TRO mod al sund fornuft

[I øvrigt: Så er det i denne uge det sker.]

Troens folk kan (desværre) af og til gøre sig noget uheldig bemærket i offentligheden. Det har som regel noget med underet at gøre. Hvis man regner med det, er man ikke blot uden for pædagogisk rækkevidde, men også et samfundsskadeligt element der bør … Ja, som egentlig bør hvad?! Sendes på genopdragelsesrejse i fornuftens og rationalitetens rige? Smides i arbejdslejr i Sibirien som det var moderne i en af verdenshistoriens større ateistiske stater?

Nu er det bare så tosset at de der smider med sten mod troens folk i denne anledning, bor selv i et glashus. Desværre i et med så velpudsede ruder at de ikke kan få øje på det selv: Medlemmerne af det store protestantiske trossamfund ateisterne hylder nemlig selv en tro i afgørende livsspørgsmål, oven i købet en tro man bedst kan betegne som imod al sund fornuft.

I almindelig folkeoplysningsøjemed er det selvfølgelig slemt nok, især når den skal inficere uskyldige skolebørns biologibøger. Men hvad værre er, mange protestantiske teologer kan heller ikke få øje på det glashus ateisterne har forskanset sig i, og tror derfor at hovedfjenden i dag er ateismen; og for at gå op mod denne “fjende”, er man nødt til at give køb på sine egne standpunkter over for nogle af dette trossamfunds trospåstande (fx inden for “underets teologi”).

I den sammenhæng viser John Lennox’ bog Guds bøddel sig igen sat være brændende aktuel. I sit 12. kapitel behandler forfatteren “problemet undere” under titlen Mod naturens orden? Arven fra David Hume. Den skotske oplysningsfilosof David Hume fra 1700-tallet påstår at et under er et brud på naturlovene. Hans ræsonnement er at eftersom der ikke kan ske brud på naturlovene, er der ikke noget der hedder undere. For hvis der var undere til, ville det ikke blot være et brud på naturlovene, det ville også bringe forstyrrelse ind i dem og dermed lave uorden i Universet.

Som med de andre emner Lennox tager op i sin bog, går han også på dette punkt grundigt til værks, idet han sætter den materialisk-ateistiske inkonsekvens grundigt til vægs.

Lad følgende løsrevne citat af C. S. Lewis være en appetitvækker til hans arguementation:

»Hvis Gud tilintetgør eller skaber eller afbøjer en del af materien, har han lige nøjagtigt dér skabt en ny situation. Straks i samme øjeblik vil hele naturen tage bestik af denne nye situation, gøre den til en del af sit eget, tilpasse alle andre begivenheder til den. Den falder i hak med alle naturlove. Hvis Gud på mirakuløs vis skaber en sædcelle i kroppen på en jomfru, betyder det ikke starten på en hel serie brud på naturlovene. De tager over med det samme. Naturen er klar. Nu følger en graviditet, og den følger alle normale love for den slags, og ni måneder senere bliver et barn født.«

I øvrigt kan man altså møde giraffen torsdag og fredag i Københavnsområdet.

😉 .b