Fra en læges dagbog: vores forbløffende helbredelsesprocesser og coronainfektionen

I forbindelse med den allestedsnærværende coronavirus skrev lægen Geoffrey Simmons den 15. april 2020 en artikel på Evolutionnews om kroppens forbløffende evne til at modstå sygdomsangreb og helbrede sig selv. Han bemærkede blandt andet:

”I betragtning af de voksende tragedier, der er forbundet med coronavirus-pandemien, tøvede jeg med at skrive om vores kroppes bemærkelsesværdige evne til at bekæmpe infektioner. Men når jeg ser, hvordan medicinske forskere benytter sig af den normale menneskekrops forsvarsmekanismer til at helbrede og beskytte os, gik det op for mig, hvor meget der er at forundres over. Disse fysiologiske undere kan simpelthen ikke forklares med naturens tilfældigheder. De er uden for rækkeviden af blot og bar tilfældighed og darwinistisk naturlig selektion. Der er tegn på design her.

Intet tilfældigt ved det

Normalt står milliarder af hvide celler inklusive compleks B og T lymfocyter, neutrofiler, makrofager, dendritiske celler og plasmaceller på vagt overalt i kroppen. De er som skildvagter med et helt arsenal af våben i hænderne. Når de konfronteres med en ubuden gæst, finder de hurtigt ud af, om dette nye protein, DNA- eller RNA-partikel, bakterie, svamp, virus eller forandret celle (kræft) er en ven eller fjende. Hvis de finder den problematisk, punkterer de med det samme huller i den med små granater, der kaldes ’komplementer’ og river den i stykker, i billedlig forstand lem for lem. Udvalgte dele sendes tilbage til baglandet (lymfeknuderne) til nærmere analyse. Ingen ved helt, hvordan alt dette sker, men der er intet tilfældigt ved det.

Analysen leder til fremstilling af antistoffer, der ofte er Y-formede kemikalier, der fanger hele eller dele af den ubudne gæst i det kileformede Y-stykke. Antistoffer angriber ofte indtrængende fjender på bestemte steder langs med deres ydre skal. Forestil jer et submikroskospisk pindsvin, der har rullet sig sammen til en kugle. Hvis den fremmede virus er dækket af trekantede søm, vil antistofferne måske have ’handsker’ med trekantformede lommer. Elektriske ladninger og bestemte kemiske bindinger spiller også en rolle. Derefter tæves den fremmede til plukfisk, lemlæstes til ukendelighed, føres hen for at blive ædt af udvalgte celler eller overhældes med syre.

Kroppens hukommelsesbanker

Nyligt fremstillede, kortlivede antistoffer er de første på scenen. Dage eller uger senere begynder mindre antistoffer, der ofte ofte er permanente for resten livet, at ankomme. Hvis man for eksempel bliver udsat for eller får fåresyge, vil ens antistoffer holde én immun over for fåresyge for altid. Hukommelsesbankerne i immunforsvaret husker alle detaljer. Tænk på et bibliotek med millioner af bøger med en måde at hente nøjagtig information fra en enkelt sætning i en hvilken som helst bog på et hvilket som helst sprog på et nanosekund. Det er noget i stil med vores søgemaskiner, men meget hurtigere og meget mere præcist.

Hvis der er en overvældende hær af fremmede angribere, sender skildvagterne bud efter forstærkninger. Hvide celler kommer ligesom et kavalri hurtigt ridende i milliontal. De rejser gennem lymfekanalerne, iler fra andre organer og maser sig ind og ud af blodkarrene. Pus er ofte resultatet af disse slag. Dette materiale består af millioner af døde angribere og hvide celler, forskellige kropsvæsker og alle former for brugte biologiske våben, redskaber og kemikalier. Tænk på teenagebumser eller enhver form for byld. Kampen afsluttes, når kroppen flytter disse puslommer til hudens overflade for at blive skilt ud. Smertestillende midler lindrer smerte ligesom endorfiner, og de bruges til behandling af feber. Det bør imidlertid bemærkes, at en feber er et naturligt forsvar, og mange invaderende organismer kan ikke tåle varme. Vi plejede at behandle patienter med saunaer for at ’svede en feber ud’. Måske den behandling skulle tages i brug igen.

Millioner af forskellige fremmede proteiner trænger ind i vores krop hver dag gennem rifter i huden, gennem vores gummer og tarme, mens vi spiser, gennem vores næse og lunger, når vi inhalerer, og selv gennem øjenportalerne fra en anden persons nys eller hoste. De fleste ubudne gæster er godartede. Mange andre er ikke-livstruende irritationsmidler ligesom allergier, der afføder en lidt anderledes respons. De dødelige invasioner må selvfølgelig konfronteres omgående.”

Resten af artiklen kan læses her.