Kraniet fra Buenos Aires

Et stærkt indicium på anatomisk moderne mennesker i meget tidlige tider, hvor der ifølge de nu herskende ideer  om menneskets oprindelse og evolution ikke skulle have levet mennesker (Homo sapiens sapiens), kommer fra Argentina. Ifølge standardopfattelsen skal der kun have levet anatomisk moderne mennesker i Sydamerika de sidste højst 15.000 år. Ikke desto mindre er der blevet gjort arkæologiske fund, der sætter spørgsmålstegn ved dette. Et af dem er fundet af kranieskal i Buenos Aires, Argentina, i 1896.

Under udgravningen af en tørdok i Buenos Aires’ havn stødte nogle arbejdere i 1896 på en hovedskal fra et menneske (se illustration). Arbejderne fandt hovedskallen i bunden af udgravningen efter, at de havde slået sig igennem et lag af et hårdt, kalkstensagtigt materiale, der kaldes tosca, i 11 meters dybde under floden La Platas flodleje.

Arbejderne gav hovedskallen til Senor Junor, deres tilsynsførende, der beklædte en overordnet stilling i Buenos Aires’ havnevæsen. Fundet af hovedskallen indberettedes til den argentinske palæontolog Dr. Florentino Ameghino af Edward Marsh Simpson, en ingeniør i firmaet, der stod for udgravningen. Ifølge Ameghino tilhørte hovedskallen en Pliocæn-forløber til Homo sapiens, som han kaldte Dipro­thomo platensis. Men Ales Hrdlicka fra The Smithsonian Institution fastslog, at hovedskallen var identisk med moderne menneskers.

Hovedskallen blev fundet i, hvad Ales Hrdlicka kaldte “den allerøverste del af Præ-Ensenadien-aflejringen.” Ifølge moderne geologi er Præ-Ensenadien-aflejringen mindst 1,0–1,5 million år gammel. Selv hvis den er 1 million år gammel, er det ret uventet med en fuldt moderne hovedskal noget sted i verden for slet ikke at tale om Sydamerika. J. E. Clark, formanden for arbejderne, der fandt hovedskallen, fortalte, at han var ”helt sikker på, at den blev fundet i udgravningen under tosca’en.”

Bailey Willis, geologen, der ledsagede Hrdlicka på hans ekspedition til Argentina, interviewede Junor og fortalte: “Hovedskallen blev hentet op fra brønden [dvs. udgravningen]. Og skønt denne påstand hviler på formandens udsagn, der fik det at vide af en arbejder, ser det ud til at være det eneste, der ikke er nogen alvorlig tvivl om ved historien om fundet.” Willis fortsatte med nogle vage, ubegrundede spekulationer om, hvordan hovedskallen kunne være kommet der.

Hrdlicka mente, at alene det, at hovedskallen havde en moderne form, var nok til at udelukke en høj alder. Hrdlickas forudindtagethed er åbenlys i følgende passage fra hans bog i 1912: “Et hvilket som helst menneskeligt skeletlevn, der ikke viser nogen udpræget forskel fra det moderne menneske, kan derfor aldersbestemmes ud fra de morfologiske træk alene og er efter al sandsynlighed ikke ældre end de nyere, stadig ufærdige geologiske formationer.”

Her har vi en meget klar formulering af det tvivlsomme princip med at datere fossilfund alene ud fra deres morfologi, dvs. deres form. Ikke desto mindre forbliver Hrdlickas synspunkt i en modificeret form prominent blandt det store flertal af videnskabsfolk, der arbejder med menneskets oprindelse og alder, selv om det repræsenterer er pervertering af den videnskabelige metode. Hrdlicka og de, der accepterede hans metodologi, var ikke parat til upartisk at overveje kendsgerningerne og  basere deres teori på basis af alle tilgængelige former for evidens. Tværtimod tillod de deres teoretiske fordomme at bestemme, hvilken evidens skulle anses for gyldig.

Nutidens palæoantropologer kan med rette betvivle, om deres videnskabelige forgængere har overdraget dem den fulde samling af beviser, der præcist afspejler sandheden om menneskets oprindelse og alder, så vidt den kan kendes gennem empiriske metoder. Faktum er, at den almindeligt kendte evidens, der er kommet ned til os, er blevet udvalgt fra en større samling af evidens ifølge kriterier, der er blevet givet af personer som Hrdlicka. Et formål med disse artikler er at give flere inklusive moderne forskere i palæoantropologi kendskab til den større samling af evidens og give os lov til selv at danne vores egne konklusioner om værdien af det, der er blevet tilsidesat og glemt.

Hrdlicka nærede åbenlyst en stærk fordom om, at enhver form for acceptabelt gamle menneskelige levn skulle udvise primitive træk. Diprothomo-skallen fra udgravningen i Buenos Aires havde ikke sådanne primitive træk. Derfor kunne den ifølge Hrdlicka umuligt være så gammel som den Tidlige Pleistocæne aflejring, hvor den blev fundet.

For Ameghinos vedkommende havde han selvfølgelig også sine fordomme. Ligesom Hrdlicka var han evolutionist, men imens Hrdlicka troede, at Homo sapiens havde udviklet sig i Den Gamle Verden og kun i nyere var kommet til Amerika, troede Ameghino, at mennesket havde udviklet sig i Sydamerika. Derfor ville Ameghino have sin Diprothomoto  til at udvise træk, der passede til dens Tidlige Pliocæn alder (eller Tidlig Pleistocæn ifølge nutidig datering). Men Hrdlicka viste som sagt, at hovedskallen ikke var forskellig fra Homo sapiens sapiens.

Hvis vi imidlertid tilsidesætter alle fordomme og forudfattede ideer, ser de nøgne kendsgerninger altså ud til at støtte opfattelsen af, at mennesker, der fysiologisk ikke er forskellige fra Homo sapiens sapiens, levede i  Argentina i Tidlig Pleistocæn (for mindst 1,5 mio. år siden). Selv om denne hypotese strider voldsomt mod de nu accepterede ideer om menneskets udvikling, passer den udmærket sammen med de talrige arkæologiske fund, der præsenteres i denne serie af artikler.

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 110-111.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det gerne herfra i en højopløst pdf til print: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf