Striden om 2-3 mio. år gamle flinteredskaber fra East Anglia

Når vi taler om arkæologiske fund, der tilsyneladende blev glemt eller ignoreret, fordi de strider imod standardopfattelsen af, at der kun har levet mennesker som os (Homo sapiens sapiens) i nyere tid inden for de sidste 100.000 eller 200.000 år, kommer man ikke uden om de fund, der blev gjort af antropologen J. Reid Moir i East Anglia på Englands sydøstkyst. Moir var formand for The Prehistoric Society of East Anglia. Fra 1909 og fremefter til op i 1930’erne fandt Moir flinteredskaber i og under de geologiske aflejringer ‘The Red Crag’ og ‘The Coralline Crag’.

The Red Crag, i hvilket Moir gjorde nogle af sine betydeligste fund, består af skalbærende sandaflejringer fra et fortidigt hav i East Anglia. Nogle steder under The Red Crag støder man på en lignende formation, der kaldes The Coralline Crag.  Et kig i nutidig geologilitteratur giver The Red Crag en alder på mindst 2,0–2,5 millioner år. The Coralline Crag må således være ældre. Under East Anglias Red Crag og Coralline Crag er der residuallag, der somme tider kaldes knoglelag. Disse lag indeholder en blanding af forskellige materialer som sand, grus, skaller og knogler fra mange ældre formationer som f.eks. London-leret fra Eocæn.

I residuallagene fandt J. Reid Moir stenredskaber, der udviste forskellige grader af tilvirkning. Efter at have konkluderet, at de mere primitive redskaber kunne være fra så langt tilbage som Eocæn, skrev Moir: “Det bliver nødvendigt at indrømme en meget højere alder for menneskeracen, end det hidtil er blevet antaget.”

Moirs redskaber er mindst fra Øvre Pliocæn. Men ifølge den nuværende evolutionsteori skulle man ikke vente at finde 2–3 millioner år gamle spor af redskabsfremstillende mennesker i England.

Moir mente, at fremstillerne af de ældste og mest primitive redskaber må “repræsentere et tidligt og brutalt stadie i menneskets udvikling.” Men selv i dag er der stammefolk, der fremstiller meget primitive stenredskaber. Det kan således ikke udelukkes, at Homo sapiens sapiens kan have lavet selv de mest primitive redskaber, som Moir fandt.

Redskaberne blev genstand for voldsom strid. Mange mente, at de var resultat af naturlige processer og ikke menneskers værk. Ikke desto mindre havde Moir mange indflydelsesrige tilhængere. En af dem var Henri Breuil, der personligt undersøgte lokaliteterne. I Moirs samling fandt han, hvad der lignede en slyngsten, der kom fra under The Red Crag. En anden støtte var geologen Archibald Geikie, der var præsident for The Royal Society, og en tredje Sir Ray Lankester, en af direktørerne for British Museum. Lankester identificerede blandt Moirs eksemplarer et typisk redskab, han kaldte ’rostro-carinate’. Dette ord refererer til to fremtrædende kendetegn ved redskaberne, ’rostro’ til den næblignende form på redskabernes ’arbejdsdel’, og ’carinate’ til det skarpe køllignende fremspring, der strækker sig langs en del af den anden side.

Lankester kom med en detaljeret analyse af, hvad han kaldte ’prøveeksemplaret fra Norwich’, et specielt godt eksempel på et rostro-carinate-redskab, der var fundet under The Red Crag i Whitlingham nær Norwich. Hvis prøveeksemplaret fra Norwich faktisk kommer derfra, er det over 2,5 millioner år gammelt. I Norwich-eksemplaret havde man et godt eksempel på et tilvirket redskab, der blev fundet i en klar stratigrafisk placering. Lankester skrev i 1914: “Ingen, der har forstand på flintearbejde såvel som på ikke-menneskelige brud på flint, kan hævde, at der er den mindste mulighed for, at tilhugningen af denne prøveflint fra Norwich skyldes andet end menneskelig tilvirkning.” Lankester mente, at redskaber af denne type kunne være fra Miocæn, altså mindst 5 mio. år gamle.

Moir gjorde en række vigtige fund ved Foxhall, hvor han fandt stenredskaber i The Red Crag fra Øvre Pliocæn. Foxhall-redskaberne skulle således være over 2,0 millioner år gamle. Moir skrev i 1927: “Fundene bestod af stumper og stykker fra et flinteværksted og omfattede hammersten, flintekerner, fra hvilke der var slået flækker af, færdiggjorte redskaber, talrige flækker og flere udglødede sten, der viste, at der havde været tændt ild på dette sted … Hvis den berømte menneskekæbe fra Foxhall, der tydeligvis ikke var primitiv i form, rent faktisk blev fundet på den gamle overflade, der nu er begravet under The Red Crag og et tykt lag istidsaflejringer, kan vi med sikkerhed slutte, at i kropslige træk var disse fortidige mennesker ikke meget forskellige fra os.”

Kæben, Moir talte om, har en interessant historie, som jeg vil omtale i et senere indlæg. Nogle videnskabsmænd, der undersøgte den, sagde, at den kom fra et moderne menneske. Det er uheldigt, at Foxhall-kæben er forsvundet, for den kunne måske give en ekstra bekræftelse af, at flinteredskaberne fra Foxhall var fremstillet af mennesker. Men også uden kæben er redskaberne i sig selv et stærkt indicium for, at der levede mennesker i England i Øvre Pliocæn for 2,0–2,5 millioner år siden.

I 1921 føjede den amerikanske palæontolog Henry Fairfield Osborn sig til listen over dem, der støttede redskaberne og argumenterede for en Pliocæn-alder. Han skrev, at beviserne for mennesker i Pliocæn “nu hviler på Foxhall-flintens sikre grundlag, i hvilket menneskeligt værk ikke kan bestrides.” Ifølge Osborn omfattede fundene fra Foxhall bor, pilespidslignende genstande, skrabere og skiveskrabere.

Osborn støttede Moirs arbejde i det hele taget: “J. Reid Moirs fund af beviser for Pliocæn-mennesket i East Anglia åbner en ny epoke for arkæologien … med sikre beviser for tilstedeværelsen af mennesker i det sydøstlige England, mennesker med tilstrækkelig intelligens til at lave flinteredskaber og bruge ild før afslutningen på Pliocæn.”

En anden videnskabsmand, der blev overbevist af Foxhall-fundene, var Hugo Obermaier, der ellers havde været en konstant og højrøstet kritiker af eolitfund. Obermaier havde været en af dem, der mente, at eolitter blev frembragt af naturkræfter, men i 1924 skrev han: “Dette fund fra Foxhall er det første bevis, vi har for eksistensen af Tertiær-mennesket.” Tertiærtiden går fra Eocæn til og med Pliocæn.

I de yngre Cromer-lag i Norfolk fandt Moir redskaber, der dermed var 4–800.000 år gamle. Ifølge nogle dateringer af den ældre del af Cromer-lagene kan de have en alder på op til 1,75 millioner år.

Men mange vægrede sig stadigvæk ved at acceptere Moirs fund som ægte redskaber. For eksempel skrev S. Hazzle­dine Warren, at de var dannet under tektoniske bevægelser, der knuste flinten imod de hårde kalkaflejringer. Som bevis refererede han til eksempler på udgravede sten fra Bullhead Bed, der stammer fra Eocæn. Om sådanne genstande  skrev Warren i 1920 i en rapport til The Geological Society i London: “Dette, et godt eksempel på en trimmet flækkespids, er det mest bemærkelsesværdige eksemplar fra denne gruppe. Hvis det betragtes alene ud fra sine egne tilsyneladende fortrin og uden hensyn til, hvad det blev fundet sammen med og omstændighederne omkring dets fund, kunne dets Mousterienske slægtskab næppe betvivles.” Mousterien er en accepteret redskabstype fra Øvre Pleistocæn. Warren anså det for umuligt at finde redskaber i Eocæn-lag. Men har man ikke sådanne fordomme, kunne man få den tanke, at Warren faktisk havde fundet et ægte redskab i Essex’ Eocæn-lag.

I den diskussion, der fulgte Warrens redegørelse til The Geological Society, påpegede en af de tilstedeværende videnskabsmænd, at i nogle tilfælde blev Moirs redskaber fundet midt i Tertiær-aflejringer og ikke direkte oven på hård kalk. Dette udelukkede Warrens særegne forklaring med tektoniske bevægelser. (Fortsættelse følger)

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 34-40.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det herfra i en højopløst pdf til print: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf