Hop til indhold

Kan tilfældig mutation virkelig drive evolutionen?

Der tales for tiden en del om chloroquine som muligt middel imod COVID-19. Chloroquine (klorokin) er det gode gamle middel mod malaria, – et af de mest gennemprøvede og sikre medikamenter der eksisterer.

Chloroquine er yderst interessant i forbindelse med debatten omkring evolutionsteoriens validitet. Professor Michael Behe bruger malariaparasittens resistens overfor stoffet som et af sine hovedargumenter imod evolution ved tilfældig mutation.

I sin bog ”The Edge of Evolution” redegør Behe for, at malariaparasittens resistens imod chloroquine var opnået gennem en koordineret dobbeltmutation. I modsætning til andre antimalariamidler gik der meget lang tid, før man så resistens overfor chloroquine. Årsagen til dette var, at hvor andre stoffer kun krævede en enkelt mutation i parasittens DNA, for at der opstod resistens, krævedes der to samtidige mutationer, før parasitten blev resistent overfor chloroquine.

Mutationer er i forvejen yderst sjældne, de forekommer i størrelsesordnen 1 ud af 108. Sandsynligheden for at få 2 koordinerede mutationer, altså 2 mutationer to bestemte steder på DNAet, er således 1 ud af 108X108 altså en ud af 1016.

Med tagen højde for andre faktorer kom Behe frem til, at antallet af malariaparasitter som skulle bringes til verden, før tilfældig mutation ramte jackpot, og producerede førnævnte dobbeltmutation, ville være 1020.

Man har store mængder af offentligt tilgængelige data, som beretter om omfanget af smittede, og antallet af tilfælde hvor resistens overfor chloroquine er opstået. Disse data stemmer fuldstændig overens med Behes beregninger, og der er derfor empirisk belæg for at påstå, at gavnlige koordinerede mutationer er ekstremt sjældne. Og med koordinerede mutationer forstås de tilfælde, hvor der ingen gavnlig effekt er, hvis mutationerne opstår på forskellige tidspunkter. Malarias resistens overfor chloroquine opstod kun, hvis de to mutationer indtrådte samtidigt. Der var ingen gavnlig effekt, hvis de opstod enkeltvis.

Disse facts omkring chloroquine-resistens er vigtige, når vi skal vurdere om tilfældig mutation, er en plausibel kandidat, som den mekanisme der driver evolutionen.

Vi må antage, at for at producere fundamentalt nye funktioner og morfologi må der adskillige koordinerede mutationer til. Forestil dig transformationen fra træklatrende aber til savanneløbende mennesker; en sådan overgang vil have krævet hundreder hvis ikke tusinder af koordinerede mutationer, – mutationer som ifølge evolutionsteorien er opstået tilfældigt.

Der skulle altså 1020 malariaparasitter til, før den nævnte dobbeltmutation opstod tilfældigt. Sammenlign det med det formodede antal af primater ledende til mennesket over 10 millioner år, nemlig 1012.

Fra Behes bog The Edge of Evolution

Det er her evolutionsteorien bryder sammen under de matematiske facts. Der er simpelthen hverken tid eller individer nok til, at de fornødne koordinerede mutationer kan opstå ved tilfældighed alene.

Afsnit fra The Edge of Evolution. Læg mærke til sætningen: Ingen mutation af samme kompleksitet som klorokinresistens i malaria opstod ved darwinsk evolution i den linje der ledte til mennesket i de seneste 10 millioner år.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: