Giraffens lange hals

Et klassisk argument, når evolution skal sælges i biologiundervisningen, er giraffens lange hals. Vi ser girafhistorien brugt i 8-9 klasses lærebøger, og argumentet går i sin enkelhed ud på dette:

I tider med knaphed på føde overlevede kun giraffer med de længste halse, nemlig dem der kunne nå de øverste blade i trækronen. Individer med kortere halse døde af sult eller underernæring. Processen, forestiller man siger, er forløbet over tusinder af generationer med flere af disse perioder med fødeknaphed. Kun giraffer med de længste halse overlevede, og efter lang tids selektion er giraffen endt med den lange hals, vi ser i dag.

Girafeksemplet er enestående godt. Det demonstrerer tydeligt effektiviteten af naturlig selektion. Der er hele tiden variationer indenfor en art, så det er nærliggende at forestille sig, at enkelte giraffer tilfældigt var udstyret med en lidt længere hals end deres artsfæller. Med et regelmæssigt pres i form af mangel på føde er det et realistisk scenarie, at kun dyr med de længste halse overlevede og reproducerede sig.

Problemet med historien er imidlertid, at det netop kun er en historie. Mutationsgenetiker Wolf-Ekkehard Lönnig har sporet myten til afrikanske stammer, som har overleveret den mundtligt fra generation til generation siden tidernes morgen.

Myten har sneget sig ind i vestlig videnskabelig litteratur i begyndelsen af 1800 tallet, og fik rigtig ben at gå på, efter Darwin introducerede sin teori.

At dette argument for evolution er en røverhistorie, er indlysende, hvis vi betragter bare et enkelt af de facts, Lönnig nævner i sin bog ”Die Evolution der Langhalsgiraffe”. Hunner er gennemsnitlig ca 1.5 meter mindre end hanner, hvilket under de nævnte omstændigheder ville føre til alle hunners sultedød. Hvis myten var sand, ville der altså ingen hunner være, og dermed ikke eksistere giraffer overhovedet.

I et interview om sin bog beretter Lönnig følgende: I det ene af to scenarier, som evolutionsbiologer anser for mest sandsynlige for udviklingen af giraffens lange hals, fokuseres der på udviklingen fra fossilet P.Primæus til et andet fossil P.Germaini, som begge regnes for forfædre til den moderne giraf. Fra p. primæus til p. germaini formodes der at have været ca. 500.000 generationer.

På baggrund af evolutionsbiologernes tal kan vi konkludere, at halsens længde i gennemsnit er øget 1/1000 mm pr. generation fra p. primæus til p.germaini.Det relevante spørgsmål er så: Er 1/1000 mm længere hals virkelig nok til at opnå en fordel i konkurrencen om føde?