Evolutionærbiologen Francisco Ayala, fhv. præsident for The American Association for the Advancement of Science, skrev i 2007: 

Darwins største præstation var at vise, at den komplekse orden og funktion i levende skabninger kan forklares som resultat af en naturlig proces – naturlig udvælgelse – uden at skulle henvise til en Skaber eller anden ydre faktor.¹

 Evolutionister som Ayala anser evolution for en veletableret kendsgerning. Her er det selvfølgelig nærliggende for en udenforstående at spørge, hvilke videnskabelige beviser har fastslået denne kendsgerning. Lad os starte med Darwin. 

                               Avl på dyr og planter

Darwin foreslog i sin teori en tilsyneladende plausibel naturlig mekanisme, der kunne forklare, hvordan alle levende former kunne være udsprunget fra den mest enkle mikrobe igennem naturlig udvikling over hundredvis af millioner år. Mere præcist hævdede Darwin, at arter er grænseløst foranderlige og kan ændre sig ubegrænset igennem samspillet imellem naturlig variation og naturlig selektion, der sorterer i den naturligt forekommende variation. 

Med art mente Darwin, at medlemmer af samme art skal kunne få frugtbart afkom sammen. Kan de ikke dette, tilhører de forskellige arter. Arter kan igen opdeles i varieteter, der også kaldes racer eller sorter. I modsætning til arter er der ingen skarpe afgrænsninger imellem varieteter. De kan frit krydse sig med hinanden og få frugtbart afkom og nye varieteter, der stadig tilhører samme art. 

Kernen i Darwins argument var, at varieteter gradvist kan blive til arter igennem avl:

Ikke desto mindre er varieteter ifølge min opfattelse arter under dannelse eller, som jeg har kaldt dem, begyndende arter. Hvordan bliver de mindre forskelle imellem varieteter da forøget til at blive de større forskelle imellem arter? At dette jævnligt sker, kan vi slutte af, at imens de utallige arter overalt i naturen afslører tydelige forskelle, frembyder varieteter, de formodede prototyper og ophav til fremtidigt tydelige arter, ubetydelige og dårligt definerede forskelle.² 

Læg mærke til, at Darwin “sluttede,” at ”dette jævnligt sker.” Hvorfor kun sluttede? Fordi hverken han eller andre nogensinde direkte havde set varieteter blive til arter.

I mangel på direkte bevis pegede derfor Darwin til menneskets kunstige forædling af planter og dyr og antydede, at hvis man kan afstedkomme omfattende ændringer i en art igennem kunstig udvælgelse efter kun nogle få generationer, er det troligt, at naturen kan have udrettet det utænkelige efter æoner af naturlig udvælgelse. Darwin brugte de første to kapitler i sin bog på dette argument. 

Ikke desto mindre er hans argumentation tvivlsom. Al forskning både før og efter hans tid peger på, at naturen har grænser for, hvor meget en art kan ændres. Avl kan kun blande allerede eksisterende særpræg. Avl på hunde kan give hunde af forskellige størrelser og farver, men de er stadig hunde og bliver aldrig til katte, uanset hvor længe vi forsøger. Det eneste avl gør, er at blande og kombinere allerede eksisterende karaktertræk. 

Ifølge zoologen Pierre Grassé: 

På trods af det stærke pres, som kunstig udvælgelse over flere årtusinder afstedkommer, opstår der ikke nye arter. Et sammenlignende studie af sera, hæmoglobiner, blodproteiner, frugtbarhed osv. viser, at arterne holder sig indenfor samme specifikke afgrænsning. Dette er et ikke et spørgsmål om skøn eller subjektiv klassificering, men en realitet, der kan måles. Kendsgerningen er, at selektion giver håndgribelig form til og samler alle de varieteter, et genom kan frembringe, men udgør ikke en nyskabende evolutionær proces.³

 

Pangenese

Darwin tog også fejl med hensyn til arvelighed, hvilket yderligere svækkede hans teori. Det er vigtigt at huske, at naturlig udvælgelse ikke er en skabende proces, der kan skabe nye variationer indenfor en art. Naturlig udvælgelse kan kun eliminere. Darwin bemærkede derfor, 

…medmindre nyttige variationer forekommer, kan den naturlige udvælgelse intet gøre.⁴

Udover naturlig udvælgelse havde Darwin altså brug for en kilde til nyt genetisk materiale. Han troede, at denne kilde kom fra, at ydre indflydelser såsom føde og miljø, eller hvordan organer bruges eller ikke bruges, forårsager ændringer i en organisme, og at disse ændringer videreføres til de næste generationer. Han skrev:

Ud fra de kendsgerninger, som der hentydes til i første kapitel, mener jeg, at der ikke kan være megen tvivl om, at brug hos vore tamdyr styrker og forstørrer visse dele, og mangel på brug formindsker dem, og at sådanne modifikationer nedarves.⁵

Darwin havde denne ide fra Lamarck, en fransk naturforsker, der havde foreslået, at giraffer havde udviklet sig, fordi deres stamfædre havde fået en længere hals ved at skulle strække sig for at spise blade, som andre dyr ikke kunne nå, og som resultat havde fået kalve med længere halse. 

Denne ide om ”pangenese” er forkert, ved man nu. Erhvervede egenskaber nedarves ikke. Vi kan gå til vægtløftning og udvikle muskler af stål, men vores børn fødes ikke af den grund med større muskler. I nogle kulturer forøger kvinder deres skønhed ved at gøre deres læber og øreflipper større, men alligevel ligner deres nyfødte døtre piger i andre kulturer. Køer får ikke større yvere, når de bliver malket, og giver dette træk videre til deres kalve, og en art, der udsættes for kulde, udvikler ikke pels, fedtlag og et større stofskifte og viderefører disse træk til næste generation. Naturlig udvælgelse eliminerer blot de individer, der ikke allerede har disse fordelagtige karaktertræk. 

Gregor Mendel opdagede arvelighedslovene omkring Darwins tid. Igennem sine eksperimenter med planteavl fandt Mendel ud af, at arvelighed kun er en videreførelse af konstante faktorer fra den ene generation til den næste. Skønt faktorerne kan blandes og sammensættes under forplantningen, fortsætter de med at være adskilte og uforanderlige fra den ene generation til den næste. Pangenese forekommer ikke.

Neodarwinisme

Da Darwins ideer om foranderlige arter og pangenese havde vist sig ikke at være korrekte, indså de fleste videnskabsfolk, at hans foreslåede mekanisme var uholdbar. Dette blev generelt accepteret i slutningen af 1800-tallet. Men paradoksalt nok var evolution nu blevet så meget en del af den videnskabelige tænkemåde, at man fortsat gik ud fra, at evolutionen havde fundet sted. Efter årtiers diskussion blev man under navn af neodarwinisme enige om, at tilfældige mutationer må være kilden til nyt arvemateriale. 

Selv om nedarvede karaktertræk generelt forbliver stabile og uforandrede, havde man lagt mærke til, at en sjælden gang sker der alligevel genetiske ændringer. Til at begynde med kaldte man disse ændringer for “naturens luner.” Senere blev de kendt som “mutationer.” I en meget senere tid i 1950’erne viste det sig med opdagelsen af DNA-dobbeltspiralen, at mutationer er tilfældige fejl, der indtræffer, når den genetiske kode, der lagres på DNA’et, kopieres. 

Det er vigtigt at forstå, at denne neodarwinistiske mekanisme er svagere end Darwins oprindelige mekanisme. Sidstnævnte var næsten deterministisk af natur; hvis der var mangel på mad længe nok, og den eneste måde at overleve på var at strække halsen og spise det, som ingen andre indenfor ens art kunne nå, ville ens efterkommere næsten med sikkerhed udvikle lange halse og i sidste ende blive til giraffer. Men at opnå det samme igennem tilfældige mutationer er noget helt andet. Det tilstrækkelige antal tilfældige mutationer, der kræves for at udvikle en lang hals, indtræffer ikke blot, fordi det på et bestemt tidspunkt er en fordel at have en lang hals. Da mutationer er tilfældige, kan de indtræffe eller lade være, og da sandsynligheden for hver enkelt mutation er meget lille, indtræffer den sandsynligvis ikke på det tidspunkt, hvor der er brug for den.

Ydermere er det tvivlsomt, om mutationer overhovedet kan være gavnlige. Lægebibliotekerne er fyldt med tykke bøger, der opremser alle de sygdomme, som mutationer kan afstedkomme, imens der er mere end langt imellem eksempler på mutationer, der gavner en organisme. 

Selv om neodarwinismen har været god latin i over hundrede år, er det således usikkert, om denne teori overhovedet har foreslået en egentlig mekanisme, der kan forklare, hvordan evolutionen sker. Dette blev tydeligt i 2008, da Konrad Lorentz Instituttet i Østrig indbød nogle af verdens førende teoretiske biologer til en konference ved navn “Toward an Extended Evolutionary Synthesis” [’Hen imod en udvidet evolutionær syntese’]. Organisatorerne forklarede ideen med konferencen i deres invitation:

Udfordringen synes os tydelig: hvordan får vi rent begrebsmæssigt rede på de forbløffende fremskridt, biologien har gjort siden 1940’erne, da MS [“den Moderne Syntese”; neodarwinisme kaldes også for den Moderne Syntese] tog form? Ikke blot har vi været vidne til den molekylære revolution fra opdagelsen af DNA’ets struktur til den genomiske tidsalder, men vi har også måttet brydes med en voksende følelse af, at vi simpelthen ikke ligger inde med de teoretiske og analytiske redskaber, der er nødvendige for at kunne hitte rede i den forvirrende variation og kompleksitet i levende organismer.⁶

Kan det siges mere tydeligt? “Vi har ikke de teoretiske redskaber” til at kunne forklare “den forvirrende variation og kompleksitet i levende organismer.”

 
Evolution er en kendsgerning

Ikke desto mindre anser evolutionister flest stadig evolution for en kendsgerning. Hvorfor? Det er et godt spørgsmål. Wistar-konferencen gav en antydning derom. 

I 1967 var Wistar Instituttet i Philadelphia, USA, vært for konferencen “Matematiske udfordringer af den neodarwinistiske tolkning af evolutionen.” Førende matematikere argumenterede imod førende evolutionsbiologer for, at det er statistisk umuligt, at komplekse organer som øjet kan have udviklet sig igennem tusinder og atter tusinder af små, tilfældige mutationer. Antallet af mutationer, der kræves for at skabe et komplekst øje, er simpelthen for stort, og der har ikke været tid nok i jordens historie til, at disse mutationer kan have fundet sted. 

I stedet for at indrømme problemet beskyldte biologerne matematikerne for at ”drive videnskab baglæns.” Evolution er en fastslået kendsgerning, fremførte de. Øjet havde udviklet sig, og derfor kunne de matematiske problemer ikke afspejle et virkeligt problem. Evolutionærbiologen Ernst Mayr udtalte beroligende: ”Ved at justere disse tal skal det hele nok på en eller anden måde falde på plads. Vi finder trøst i den kendsgerning, at evolutionen har fundet sted.”⁷

 Men hvad præcist gjorde Mayr så sikker på, at evolutionen havde fundet sted? Det kom han ikke nærmere ind på. 

Måske var det fossilerne. Men det mente Darwin ikke: 

…antallet af mellemliggende varieteter, der tidligere eksisterede, [må] så sandelig være enormt. Hvorfor er hver eneste geologisk formation og hver eneste aflejring da ikke fyldt med sådanne mellemliggende led? Geologien afslører helt sikkert ikke en sådan fint opdelt organisk kæde, og dette er måske den mest indlysende og alvorlige indvending, man kan gøre imod teorien.⁸

 Darwin anså fossillagene og manglen på mellemliggende former imellem arter for “måske den mest alvorlige indvending” imod sin teori! Har dette ændret sig siden? I 1954 skrev Professor Heribert Nilsson fra Lunds Universitet i Sverige: 

Fossilmaterialet er nu så fuldstændigt, at…manglen på overgangsrækker ikke kan forklares som mangel på materiale. Manglerne er virkelige, de vil aldrig blive udfyldt.⁹

 Så sent som i 2008 skrev en af verdens mest fremtrædende palæontologer, Niles Eldredge:

 [M]ønstrene i den evolutionære historie gentager typisk sig selv uafhængigt af tid eller sted. Mønstret [er et af] tilsyneladende hurtig fremkomst af højere rækker med deres afgrænsende tilpasninger…allerede helt til stede i de tidligst kendte fossiler, hvilket lader formode…en meget hurtig evolutionær oprindelse, der ofte ikke efterlader spor af mellemformer.¹⁰

 Selv om det modsatte ofte hævdes, er det altså tvivlsomt, at fossilerne giver mere bevis for evolution i dag end på Darwins tid. Kun ved først at antage evolution kan palæontologerne indpasse fossilerne i, hvad der ligner nydelige evolutionære stamtræer. 

Hvad med de molekylære beviser? I dag anser mange evolutionister sammenligninger af sekvenser i forskellige proteiner, RNA-molekyler og afsnit af gener på DNA hos forskellige arter for at være det bedste bevis for evolution. Men ved nærmere besigtigelse viser det sig, at molekylære analyser også ofte stiller spørgsmålstegn ved den overordnede ide om evolution. I mange tilfælde har molekylære analyser enten ikke kunnet etablere slægtsforhold imellem arter eller antydet andre slægtsforhold end dem, anatomiske sammenligner og fossilstudier peger på. Forskellige molekylære studier af samme sekvenser giver også somme tider selvmodsigende resultater, og visse brede molekylære sammenligninger på tværs af hele den levende verden kan ikke pege på noget evolutionært slægtskab overhovedet. Molekylærbiologen Michael Lynch bemærkede:

 En afklaring af de fylogenetiske slægtsforhold imellem de store dyrerækker har været et vanskeligt problem, hvor analyser af forskellige gener eller selv forskellige analyser af samme gener giver en mangfoldighed af forskellige fylogenetiske træer.¹¹

 Det er også værd at bemærke, at ligheder – som er det, molekylære analyser forsøger at kategorisere – uanset om de er anatomiske eller molekylære, ikke nødvendigvis er bevis for evolution. Næsten hundrede år før Darwin opfandt den svenske naturforsker Carl von Linné det klassifikationssystem, som biologerne stadig anvender i dag, og klassificerede dyr og planter i forskellige kategorier ud fra anatomiske ligheder. Så Linné denne klassifikation som bevis for evolution? Nej, han anså det for at være en afdækning af en større guddommelig plan eller design. Faktum er, at lighed kan lige så godt skyldes design som evolution, hvilket er åbenlyst, hvis vi tager biler som eksempel. Forskellige bilmodeller som Volvo, Opel og Toyota har mange ”anatomiske” ligheder til fælles. Ikke desto mindre er biler designede, og hver eneste bil er separat fremstillet. Lighed er i sig selv ikke nok til at afgøre, om vi står med et tilfælde af naturlig evolution eller design.

Det endelige bevis

Hvad svarer evolutionister, når de konfronteres med muligheden for design? Nu afdøde Stephen Gould, professor i zoologi på Harvard, skrev: 

Underlige arrangementer og sjove løsninger er bevis på evolution, for de er veje, en fornuftig Gud aldrig ville betræde.¹²

 Biologen Douglas J. Futuyma skrev på samme måde i sin universitetslærebog Evolution:

 Der er mange eksempler [på karaktertræk i levende organismer]…der er uforenelig med ideen om, at en almægtig Skaber, der burde være i stand til at holde sig til et optimalt design, er årsag til dem.¹³

 Tilsyneladende anser disse evolutionister deres egne vurderinger af, hvordan Gud ville have skabt, for at være bevis for evolution. 

Selv Darwin fremførte: 

Jeg kan ikke se lige så tydeligt, som andre kan, eller som jeg gerne ville, tegn på design og gode intentioner til alle sider omkring os. Det virker, som om der er for megen lidelse i verden. Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at en godgørende og almægtig Gud med vilje skulle have skabt Ichneumonidae [hvepse] med den udtrykkelige hensigt, at deres larver skulle æde kålorm levende indefra, eller at en kat skulle lege med mus.¹⁴

Desværre præciserede hverken Darwin eller hans tilhængere, hvorfra de har deres viden om, hvordan Gud ville have skabt, eller hvad Hans motiver skulle have været for at have gjort det på en bestemt måde. Ikke desto mindre ser man ofte evolutionister argumentere i retning af, at ”Gud ville aldrig have gjort det på den måde. Derfor må det være resultat af en tilfældig, utilsigtet evolution.” 

Nogle går endog så vidt som til at hævde, at fordi Gud umuligt kan findes, må evolution i mangel på nogen anden mulighed være forklaringen. Zoologen Richard Dawkins skrev:

Hvis vi vil postulere en guddom, der er i stand til at konstruere al den organiserede kompleksitet i verden, enten øjeblikkeligt eller ved at styre evolutionen, må den guddom allerede have været umådeligt kompleks til at begynde med.¹⁵

Ud fra dette (der i bund og grund antyder det samme som ”Hvis alt kommer fra Gud, hvor kommer Gud så fra?”) slutter Dawkins, at Gud er en meget usandsynlig mulighed, eller slet ingen mulighed overhovedet, og fremfører dette som et bevis på evolution. Derfor må livet være opstået spontant fra livløs materie på trods af den forsvindende lille sandsynlighed for, at dette nogensinde skulle være sket, for ifølge Dawkins er der på forhånd ingen anden rationel mulighed end evolution. 

Her kan man selvfølgelig spørge, at når personer som Dawkins hævder, at ”Evolution er en kendsgerning,” har vi så virkelig at gøre med en videnskabeligt fastslået kendsgerning, eller blot med såkaldte videnskabsmænd, der ikke kan få ideen om Guds mulige eksistens til at passe ind i deres logiske strukturer og verdensbillede? Beviser sådanne argumenter virkelig, at der er sket en evolution, eller beviser de blot nogle moderne evolutionsbiologers uvidenhed om de klassiske filosofiske argumenter for den mulige eksistens af Gud som en evig, årsagsløs årsag, en viden, der i tidligere tider var del af enhver uddannet persons intellektuelle bagage? 

Det er under alle omstændigheder vigtigt at huske, at den diskussion, Darwin lagde op til, var, om arter var blevet skabt hver for sig af Gud eller havde udviklet sig af sig selv. Det er naturligvis en reel diskussion. Men hvis det ved nærmere eftersyn viser sig, at beviserne for Darwins opfattelse er svage eller ikke-eksisterende, og evolutionister så pludselig vil have, at ideen om Gud som mulighed slet ikke må diskuteres i en videnskabelig sammenhæng (medmindre vi selvfølgelig vil argumentere imod Gud som en mulighed), har vi da at gøre med videnskab og fastslåede kendsgerninger eller med tilslørede materialistiske og ateistiske argumenter, der giver sig ud for at være videnskabelige beviser? 

Er det her, vi står, når det hævdes, at ”Evolution er en kendsgerning”?

 Referencer.

1. Darwin’s greatest discovery: Design without designer, Francisco J. Ayala, Proceedings of the National Academy of Sciences, USA, Vol. 104, maj 15., 2007, s. 8567–8573.
2. The Origin of Species by Means of Natural Selection or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life, Charles Darwin, først udgivet af John Murray i 1859, her fra en udgave fra Penguin Books 1985, s. 155.
3. Darwin on Trial, 2nd Edition, Phillip Johnson, Inter Varsity Press, Illinois USA 1993, s. 18.
4. The Origin of Species, s. 132.
5. The Origin of Species, s. 74
6. Online på http://www.scoop.co.nz/stories/HL0803/S00131.htm.
7. Darwin on Trial, s. 38-39.
8. Origin of Species, s. 292.
9. Synthetische Artbildung, N. Heribert-Nilsson, Gleerup, Sverige: Lunds Universitet 1954, s. 1212.
10. Paleontology and Evolution, Niles Eldredge, Evolution, Vol. 62 (2008) s. 1544–1546.
11. The Age and Relationships of the Major Animal Phyla, Michael Lynch, Evolution 53 (1999), s. 319-325.
12. The Panda’s Thumb, Stephen Jay Gould, W, W. Norton & Co., New York 1980, s. 20.
13. Evolution, Douglas. J. Futuyma, Sinauer Associates, Sunderland, MA 2005, s. 49.
14. Darwin i et brev til Asa Gray, maj 22, 1860.
15. The Blind Watchmaker, Richard Dawkins, Longman Scientific and Technical,  1986, s.316.