Lone Frank fornægter sin egen viden

Eller i relation til udgivelsen af John Lennox’ bog Guds bøddel, 3. kp. kunne vi også kalde det:

Lone Frank og reduktionismen
Igenigen er Lone Frank ude med snøren, i form af en artikel der optræder i KD. [Se Menneskehedens identitet som art er udfordret]. Det er næsten for morsomt, men det her er jo et gigantisk apropos til Origos bogudgivelse Lennox’ Guds bøddel her sidst på måneden. I KD-artiklen optræder evolutionspræstinden LF igenigen som Guds bøddel. Men lykkes det, andet end i hendes egen fantasi?

I sin bogs tredje kapitel beskæftiger John Lennox sig netop med denne påstand om at vi (kun) er vores hjerter i det han kalder kapitlet Reduktion, reduktion, reduktion …

Ingen tvivl om at naturvidenskaben har fejret store triumfer ved at bruge reduktionismen, altså den videnskabelige metode at splitte et (stort) problem op i en række mindre (overkommelige) bidder. Men man kan, ifølge prof. Lennox, også drive denne metode for vidt. Han skriver:

Naturvidenskabshistorien bekræfter selv at der er grænser for hvor langt man kan trække på reduktionismen i videnskaben; og den lærer os at det er vigtigt at afbalancere vores berettigede begejstring for reduktionisme og huske på at der meget vel kan være (og som regel er) mere at sige om en given helhed end hvad vi opnår ved blot at opsummere alt dét vi har fundet ud af ved at undersøge hver enkelt del. Studerer vi alle de dingenoter der er i et ur, hver for sig, vil vi ikke dermed nødvendigvis være i stand til at forstå hvordan uret som integreret helhed fungerer. Der ligger en hel del mere i stoffet vand end vi umiddelbart kan se ved at undersøge de brint- og ilt-molekyler hvoraf vandet er sammensat. Der findes mange sammensatte systemer hvor forståelsen af systemets enkeltdele simpelthen er umulig hvis man ikke har en forståelse af systemet som helhed – fx den levende celle.

Derefter citerer han videnskabsmanden og filosoffen Michael Polanyi der beder os tænke på en bygning. Dens forskellige procesniveauer der er involveret i opbygningen af en murstensbygning: råstoffer til murstene, fremstilling af mursten, murerarbejdet, bygningens design, og endelig byplanlægningen der bestemmer hvor bygningen skal ligge:

På hvert niveau gælder særlige regler. Fysikkens og kemiens love holder styr på råvarerne i murstenene, teknologien styrer den kunst det er at fremstille mursten, murersvendene lægger stenene som aftalt med entreprenøren, entreprenøren er instrueret af arkitekten, og arkitekten kikkes over skulderen af byplanlæggerne. Hvert niveau styres af et niveau over. Men det modsatte er ikke tilfældet. De love der gælder på et højere niveau, kan ikke udledes af de love der gælder på et lavere – selv om dét der kan opnås på det højere niveau, naturligvis afhænger af niveauerne under. Hvis stenene fx ikke er stærke nok, er der en grænse for hvor høj bygningen kan blive, hvis den skal være nogenlunde sikker.

Og her begår LF en logisk fejl når hun reducerer menneskets åndsevner til en omgang neuroner (= hjernecellerne og deres indbyrdes forbindelser). Det er jo ikke en tilfældig ophobning af neuroner der får hjernen til at fungerer. Nej, befrugtningsøjeblikket er det lille menneskebarns start på en udvikling ved hjælp af den programmering der er nedlagt i den befrugtede celle, til et menneske udstyret med et af de, om ikke dét mest forunderlige organ i universet, hjernen. Og i alle de tilfælde det går godt, får det nye væsen sine egne unikke åndsevner, kan tænke over sin egen tilværelse og kan begynde at undersøge (og undres over) det univers det er født ind i. Og hjernen bliver heller ikke tilfældigt til en menneskehjerne. Det ligger i den befrugtede ægcelles design. Og det har ikke meget med naturvidenskab at gøre at benægte at der findes et “bestemmeniveau” over neuronerne. Vi mennesker er (langt) mere end vores hjerner! Påstanden om det modsatte er ren spekulation, drevet af en materialistisk filosofi der ikke har nogen praktisk gang på jorden. LF ville nok betakke sig for at vi karakteriserede hendes ideer om menneskets natur, som en tilfældig fyring af synapser i hjernen, uden for hendes egenkontrol og vilje. Og det understreger Lennox i det følgende citat (som om han havde hørt hendes påstand):

Eller se på et andet eksempel som du bogstavelig talt har lige for hånden i dette øjeblik. Tænk på den side du netop er i gang med at læse. Den består af […] en serie prikker på skærmen foran dig. Det er vel indlysende at den fysisk-kemiske opbygning af […] pixels på en computerskærm aldrig – ikke engang i princippet – ville kunne fortælle dig noget om hvordan bogstaverne på siden bør udformes; og det har ikke det fjerneste at gøre med det faktum at fysikken eller kemien ikke er tilstrækkeligt godt udviklet til at behandle dette spørgsmål. Selv hvis vi giver disse naturvidenskaber 1.000 års udvikling mere, vil det ikke gøre nogen forskel, fordi udformningen af bogstaverne kræver et helt nyt og højere forklaringsniveau end dét der ligger til fysik og kemi. Man kan faktisk kun opnå en fuldstændig forklaring hvis man bevæger sig op på det højere niveau hvor begreberne sprog og forfatterskab, et menneskes kommunikation, kommer ind i billedet. Tryksværten og papiret [i en bog] er bærere af budskabet, men budskabet opstår i hvert fald ikke automatisk af denne omgang fysik og kemi.

Så John Lennox’ “svar” til LF er altså at sjælen ikke kan forklares ud fra den fysiske tilstand af neuronerne. At neuronerne er bærere af sjælen, kræver en forklaring på et andet og højere niveau, på nøjagtig samme måde som det budskab der ligger i disse sætninger vi sammen overvejer her, ikke kan forklares med den fysik der ligger i det IT-system der formidler budskabet. Der er lagt sjæl i det skrevne. Og det er ikke en metaforisk omskrivning af virkeligheden; det er virkeligheden!

😉 .b