Hop til indhold

Heller ikke Ardipithecus var en menneskelig forfader

Da Ardipithecus ramidus (“Ardi”) først blev afsløret for verden i 2009, gik medierne grassat. Discovery Channel kørte overskriften ” ‘Ardi,’ den ældste menneskelige forfader afsløret“, og citerede en forsker for, at fossil er “så tæt, som vi nogensinde er kommet på at finde den sidste fælles forfader til chimpanser og mennesker. ” Associated Press bragte overskriften “Verdens ældste menneskeskelet fundet” og udtalte: “…det nye fund beviser, at chimpanser og mennesker udviklede sig for længe siden fra en fælles forfader.” 

Tidsskriftet Science præsenterede Ardipithecus officielt med artiklen ” En ny slags forfader: Ardipithecus afsløret.” Palæantropologen Tim White udråbte fossilet som “Rosetta-stenen for forståelsen af den tobenede gangart”, i bund og grund en abelignende tobenet forfader til mennesker.  

Siden da har begejstringen været mere behersket. Nature og Science har bragt artikler, der udfordrede Ardipithecus’ status som en tobenet menneskelig forfader. Nu er en helt ny artikel blevet offentliggjort i tidsskriftet HOMO: Journal of Comparative Human Biology med titlen “Behavioral and phylogenetic implications of a narrow allometric study of Ardipithecus ramidus.” [”Adfærdsmæssige og fylogenetiske konsekvenser af en snæver allometrisk undersøgelse af Ardipithecus ramidus ”]. Forfatterne EE Sarmiento og DJ Meldrum hævder, at en nærmere analyse af Ardipithecus viser, at hun ikke havde en tobenet gangart:

Forholdsvis korte hænder og øvre lemmer tyder på, Ardipithecus var mindre dygtig til at slippe forbenene og til lodret klatring, end store menneskeaber er det. Dens tibiale og tarsale længder tyder på en bonobo-lignende springevne. Dens korte bagben, men lange tæer i forhold til mennesker er ikke befordrende for en normal tobenet gangart. Når Ardipithecus var nede på jorden, ville den have haft en håndfladebaseret firebens gangart. 

Forfatterne fortsætter med at forklare, hvorfor Ardipithecus ikke var tobenet. Dens proportioner var mere generaliserede, end hvad man ville vente for skabninger, der enten lever hele livet i træer eller på landjorden. Den har ikke de lange lemmer, man finder hos orangutanger. Den har heller ikke de proportioner, man venter at finde hos en landjordsbaseret primat. På nogle måder ligner den mere en gorilla, uden at det dog betyder, at de har nogen fælles stamfader. Ardipithecus har ikke de svækkede tæer, som man finder dem hos mennesker, eller bavianernes svækkede fingre. Intet ved dens anatomi tyder på, at den gik mere på to ben end de nulevende menneskeaber. Sandsynligvis var Ardipithecus mest lig en række store aber, der levede i Miocæn for 5-25 millioner år siden. 

Forfatterne konkluderer:

Ardipithecus’ dimensioner afspejler en generel abe, der var i stand til at bevæge sig i træer og på jorden og udnytte fødekilder i skov, på græsarealer og/eller i oversvømmet terræn…den mest naturlige rekonstruktion af den fælles forfader til mennesker og afrikanske aber tyder på, at Ardipithecus’ korte forlemmer og mellemhånd ikke tilhører en menneskelig forfader.

Reference: E.E. Sarmiento and D.J. Meldrum, “Behavioral and phylogenetic implications of a narrow allometric study of Ardipithecus ramidus,” HOMO: Journal of Comparative Human Biology, Vol. 62:75-108 (2011).

Kilde: Evolutionnews.

***

Vil du vide mere? Læs ‘Darwin og Intelligent Design: et nyt perspektiv’, den nyeste danske bog om intelligent design og evolution:

Darwin og Intelligent Design: et nyt perspektiv, af Leif Asmark Jensen. Læs mere her.

Du kan også læse måske den mest spændende bog på dansk om menneskets forbudte historie, Forbudt Arkæologi, en af de skarpeste antidarwinistiske bøger.  Besøg Forbudt Arkæologis hjemmeside.

Få tilsendt informationshæftet Intelligent Design, et nyt syn på udviklingen, læs her.

<span>%d</span> bloggers like this: