Hop til indhold

Konvergens

En blæksprutte kigger tilbage på os med et øje, der næsten er identisk med vores øje. Kilde: Wikipedia Commons.

Charles Darwin bemærkede i Arternes Oprindelse:

 “At formode, at øjet med alle dets uforlignelige indretninger, der sætter det i stand at fokusere på forskellige afstande, tillade forskellige mængder lys og kompensere for sfæriske og kromatiske afbøjninger, skulle kunne være opstået igennem naturlig selektion, virker, det indrømmer jeg åbent, i højeste grad absurd.”[i]

”Kameraøjet”, som man finder det hos pattedyr og andre organismer, er et af deres mest komplekse organer. Problemet, som Darwin udtrykte, med at redegøre for det igennem naturlig selektion er forståeligt. Øjet med dets hornhinde, nethinde, pupil, iris, synsnerve og andre strukturer, der indgår i et koordineret og irreducibelt samspil, er forbløffende kompliceret. Øjet indeholder særlige gennemsigtige celler, der ikke forekommer noget andet sted i kroppen. Synets biokemi, som Darwin ingen anelse havde om, er en verden af sin egen med snesevis af komplekse proteiner, der i kaskadereaktioner sender elektriske signaler til hjernen, så snart en foton rammer nethinden.

Hvordan kunne sådan en struktur have udviklet sig igennem en rækkefølge af gradvise, men tilfældige ændringer fra et lysfølsomt område hos en primitiv organisme til et fuldt udviklet pattedyrsøje? Det svarer til at skulle gå fra en simpel lysbilledfremviser til et avanceret farvefjernsyn igennem små, gradvise ændringer af lysbilledfremviserens design uden, at den på noget tidspunkt mister sin funktion, eller i hvert fald hele tiden har en form for funktion. Det er, hvad evolutionsteorien hævder skete, da øjet udviklede sig. For at kunne acceptere denne påstand videnskabeligt kræves der detaljerede modeller over de forskellige mulige overgangsstadier, og hvordan udviklingen kan være foregået fra det ene overgangsstadie til det næste. Desværre har ingen til dato kunnet opstille en sådan model, når det drejer sig om øjets evolution.

Problemet ender ikke her. Tag for eksempel blæksprutter. Øjets opbygning hos mennesker (og hvirveldyr generelt) minder i slående grad om øjenstrukturen hos blæksprutter, selv om menneskers og blæksprutters seneste fælles stamfader ifølge evolutionsteorien ikke skulle have haft øjne. Dette betyder ifølge evolutionsteorien, at et kameraøjes komplekse struktur har udviklet sig mere end én gang. Dette bringer os frem til det fænomen, der kaldes ”konvergens”.

Når tilsvarende strukturer anses for at være resultat af fælles afstamning, kalder evolutionister dem ”homologe”. Når strukturer minder om hinanden, men ikke kan forklares med fælles afstamning, anses strukturerne for at være ”konvergente”. Naturen er tilsyneladende fuld af konvergens. For eksempel skulle evnen til at flyve være opstået uafhængigt mindst fire gange i dyreriget: hos fugle, flagermus, flyveøgler (pterosaurer) og insekter. Ingen af de formodede fælles stamfædre mellem disse arter havde vinger eller kunne flyve.

Evolutionister hævder, at synet har udviklet sig uafhængigt over 40 gange, og det kameralignende øjendesign er opstået mindst ni gange. Cambridge-professoren og palæontologen Simon Conway Morris kalder så megen konvergent evolution for “sælsom” og ”uhyggelig” i Life’s Solution, en bog fra 2003,[ii] hvori han går i detaljer med konvergens.

Et paradoksalt eksempel på konvergens er pandaens tommel. Alle pandaer har en ekstra finger på deres forlemmer ud over de fem normale fingre hos hvirveldyr. Denne ekstra finger er i virkeligheden en tilpasset håndledsknogle, der sætter pandaerne i stand til at holde på bambusskud, når de spiser dem. Der er to slags pandaer, den lille panda eller kattebjørnen og den store panda eller bambusbjørnen, og begge har denne ekstra tommel. I modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, havde den formodede sidste fælles stamfader til disse to panda-arter ifølge evolutionær forståelse ingen sådan tommel. Efter årtiers diskussion klassificerer biologerne nu de to pandaer i hver sin familie, og dermed anses deres særprægede tommel for at være et tilfælde af konvergens.

Konvergens er specielt tydelig i tilfældet med placentale pattedyr og pungdyr. De fleste pattedyr, vi mennesker inklusive, er placentaler (”placenta” refererer til moderkagen), imens pungdyrene hovedsageligt lever i Australien. Snesevis af placentale pattedyr har næridentiske arter blandt pungdyrene, selv om de to grupper skal have udviklet sig uafhængigt af hinanden. Mus, muldvarper, egern og talrige andre placentale pattedyr har deres modstykker blandt pungdyrene. Deres ligheder er slående. Et eksempel er den tasmanske ulv, som officielt uddøde i 1930’erne. Dette pungrovdyr var ubeslægtet med ulve og andre hundearter på den nordlige halvkugle, men mindede alligevel slående om dem i sin generelle form, de skarpe tænder, kraftige kæber, poter og gangart. Dens pels var stribet som en tigers, hvilket gjorde den nem at skelne fra de rigtige hundearter, men skelettet var næsten identisk med skeletter hos hundefamiliens arter. Anbragt side om side kan kranier fra den tasmanske ulv og den almindelige ulv kun skelnes fra hinanden med ekspertviden.

Konvergens begrænser sig ikke til anatomiske træk, men forekommer også blandt fostre og på det molekylære plan. Selv om konvergens er vidt udbredt med talrige eksempler overalt i den levende verden, har emnet ikke fået den opmærksomhed, det fortjener. Simon Conway Morris er måske den første evolutionsbiolog, der har beskrevet det detaljeret i Life’s Solution, som uden tilnærmelsesvis at være udtømmende er et mindre leksikon over konvergens i naturen.

Evolutionister virker usikre på, hvordan de skal forklare de mange tilfælde af konvergens, og der gøres sjældent opmærksomt på fænomenet. Ikke blot kan det ikke skyldes fælles afstamning. Andre evolutionære mekanismer som direkte overførsel af gener eller arveanlæg imellem forskellige arter (’horisontal genoverførsel) kan heller ikke forklare det. Her er det igen vigtigt at huske på, at i naturen frembringer konvergent evolution ikke identiske strukturer, men kun strukturer eller organismer, der ligner hinanden meget. Hvis de havde været identiske, kunne man måske have forklaret dem med en form for overførsel af komplekse genetiske træk fra én organisme til en anden. Men det er ikke muligt at henføre dem til en sådan direkte genoverførsel, når konvergenserne ikke er identiske, men kun minder om hinanden. Dermed står evolutionisterne tilbage med en ikke særlig ønskværdig ”forklaring” – en særskilt og uafhængig udvikling gang på gang af talrige komplekse, næridentiske biologiske træk.

Dette strider imod, hvordan man almindeligvis forstår evolution. Da evolutionen er tilfældig og ikke styret, er det usandsynligt, at den gentager sig selv. Som den berømte engelske evolutionsbiolog John Maynard Smith udtrykte det:

“Hvis man kunne starte helt forfra med dyrenes evolution fra starten på Kambrium, er der ingen garanti for – ja, det ville være helt usandsynligt – at resultatet ville blive det samme. Måske ville dyrene aldrig have indtaget landjorden, og der ville ingen udvikling være sket af pattedyrene og bestemt ikke af mennesket.”[iii]

Men det er præcis det, konvergens ifølge evolutionisterne skulle være: evolutionen ender igen og igen ved de samme strukturer.

Læs mere om konvergens i den næste tid, hvor jeg planlægger at skrive om flere forbløffende eksempler på konvergens inklusive konvergens på det genetisk plan.

***

[i] Origin of Species, s. 217.

[ii] Life’s Solution, Inevitable Humans in a Lonely Universe, Simon Conway Morris, Cambridge University Press, 2003, s. 154.

[iii] Taking a Chance on Evolution, John Maynard Smith, New York Review of Books, 14. maj 1992, s. 34-6.

 

***

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det herfra i en højopløst pdf: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: