Hop til indhold

Universel fælles afstamning: de molekylære beviser

Jeg skrev i lørdags (d. 3.10.2020) om de molekylære beviser, som man forsøger at give til støtte for evolution, og viste, hvordan de fylogenier eller stamtræer, man havde håbet at kunne afdække gennem molekylære sammenligner,  aldrig har manifesteret sig.

En lignende situation har man i forsøget på at finde frem til den sidste oprindelige stamfader til alle livsformer, for ifølge darwinismen deler alle levende organismer en fælles stamfader. I 1980’erne stod den amerikanske mikrobiolog Carl Woese i spidsen for et forsøg på at kortlægge livets træk og identificere den ”universelle fælles stamfader” igennem molekylære analyser. Ved århundredets udgang var tingene imidlertid endnu mere uklare end før. Molekylærbiologen James A. Lake og kolleger bemærkede: ”Da videnskabsmændene begyndte at analysere forskellige gener fra forskellige organismer, fandt de ud af, at deres forhold til hinanden stred imod det evolutionære træ, man havde opstillet på basis af rRNA alene.”[i] Dette blev bekræftet af Hervé Philippe og Patrick Forterre: “Med flere og flere sekvenser til rådighed viste det sig, at de fleste proteinfylogenier modsiger både hinanden og rRNA-træet.”[ii]

Woese skrev i 1998: “Intet konstant organismefylogeni er indtil videre dukket frem fra de mange individuelle fylogenier.”[iii] Han sluttede, at det skyldtes, at encellede organismer havde erhvervet sig mange af deres gener og proteiner ikke gennem gradvis evolution, men gennem “horisontal genoverførsel” [’lateral gene transfer’], hvor en organisme udveksler gener direkte med en anden organisme. ”Den fælles stamfader er ikke et væsen eller en ting,” skrev Woese, “men et samfund af komplekse molekyler, en slags ursuppe, hvorfra forskellige celler opstod uafhængigt af hinanden.”

Omkring samme tid som Woese konkluderede dette, bemærkede evolutionsbiologen W. Ford Doolittle noget i samme retning. Doolittle foreslog, at det måske var umuligt nogensinde at opdage det virkelige livstræ, for der var aldrig sådant et træ til at begynde med (“…livets historie kan ikke rigtigt repræsenteres som et træ.”[iv]). Andre mente, at der godt nok eksisterer et sådant, og at det har en virkelig rod (en fælles stamfader), men at roden ikke er en simpel celle uden cellekerne, som man normalt er gået ud fra, men en kompleks celle med cellekerne, fra hvilken de mere simple celler er blevet udviklet.[v] At dette ikke forklarer, hvorfra denne komplekse celle kom til at begynde med, siger sig selv.

Den dag i dag er striden om livets universelle træ ikke bilagt. Woese fortsatte til sin død i 2012 med at foreslå, at videnskabsfolkene må skrinlægge Darwins ide om fælles afstamning – ”Det universelle træs rod er et kunstgreb, der opstår, fordi man vil tvinge det evolutionære forløb ind i en repræsentation som et træ, når denne repræsentation er malplaceret”[vi] – imens andre stadig holder fast ved ideen om en fælles stamfader.

Hvorvidt nogle af disse opfattelser er rigtige, har vi til gode at finde ud af, men sikkert er det, at det hidtil er mislykkedes molekylærbiologien at etablere universel fælles afstamning og alle arters virkelige fylogeni. Åbenlyst skal man tage det med et gran salt, når autoritative videnskabelige organer som NAS officielt udtaler: ”De molekylære analyser har til fulde bekræftet de overordnede konklusioner, man har uddraget fra fossilfundene, arternes geografiske spredning og andre former for observationer.”[vii]

I den første teksten nævnte jeg, at dette hovedsageligt er baseret på et par kapitler, jeg skrev til bogen Darwin og intelligent design for omkring ti år siden. Et tredje afsnit følger.

***

[i] Mix and Match in the Tree of Life, James A. Lake et al., Science 283 (1999), s. 2027–28.

[ii] The Rooting of the Universal Tree of Life Is Not Reliable, Hervé Philippe and Patrick Forterre, Journal of Molecular Evolution 49 (1999), s. 509–523.

[iii] The Universal Ancestor, Carl Woese, Proceedings of the National Academy of Sciences USA 95 (1998), s. 6854–59.

[iv] Uprooting the Tree of Life, W. Ford Doolittle, Scientific American 282 (February 2000), s. 90–95.

[v] Where Is the Root of the Universal Tree of Life, Hervé Philippe og Patrick Forterre, BioEssays 21 (1999), s. 871–79.

[vi] A New Biology for a New Century, Carl R. Woese, Microbiology and Molecular Biology Reviews 68 (2004), s. 173–186.

[vii] Se fodnote 1.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: