Tanker om metodologisk naturalisme

Jeg modtog en email forleden fra en modtager af vores nye ID-pjece. Afsenderen, der selvfølgelig får lov til at forblive anonym, skrev:

“Hej Leif. Du er vel klar over at hypoteserne om ID er i direkte strid med naturvidenskaben? Med venlig hilsen …. “

Jeg skrev tilbage: “Nej, det er jeg ikke klar over, men så kan du jo passende hjælpe os og gøre opmærksom på de steder inden for ID, der strider imod naturvidenskaben.”

Jeg havde så håbet på et uddybende videnskabeligt svar, hvilket ville have været interressant. Desværre blev jeg blot spist af med:

“Hej Leif. Det strider mod naturvidenskaben at der findes overnaturlige drivkræfter. Med venlig hilsen, … “

Selv om det var alt, vil jeg alligevel tillade mig at kommentere den. Det første punkt er, at vedkommende tydeligvis ikke kender argumentationen for intelligent design, der ikke påstår noget om ”overnaturlige drivkræfter”. Intelligent design er nogle teorier om, hvordan man kan skelne mellem naturligt forekommende fænomener, der kan forklares udelukkende med fysikkens love og tilfældigheder, og fænomener, der kun kan have en intelligent oprindelse. Det er en videnskabelig sondring, der drages inden for talløse felter. Arkæologer diskuterer f.eks., om alt på en flintesten kan forklares med naturlige geologiske processer, eller om der er træk, der kun kan være intelligent forårsagede. Man kan selvfølgelig hævde, at arkæologer ikke er videnskabelige, men det vil de nok være uenige i.

Med hensyn til biologien og naturen generelt er det interessante, at når uvildige videnskabsfolk anvender de samme designkriterier på disse områder, må de konstatere, at her finder vi også fænomener, der efter rimelige kriterier at dømme ikke kan være resultat af fysikkens processer og tilfældigheder alene, men at intelligent aktivitet også må have spillet en rolle i f.eks. livets opståen.

Intelligent design postulerer således ikke, at der findes ”overnaturlige drivkræfter”, men blot, at livet og naturen har træk, der må skyldes intelligent aktivitet. Men selvfølgelig er en nærliggende konklusion – ja, nok den mest nærliggende, selv om rumvæsener også er en mulighed – at der findes en intelligent årsag eller kraft bag det fysiske stof og det fysiske univers. Men hvorfor skulle det være en ’uvidenskabelig’ konklusion, når man når frem til den med intet andet end videnskabelige observationer og videnskabelig logik?

I hvert fald anså Newton det ikke for en uvidenskabelig konklusion. Newton skrev i Principia, måske den vigtigste naturvidenskabelige tekst, der nogensinde er skrevet: ”Det særdeles smukke system med Solen, planeterne og kometerne kan kun komme fra et intelligent og kraftfuldt Væsens plan og befaling.”[i] Newton konkluderede, at selv om han kunne forklare himmellegemernes bevægelser med sin mekanik, måtte en intelligent årsag være bag deres ordnede struktur til at begynde med. Det anså han for at være en lige så fuldgyldig videnskabelig konklusion som de andre konklusioner, han fremlagde i Principia. Så hvis det på basis af observationer er videnskabeligt ukorrekt at konkludere en intelligent årsag bag f.eks. planeternes orden, er Newton den første, der må ofres på den videnskabelige korrektheds alter. Næppe alle vil være lige begejstrede for den konklusion.

Denne opfattelse, at kun “naturlige”, dvs. fysisk/kemiske, forklaringer kan bruges som videnskabelige forklaringer, kaldes ’metodologisk naturalisme’. Desværre render metodologisk naturalisme ind i nogle selvmodsigelser, ligesom de fleste andre forsøg på at afgrænse, hvad der er videnskabeligt, gør det. Forskellige videnskabsfilosoffer har gennem tiden forsøgt at opstille kriterier for, hvad der er videnskab, men faktum er, at ingen har nået frem til nogen definition, der kan accepteres af alle, eller som dækker alle de bestræbelser, der gøres i navn af videnskab i forsøget på at indhente sikker viden.

Problemet med metodologisk naturalisme er det ulogiske i på forhånd at ville afgrænse de mulige konklusioner, en efterforskning har lov til at nå frem til. Hvis politiet f.eks. i deres efterforskningsarbejde får pålagt, at de kun må finde skyldige kriminelle inden for en bestemt befolkningsgruppe, og personer fra andre befolkningsgrupper kan ikke dømmes skyldige, selv om de måtte være det, hvordan kan politiet da foretage en uvildig efterforskning, og hvordan kan man da tale om en retsstat? Metodologisk naturalisme falder for den samme selvmodsigelse. Hvad nu, hvis universet faktisk er forårsaget af ”overnaturlige drivkræfter”? Skal videnskaben da være afskåret fra at nå frem til at påvise det? I så fald vil noget, der er sandt, være uvidenskabeligt, og en falsk og usand konklusion vil være ’videnskabelig’. Det er ikke uden grund, at ikke alle er tilfredse med en sådan definition.

Så meget om metodologisk naturalisme. En tredje og måske den virkelige pointe er, at hele denne diskussion om, hvad der er videnskab, og hvad der ikke er det, i bund og grund er intet andet en afledningsmanøvre. Det er et forsøg på at undgå at skulle forholde sig til velbegrundede argumenter for intelligent design og argumenter imod, at blinde fysiske processer alene kan være forklaringen på alt i naturen og biologien. Et skridt dybere er det et forsøg på at beskytte mod kritik en materialistisk, ateistisk ideologi (man kan kalde den en religion, om man vil), der gemmer sig bag en facade af ’videnskab’.

---

[i] Sir Isaac Newton, Principia, University of California Press, 1966, s. 544.