Konvergens, 2

Jeg skrev i torsdags om konvergens (se her), altså det fænomen, at identiske eller nær-identiske træk forekommer i ellers ubeslægtede arter, hvilket ikke burde forekomme, hvis livet udelukkende er et resultat af en blind evolution.

Jeg citerede den engelske evolutionsbiolog John Maynard Smith:

“Hvis man kunne starte helt forfra med dyrenes evolution fra starten på Kambrium, er der ingen garanti for – ja, det ville være helt usandsynligt – at resultatet ville blive det samme. Måske ville dyrene aldrig have indtaget landjorden, og der ville ingen udvikling være sket af pattedyrene og bestemt ikke af mennesket.”[i]

Men det er præcis det, konvergens ifølge evolutionisterne skulle være: evolutionen ender igen og igen ved de samme strukturer.

Dermed står evolutionisterne tilbage med en ikke særlig ønskværdig ”forklaring” – en særskilt og uafhængig udvikling gang på gang af talrige komplekse, næridentiske biologiske træk.

Simon Conway Morris diskuterer konvergens i sin bog Life’s Solution, hvor han omgår problemet for evolution på en påfaldende måde i. I begyndelsen af bogen fastslår han uden nogen form for videre argumentation, at evolution er en allerede fastslået kendsgerning, der ikke kan diskuteres. ”Evolutionen er sand. Den foregår.”[ii] Derfor må de talrige eksempler på konvergens, som han på glimrende vis gennemgår, nødvendigvis være resultat af evolution. Ja, ifølge Morris er konvergens derfor ikke blot ikke et problem for evolutionen, men oven i købet et stærkt bevis på dens forbløffende evner.

Andre, der ikke er helt så overbeviste om evolution som Dr. Morris, vil nok anse hans logik for at være en cirkelslutning. Med andre ord bruger han selve antagelsen om, at der er sket en evolution, som bevis for, at der er sket en evolution.

Morris går så vidt som til at hævde, at næsten identiske konvergente træk ikke ”er nogen trøst for ’kreationistiske videnskabsmænd’,” for disse træk i deres forskellighed ”udgør et stærkt bevis på, at en organisk evolution har fundet sted.” Morris uddyber ikke her, hvad han mener. For mit vedkommende kan jeg ikke få øje på nogen anden logik, end at han tilsyneladende finder det selvindlysende, at en skaber ikke ville have skabt konvergente træk på den måde. Med andre ord skulle en skaber forventes at skabe identiske træk og ikke kun næsten identiske træk. Derfor må disse træk ifølge Morris være resultat af en tilfældig, ikke-styret evolution.

Igen er dette næppe godt nok. For det første angiver Morris ingen mekanisme, der kan forklare, hvordan næsten identiske træk gang på gang kan opstå uafhængigt af hinanden. For det andet vil de fleste nok mene, at argumenter om, hvad en eventuel skaber ville eller ikke ville gøre, hører hjemme i teologiens verden og intet har med biologi og naturvidenskab at gøre. At evolutionsbiologer griber til teologi i deres argumentation, er derfor forbavsende, om end ikke ualmindeligt. At se Morris gøre det her, viser, hvor ubekvemme de mange eksempler på konvergens i naturen er for evolutionsteorien.

En forsker, Walter ReMine, vender dette teologiske argument på hovedet og hævder, at de mange næsten, men ikke helt identiske konvergente træk i naturen er bevis på, at en skaber med overlæg peger på sin eksistens med anbringelsen af disse konvergente træk, der trodser enhver evolutionær forklaring.[iii] Hvis de havde været helt identiske, kunne de forklares på andre måder og styrket argumentet for evolution, men dette er umuligt, når de kun er næridentiske. Og siden den gentagne, uafhængige udvikling af næridentiske træk igennem en tilfældig, ikke-styret proces går imod al rimelig sandsynlighed, er intelligent design den eneste forklaring, der er tilbage. Derfor må de eksempler på konvergens, vi finder i naturen, være anbragt der af en skaber, der ønsker at gøre opmærksom på sin eksistens.

En anden mulighed kunne måske også være, at en skaber laver variationer over samme tema, ligesom komponister og kunstnere ofte gør det. Måske er skaberen ikke en prosaisk og minimalistisk skaber, hvis skaberværk skulle være så funktionalistisk og omkostningseffektivt som muligt. Måske er han i virkeligheden en kunstnerisk anlagt personlighed med sans for skønhed og variation i naturen og blandt andet udfolder sine kunstneriske evner igennem konvergente variationer over de samme temaer.

Hvorvidt disse teologiske spekulationer er sande eller ej, er ikke pointen her. Jeg nævner dem for at vise, at evolutionsbiologernes teologiske spekulationer ikke er de eneste mulige teologiske spekulationer. Ret beset hører ingen af dem hjemme i en naturvidenskabelig diskussion. Lige så lidt gør nogen af dem en evolutionær forklaring på de mange tilfælde af konvergens i naturen mere sandsynlig. 

---

[i] Taking a Chance on Evolution, John Maynard Smith, New York Review of Books, 14. maj 1992, s. 34-6.

[ii] Life’s Solution, s. xv.

[iii] Evidence for Message Theory, Walter ReMine, Journal of Creation 20(2) 2006. Også tilgængelig på Internettet, se https://creation.com/images/pdfs/tj/j20_2/j20_2_29-35.pdf