Galley Hill-skelettet

I indlægget om Heidelberg-mennesket for en uge siden (se Heidelberg-kæben og spekulationer over Homo erectus) nævnte jeg, at andre europæiske fund af anatomisk moderne mennesker fra de sidste 150 år også kan tolkes anderledes end den gængse tolkning om menneskets oprindelse. Den generelt accepterede alder i dag for Homo sapiens sapiens blandt palæoantropologerne ligger stadig omkring 100.000-150.000 år med ankomsten til Europa for omkring 50.000 år siden. Det, var den alder, jeg satte spørgsmålstegn ved og nævnte i den forbindelse Heidelberg-kæben som et eksempel på et fund, der sagtens kan tolkes som en meget højere alder for Homo sapiens. Et andet fund, jeg nævnte, var skelettet fra Galley Hill i England.

I 1888 fjernede arbejdere nogle jordlag på Galley Hill nær London for at komme ned til en kalkaflejring. De overliggende lag af sand, lermuld og grus var 3-4 meter tykke. En arbejdsmand, Jack Allsop, fortalte Robert Elliott, der samlede på forhistoriske artefakter, at han havde fundet et menneskeskelet fast indlejret i disse aflejringer knapt 3 meter under overfladen og 60 cm over kalklaget.

Allsop havde fjernet kraniet, men efterladt resten af skelettet på plads. Elliott erklærede, at han fandt skelettet fast indesluttet i laget: “Vi så nøje efter tegn på, at lagene på stedet var forstyrret, hvilket vi ikke fandt: Stratificeringen var ubrudt.” Elliott gravede derefter skelettet frit og overdrog det senere til E. T. Newton, der i en afhandling gav det en meget høj alder.

Skolelæreren M. H. Heys så også knoglerne i de efter alt at dømme uforstyrrede aflejringer, før Elliott fjernede skelettet. Heys så ifølge eget udsagn skelettet umiddelbart efter, at det var blotlagt, og før kraniet var blevet skilt fra resten af kroppen. Heys skrev om knoglerne: “For et gennemsnitligt intelligent menneskes øjne kan der ikke være tvivl om, at det var aflejret samtidigt med gruset … Lagenes uforstyrrede tilstand var så tydelig for arbejdsmanden, at han bemærkede: ’Dette menneske eller dyr blev ikke begravet af nogen.’”

Der blev også fundet mange stenredskaber på samme sted på Galley Hill.

Ifølge nutidig opfattelse er Galley Hill-lokaliteten fra Holstein-mellemistiden for omkring 330.000 år siden. Anatomisk blev Galley Hill-skelettet anslået til at være af den moderne type. Hvad siger vore dages palæantropologer om Galley Hill-skelettet? På trods af Heys og Elliotts stratigrafiske observationer antog K. P. Oakley og M. F. A. Montagu i 1949, at skelettet må have været fra en nyere grav, der var gravet ned i lag fra Mellem Pleistocæn. Da knoglerne ikke var forstenede, mente de, at de kun kan have været nogle tusinde år gamle. Den samme opfattelse deles af næsten alle antropologer i dag.

Galley Hill-knoglerne havde et kvælstofindhold i nærheden af det, man finder i forholdsvis yngre knogler fra andre steder i England. Kvælstof indgår som et element i protein, der normalt opløses med tiden. Men man kender til mange tilfælde, hvor proteiner har holdt sig i fossiler i millioner af år. Fordi det kan svinge fra sted til sted, hvordan kvælstof bevares, kan man ikke sige med sikkerhed, at det relativt høje kvælstofindhold betyder, at knoglerne fra Galley Hill er af nyere dato. Galley Hill-knoglerne blev fundet i en lermuldet aflejring, der er kendt for at bevare protein.

Oakley og Montagu målte, at knoglerne havde et fluorindhold, der svarede til knogler fra Øvre Pleistocæn og Holocæn (dvs. nyere tid) fra andre lokaliteter. Knogler opkoncentrerer fluor fra grundvandet, men indholdet af fluor i grundvandet kan variere betragteligt fra sted til sted, hvilket gør sammenligninger af fluorindhold fra forskellige lokaliteter ubrugelige som absolutte aldersindikatorer.

Senere målte forskningslaboratoriet på British Museum en kulstof-14 alder på 3.310 år for Galley Hill-skelettet. Imidlertid anvendte man en metode, der kan kritiseres og nu anses for upålidelig. Det er sandsynligt, at knoglerne var forurenet med yngre kulstof efter at have ligget på et museum i 80 år, hvilket gav dem en forkert ung alder. Det tog denne datering ikke hensyn til, ligesom den heller ikke tog højde for, at knoglerne var blevet prepareret med geletine for at bevare dem. Det kan ikke udelukkes, at det yngre kulstof stammer fra denne gelatine.

I et forsøg på at så tvivl om Elliott og Heys’ forklaringer kom Oakley og Montagu med en del argumenter oven i deres kemiske og radiometriske målinger. For eksempel fremførte de, at fordi skelettet fra Galley Hill var relativt fuldstændigt, var det et sikkert tegn på, at det var blevet begravet. Men i virkeligheden manglede næsten alle ribbenene, rygsøjlen, forarmene, hænderne og fødderne. Skelettet af Lucy, det berømteste eksemplar af Australopithecus afarensis, var mere velbevaret, og ingen har endnu hævdet, at australopithecinerne begravede deres døde. Man har også fundet ret fuldstændige skeletter af Homo erectus og Homo habilis, og alle palæantropologer er enige i, at her er der ikke tale om nogen form for tilsigtet begravelse. Det er således muligt for hominid-skeletter at være relativt fuldstændige i andre tilfælde, end når de er blevet begravet.

Og selv hvis Galley Hill-skelettet blev fundet i en grav, behøver graven ikke at være af nyere dato. Den berømte engelske antropolog Sir Arthur Keith anførte i 1928: “Når vi vejer alle beviserne op imod hinanden, er vi tvunget til at slutte, at Galley Hill-skelettet repræsenterer et menneske … der blev begravet på et tidspunkt, da de nedre gruslag udgjorde jordoverfladen.”

Spørgsmålet er således, om Galley Hill-skelettet faktisk støtter standardteorien om menneskets oprindelse? Eller står vi med et meget ældre fund, der er blevet tolket som yngre på grundlag af forudfattede teoretiske overvejelser? På  den ene side har vi originale erklæringer fra arbejderne, der fandt skelettet, og uafhængige vidner, der så skelettet, mens det stadigvæk var in situ. Ifølge dem var stratificeringen over og omkring skelettet uforstyrrede. På den anden side har vi en senere tids forskere, der kan henvise til nogle kemiske og radiometriske dateringer, som der imidlertid også kan sættes nogle spørgsmålstegn ved.

***

Hele diskussionen her er baseret på Forbudt Arkæologi af Dr. Michael Cremo og Dr. Richard Thompson, Skou & Asmark 2006, s. 104-106.