg søger rationelle forklaringer på naturlige fænomener. Og efter at forskerne “er krøbet ned i cellen”, viser det sig at de netop ikke har helt styr på udviklingen. Det vil jeg dog gerne have lov til at vente med. Jeg har nemlig en vis udviklingsforestilling i bloggen: Først det filosofiske grundlag, derefter konkrete spørgsmål til de mest almindelige evolutionsforklaringer.
    2) “At alle min forfædre har overlevet og reproduceret sig selv, således at jeg eksisterer i dag – ja det er lidt Lotto-agtigt.” – Men lad mig lige tage denne her i opløbet. Reproduktionsprocessen har (smart nok) et element af tilfældighed indbygget i sig, men det kan bedre sammenlignes med blanding af et sæt kort. Og denne blanding styres benhårdt af visse “kabaleregler”. Men den vil jeg også meget gerne have lov at vende tilbage til, senere.
    I’ll be Back 🙂

  10. @ Henrik Pedersen. “[…] men et program er en sekvens af instruktioner, og det er bestemt ikke hvad DNA er.” – Se, det er lige netop hvad DNA-koden er, en serie instruktioner som fra første begyndelse (i zygoten/ægget) dirigerer hele udviklingsprocessen fra fosteranlæg til voksenindivid. Beklager hvis svaret her lyder lidt påståeligt, men det er altså ikke noget jeg har fundet på; det skulle være et alment anerkendt faktum. Så at DNA’et skulle være et sprog, er ikke blot en allegori, det er en faktisk beskrivelse af de faktiske forhold. 🙂
    “[…] Lad os derfor skrotte-biologi studiet på universitet …” – Her har vi vist et eksempel iskoskydningsargumentation. Til dette blot: Jeg opfordrer ethvert ungt menneske jeg kan komme i nærheden af, til at studere naturvidenskab (“trods det” er alle mine fem børn rimeligt veluddannede 🙂 ). Og at min ældste datter, lidt spøgefuldt, udtaler sig om lottoforhold over for videnskab, hænger sammen med at hun som læge tit har set hvordan kolleger går ud i pressen med brask og bram med undersøgelser der ikke er statistisk belæg for. Og journalister sluger som bekendt alt råt, bare det smager af “videnskab”.
    Fra min mellemskoletid og frem har jeg fået indprentet mantraet “du skal ikke tro, du skal vide!” Og det forfølger mig stadig. – Så altså igen, rationelle forklaringer på naturlige ting udbedes! Og her er koden i vores celler lige så naturlig som programmeringen i en computer. Derfor er de interessante spørgsmål til hr. programmøren: 1) Hvor tit har vi været ude for at software er blevet til af sig selv eller blot har forbedret sig selv – vel at mærke uden at en intelligens i forvejen har fastlagt en algoritme herfor?!
    2) Hvis man fandt en computer på Mars (funktionsdygtig naturligvis), ville man så påstå at den er blevet til af sig selv?
    Det sjove er at i forhold til biologien er der ikke noget hokuspokus i ligningen. Der foregår ikke meget i cellen i dag vi ikke forstår. Det er netop DET der er ved at blive et problem. For rendyrkede materialister, id est.
    I’ll be Back 🙂

  11. @ Jakob H. Heidelberg. Kort om God-of-the-Gaps-argumenter (altså hvor man bruger Gud som forklaring på det man ikke kan forklare): “Du er blot i gang med at kalde årsagen til DNA for “Gud” – alene fordi du endnu ikke forstår hvordan det fungerer.” – Igen med fare for at lyde en smule højrøvet (som det hedder på jysk) så mener jeg nu jeg har rimeligt tjek på hvad der foregår i forbindelse med DNA-programmeringen. Men igen er det faktisk ikke undertegnede ringhed det drejer sig om, det er hvad førende forskere inden for området kan fortælle os. – Det er derfor at mine 2 spørgsmål til Henrik Pedersen herover forekommer mig ret så relevante.
    “[…] det elendige design, som præger store dele af både den menneskelige krop […]” – Det med “det elendige design” er vist ved at udvikle sig i samme retning som historien med de rudimentære organer. Efterhånden som vores viden på området skrider frem, kommer flere og flere “rudimenter” til nutidig ære og værdighed, og det “elendige” afløses af prædikatet “ganske smart når det kommer til stykket”. Øjet fx; blækspruttens øje skulle være mere smart indrettet, men det viser sig at netop “omvendingen” i det menneskelige øje er en helt nødvendig beskyttelse af synsnerverne. Så her er vi ude i hvad jeg lidt drillende vil kalde Darwin-of-the-Gaps-argumentation: Vi forstår ikke hvordan det fungerer (og hvad organet overhovedet skal bruges til), SÅ DERFOR MÅ DET VÆRE EN REST FRA EVOLUTIONEN. – Og så umuliggøres argumentet i øvrigt af det faktum at den naturlige selektion ville have udryddet den slags unyttig bagage for længst i evolutionsprocessen.
    Nå, men nu kunne jeg godt tænke mig at få tid til mit næste skud fra hoften. Det vil jeg så tillade mig at koncentrere mig om inden jeg svarer yderligere på kommentarer. Så igenigen
    I’ll be Back 🙂
    Men der går i hvert fald nogle timer – hvis jeg når det i dag.

%d bloggers like this: