Hop til indhold

Den seneste omskrivning af menneskets evolution

Homo sapiens fra Jebel Irhoud, Marokko

 

“Studier af det tidlige menneske er et bevægeligt mål: En evindelig omskrivning af vores formodede historie,” skrev biologiprofessoren Dr. Jerry Bergman den 18. april. Vi har fået lov til at bringe hans artikel fra Creation Evolution Headlines. Spænd bæltet godt, for det er stærk læsning og ret teknisk. Bergman skriver:

”’Nye fossiler, værktøjer og analyser af genmateriale har skabt uorden i alting,’ udtalte forfatter Graham Lawton på forsiden af det engelske videnskabstidsskrift New Scientist.[1] Endnu engang bekendtgøres det i den seneste omskrivning af menneskets evolution, at vi kan glemme alt om, hvad vi tidligere vidste, for ”en bred vifte af fossiler og genetiske studier har fuldstændig omskrevet historien om, hvordan vi blev til.”

Det bør nævnes, at det er omkring fjerde gang inden for det sidste år. Hvorfor sker det igen og igen? Historien om menneskets evolution er, som Mark Twain skrev for et århundrede siden, baseret på et par knoglefragmenter samt gips i spandevis.

Efter at have færdiggjort den mest grundige, boglange oversigt, som nogen udenforstående professorer nogensinde har udført af fagbedømte evidenser for menneskets evolution kan jeg og mine kollegaer sige med sikkerhed, at Mark Twains holdning for hundrede år siden var korrekt.[2] Jeg kan dog tilføje, at teorien om menneskets evolution ud over at være baseret på nogle knoglefragmenter også hviler på mange lige-ved-og-næsten historier, der kræver en del mere tro, end Mark Twain havde.

Lawton tilføjede: “Glem den simple ’Ud fra Afrika’ ide om, hvordan mennesket har udviklet sig.” En ny teori er blevet udviklet i stedet. ‘Fra Afrika’ var den fasttømrede teori om menneskets udvikling, der blev fremlagt i stort set alle lærebøger som et etableret faktum. I hvert fald præsenterede de fagbøger, jeg brugte, dette synspunkt som et faktum, da jeg underviste i biologi på gymnasieniveau.[3]

Derfor udgør forkastelsen af dette faktum endnu en stor revolution i studiet af menneskets evolution. En af de mest ærlige udtalelser i forbindelse med Lawtons artikel i New Scientist var en del af åbningstalen ved en tre-dages konference om menneskets udvikling og blev givet af ingen andre end den verdenskendte Dr. Robert Foley, professor i palæoantropologi ved universitetet i Cambridge. Foley bemærkede:

“Det, jeg er ret sikker på, er, at ved den første dags afslutning vil noget lignende 20% af, hvad jeg siger, være forkert, og ved den anden dags afslutning vil noget, der ligner 50% være forkert, imens jeg ved konferencens afslutning blot kan håbe på, at noget som helst af det, jeg sagde til at begynde med, stadig holder vand.”[4]

Denne indrømmelse burde inkluderes i alle gymnasiebøger i biologi. I alle mine 45 år som gymnasielærer har jeg alrig set noget, der bare minder om det, og jeg ville kunne huske det, hvis jeg havde. De fagbøger, jeg brugte i min undervisning, var alle uden undtagelse dogmatiske i deres fremstilling af menneskets evolution og emmede af skråsikkerhed ved hver eneste fremførte påstand. Der er ikke skyggen af Foleys ærlighed at finde i de sektioner, der fortæller om menneskets evolution. Hvert år får hundredvis og tusindvis af 10. klasses- og gymnasieelever at vide i biologitimerne, at historien om menneskets evolution er etableret videnskab.

”Det eneste, vi mangler, er at indføje et par ubetydelige detaljer,” står der måske. Det mere end antydes, at evolutionister er tæt på det fuldkomne billede af hvor, hvornår, hvorfor og hvordan menneskets evolution fandt sted. Det er mere indoktrinering end udervisning. På den måde bliver elever fyldt med et ufærdigt og forkert billede af evolutionen. Som resultat bliver eleverne såvel som de fleste videnskabsfolk på helt dogmatisk vis overbeviste om evolutionens sandhed på basis af falsk videnskab.

Men øget viden medfører tvivl. Et dybdegående kendskab gennem en nøje gennemlæsning af argumenter fra begge sider skaber Darwin-tvivlere. Det var min oplevelse. Da jeg udvalgte fagbøger til brug i min undervisning, gennemgik jeg næsten 40 lærebøger i biologi. De præsenterede alle som én på helt dogmatisk vis evolution som et faktum uden at påpege indrømmelser som Professor Robert Foleys. I sin gennemgang af ledende lærebøger i biologi kom Jonathan Wells til samme konklusion som jeg.[5]

Den højeste karakter gik til Campell Biology,[6] der fik et D ud af de bøger, vi udvalgte, imens resten fik et F. Ikke desto mindre var de udvalgte bøger også dogmatiske, blot ikke i samme grad som de andre, vi kiggede på. Ingen af dem så meget som antydede de mange problemer, der er ved ideen om evolution, især menneskets evolution. Elever vil få et meget forvrænget billede af det videnskabelige grundlag for evolution.

‘Ud af Afrika’ teorien

Inden for palæoantropologien blev den afrikanske oprindelse til moderne mennesker kaldt for ’Ud af Afrika’ teorien. Denne teori var indtil for nyligt den ledende model for den geografiske oprindelse og tidlige migration af anatomisk moderne mennesker.

Især genetisk evidens blev brugt til at antyde, at en lille gruppe med den genetiske markør M168 udvandrede fra Afrika op langs kysten af den Arabiske Halvø til Indien og derfra via Indonesien til Australien meget tidligt for mellem 60.000 og 50.000 år siden.[7]

’Ud af Afrika’ teorien erstattede en ældre ide, den multiregionale oprindelse til moderne mennesker, der først blev fremført af Dr. Milford Wolpoff fra universitetet i Michigan i 1980’erne. Den multiregionale teori postulerede, at en bølge af forgængere til det moderne menneske, Homo sapiens, immigrerede fra Afrika ikke meget tidligere end for 100.000 år siden. Efterhånden som de bevægede sig ud af Afrika parrede de sig med lokale Homo erectus og andre befolkninger i forskellige egne på Jorden.[8] Ifølge den teori er vi blandinger, der indeholder gener fra forskellige menneskelige og før-menneskelige befolkninger. Denne teori var populær fra 1984 til 2000 og havde stort set erstattet ‘Ud af Afrika’ teorien.

Lawton skriver: “Indtil for nyligt ansås vores oprindelse for at være etableret. Homo sapiens udviklede sig i Østafrika for ca. 150.000 år siden, blev i stand til at udvise moderne adfærd for ca. 60.000 år siden og skyllede derefter ud af Afrika for at kolonisere resten af verden og erstattede fuldstændigt de oprindelige mennesker, de mødte på deres vej.”[9]

Nu er ‘Ud af Afrika’ teorien, der altså erstattede den multiregionale teori, så blevet udfordret af en ny teori, der kaldes ‘For nyligt ud af Afrika’ pakken, som Lawton føjer til side 34 i sin henvisning til ideen om, at moderne mennesker først viste sig i Østafrika for mellem 150.000 og 200.000 år siden for derefter at tage ud og erobre verden.

Baseret på arkæologisk evidens ser det ud, som om tidlig Homo sapiens havde kroppe ligesom vores, men ikke var så psykisk avanceret. Først for omkring 50-60.000 år siden blev den fulde pakke udviklet, måske som resultat af en tilfældig mutation, der gjorde ‘Ud af Afrika’ mulig. Så postulatet går på, at tilfældige mutationer forårsagede et abesind til at udvikle sig til moderne menneskers sind. At dette problem blev ignoreret ved den nylige ’Ud af Afrika’ pakke blev en faktor, der motiverede til den følgende forskning:

Et hold genetikere ved Californiens universitet i Berkeley samlede 147 mitokondrielle genmaterialer fra mennesker rundt om i verden. Mitokondriaen i cellerne er nedarvet udelukkende fra moderen, og dette studie antydede, at de alle nedstammede fra en enkelt kvinde, der blev døbt ’den mitokondrielle Eva’, der muligvis levede i Afrika for 200.000 år siden.[10]

Som Foley konkluderede det, fik resultatet af ‘den mitokondrielle Eva’ stor indflydelse. Det blev hurtigt til den ‘Nylige ud af Afrika’ pakke, ideen om, at moderne mennesker viste sig i Øst- eller Sydafrika ganske pludseligt for mellem 150.000 og 200.000 år siden og begav sig derefter ud for at kolonisere verden.[11]

Ny forskning har ydermere bragt den gamle ‘Ud af Afrika’ teori i miskredit. Hvad var det, der især foråsagde denne sidste revolution? Lawton konkluderer, at mere forskning i nye fossiler samt analyser af moderne genmaterialer sønderslår denne fine historie. Jebel Irhoud-kraniet fra Marokko har vist sig at være nøglen til et langsomt fremvoksende paradigme. Inden støvet helt har lagt sig, er spørgsmålet nu – hvor mange, hvis nogen overhovedet, af de forrige formodninger holder stadig?

“Burde vi overveje en anden fuldkommen anderledes model?” spørger Foley. “Og helt opgive ‘Ud af Afrika?’[12]

Selvfølgelig er ikke alle palæontologer overbeviste og det med god grund. ‘Ud af Afrika’ paradigmet, som Foley hentyder til, ”er blevet så dybt indgroet”, at det ikke vil blive nemt at skifte holdning. Den nye teori, som Foley foreslår, støttes af fossile beviser, der pligtopfyldende støtter denne historie. Selv om efterladenskaber i jordlagene fra den afgørende tid for 150.000 år siden ikke fandtes, var der flere endnu ældre menneskelige kranier, der passede til ideen om, at mennesket udviklede sig i Afrika uden at blande sig genetisk med meget anderledes mennesker som f.eks. neandertalere.[13] I stedet udraderede Homo sapiens gennem store folkemord de andre folkegrupper, hvilket passer ind i det, man har fundet ud af gennem forskning i DNA. Hver ny teori har sine egne fortalere. Der er stadig grupper, der appelerer til evidens, som de mener støtter den multiregionale ’Ud af Afrika’ teori.

Et andet vigtigt fund

I 1997 gravede palæontologer i Etiopien tre menneskelige kranier op. Det var Herto homininer dateret til at være 154.000 til 160.000 år gamle. Disse skulle have haft en blanding mellem oprindelige og moderne ansigts- og kranietræk. De blev fundet sammen med redskaber, der havde træk fra både yngre og ældre stenalderteknologi. Homininernes alder, lokalitet samt redskaber gik fint i hak med ’Den nylige ud-af-Afrika’ model og overbeviste forskerne om, at de kunne være mellemliggende forfædre til anatomisk moderne mennesker.

Så er det afgjort, tror man måske, men … ?

Opdagelser siden da har været vanskelige for ikke at sige umulige at passe ind i den fine lille æske. Og Jebel Irhoud-fossilerne har mere end nogen andre forvirret de gamle holdninger. Indtil for nyligt blev Jebel Irhoud-kraniet anset for neandertaler, men nu har grundig forskning afsløret flere fossiler inklusive yderligere et noget nært fuldstændigt kranie. Dette havde også et moderne ansigt, men et uralderligt hjernekammer. Da dateringen blev bestemt, var det en total overraskelse – 315.000 år gammel plus minus 34,000 år.[15]

Hvis læseren er forvirret over især disse dateringer, der spænder overalt, er han eller hun ikke alene. Palæontologerne er også forvirret. Det største problem ligger i for lidt evidens. Det svarer til at samle et puslespil, der består af 1.000 brikker, når man kun har 23 brikker. Men palæontologer ynder at minde os om, at for omkring 50 år siden havde vi kun otte brikker. Efterhånden som vi finder flere brikker, vil vores billede af, hvad der foregår, således forandre sig. Det er deres undskyldning for hele tiden at omskrive deres historier.

Ærlighed i undervisningen

Som det blev bemærket i begyndelse af denne artikel dækker vores lærebøger sjældent over denne korte oversigt. De antyder i stedet eller siger det lige ud, at vi kun mangler et par brikker i dette puslespil. Vi har stort set historien på plads, fortæller lærebøgerne, og vi kan derfor forklare den historie, som videnskaben har afsløret gennem omhyggelig forskning over de 150 år, der er gået siden Darwin, og for hvilken vi har utvetydige beviser. Hvis man stiller spørgsmålstegn ved vores evolutionære proces, afslører man blot sin uvidenhed.

Da jeg underviste i gymnasiet, så jeg dette problem igen og igen i lærebøgerne. Der opfordres ikke til at komme nærmere ind på kontroversielle ideer, men i stedet indoktrineres eleverne i tidens gængse og mest populære teori.

Vedrørende emnet evolution er lærebøger i videnskab i bedste fald vildledende, men uærlige er faktisk en bedre beskrivelse af situationen. For at forklare de fund, der har ledt til teorien om den mitokondrielle Eva, har Darwinister for eksempel brugt et redskab, de kalder ’at redde teorien’. De hævder, at eftersom vi ved, at darwinismen er sand, er det nødvendigt at postulere en flaskehals på trods af, at der ingen beviser eksisterer for den katastrofe, der skulle have forårsaget denne flaskehals.

Evolutionister ser verden gennem deres evolutionsbriller. For at forstå fossilerne må vi de tage de evolutionsbriller af, for de skaber konstant forvirring. Først da kan vi begynde at se verden, som den virkelig er.”

***

[1] Lawton, Graham. 2020. Human evolution: The astounding new story of the origin of our species. New Scientist. April 1, pp. 34-43. The online version is here: https://www.newscientist.com/article/mg24532760-800-human-evolution-the-astounding-new-story-of-the-origin-of-our-species/

[2] Bergman, Jerry, Peter Line, and Jeffrey Tomkins. 2020. Apes as Ancestors: Examining the Claims About Human Evolution. Tulsa, OK: Bartlett Publishing.

[3] Cameron, David W. and Colin P. Groves. 2004. Bones, Stones and Molecules: “Out of Africa” and Human Origins. New York, NY: Academic Press, Inc.

[4] Lawton, 2020, p.34. (Note the print edition made the mistake of using the date 2019 for only this article! The rest of the magazine is correctly dated 2020).

[5] Wells, Jonathan. 2002. Icons of Evolution: Science or Myth? Why Much of What We Teach About Evolution Is Wrong. Washington, D,C.: Regnery Publishing. (Illustrations by Jody F. Sjogren. See pages 249-258 for the ratings of the ten leading biology textbooks.)

[6] Reece, Jane B., et al. 2011. Campbell Biology: Concepts & Connections, 9th Edition. Boston, MA: Pearson Custom Publishing.

[7] McChesney, Kay Young. 2015. “Teaching Diversity: The Science You Need to Know to Explain Why Race Is Not Biological.” SAGE Journals/ SAGE Open, October-December. doi:10.1177/2158244015611712.

[8] Jurmain, Robert, Lynn Kilgore, Wenda Trevathan, 2008. Essentials of Physical Anthropology. Belmont, CA: Cengage Learning, p. 266.

[9] Lawton, 2020, p. 34.

[10] Lawton, 2020, pp. 34-35.

[11] Lawton, 2020, p. 35.

[12] Lawton, 2020, p. 35.

[13] Lawton, 2020, p. 35.

[14] Lawton, 2020, p. 36.

[15] Lawton, 2020, p. 36.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: