Rigtige videnskabsmænd tør tvivle på evolution

Jeg er vokset op i halvfjerdserne med de mageløse BBC naturprogrammer, hvor vi ugentligt oplevede David Attenborough fremstille evolution som et uomtvisteligt faktum. Det blev allerede dengang betragtet som idioti, hvis man tvivlede på Darwins lære. Tingenes tilstand har siden da kun ændret sig til det værre, da det i den akademiske verden i dag ligefrem betragtes som småkriminelt at hæve en kritisk røst overfor evolutionsteorien.

Som forsker er det med karrieren som indsats, hvis man udtrykker skepsis overfor påstanden om livets opståen og udvikling gennem evolutionens blinde udirigerede processer. Se blot eksemplet med dr. Günter Bechly, der blev tvunget væk fra sin stilling som kurator ved naturhistorisk museum i Stuttgart, fordi han efter grundig research forkastede evolution som valid videnskabelig forklaring.

Günter Bechly

I Danmark har vi også set eksempler på mediers og akademikeres hetz imod forskere som stiller sig tvivlende overfor evolution.

Der har, i den akademiske verden, udviklet sig en intolerance overfor folk, som stiller kritiske spørgsmål omkring etableret viden. Teorier bliver ikke længere udfordret og testet, men er blevet fredede dogmer, som blot skal accepteres uden tøven.

Denne intolerance overfor kritisk tænkning er jo ganske uvidenskabelig, og vi skal ikke lede længe for at finde beviset herpå. Læser man Werner Heisenbergs bog ”Der Teil und das Ganze”, finder man at både Heisenberg og vores egen Niels Bohr, samt en lang række af deres kolleger, uden bekymring ytrede tvivl om evolutionsteoriens påstande, når de var i selskab med andre videnskabsfolk.   

I DerTeil und das Ganze beskriver Heisenberg forskellige samtaler med andre videnskabsmænd, og i en af disse meningsudvekslinger med Bohr siger Heisenberg selv:

… so ist es doch immer noch schwer zu glauben, dass so komplizierte Organe wie etwa das menschliche Auge nur durch solche zufälligen Änderungen allmählich entstanden sind. – så er det dog stadig svært at tro, at så komplicerede organer som det menneskelige øje er opstået gradvist gennem sådanne tilfældige ændringer.

I den videre diskussion om evolutionsteorien præciserer Bohr, at Darwins teori indeholder to distinkte hypoteser, den første værende, at der konstant foregår en udvælgelsesproces blandt varianter indenfor en art, og at alt ubrugeligt elimineres, således at kun de bedst egnede bliver tilbage. Det er sikkert empirisk rigtigt, siger Bohr. Men teorien indeholder også en anden antagelse, nemlig at nye former opstår ved tilfældige fejl i det genetiske materiale, og Bohr fortsætter: Diese zweite These ist, auch wenn wir uns schwer etwas anderes vorstellen können, viel problematischer.- Denne anden tese er, også selvom det er svært at forstille sig nogen anden mulighed, meget mere problematisk.

Disse to videnskabsmastodonter skulle lige have vidst, at det i dag ville have været utænkeligt at udtrykke den slags tvivl overfor Darwins hellige teori. Både Bohr og Heisenberg ville øjeblikkeligt være blevet stemplet som stupide kreationister – også selvom deres kritiske tanker tydeligvis udsprang af videnskabelig skepsis og ikke af en religiøs motivation.

Spørgsmålet er, om det ikke er ved tide at vende tilbage til fordums tiders seriøse udøvelse af sund videnskabelig skepsis og få bragt en ende på den chikane, som i dag er blevet standard at udøve imod darwintvivlere, ikke bare i akademia men i også den generelle offentlighed?