Hop til indhold

Sheguiandah: Arkæologi som blodfejde

Skitser af redskaber fra Sheguindah.

 

I rækken af arkæologiske fund, der sætter spørgsmålstegn ved de gængse ideer om menneskets oprindelse, evolution og udbredelse, er der endnu et interessant eksempel fra Nordamerika eller mere præcist Canada. Imellem 1951 og 1955 stod Thomas E. Lee, antropolog ved Canadas Nationalmuseum, for en række udgravninger ved Sheguiandah på øen Manitoulin i Huronsøen.

Lokalitetens øvre lag indeholdt i en dybde på omkring 20 cm (Lag III) forskellige pile- og spydspidser. Lee anså dem for at være af yngre dato.

Yderligere udgravninger afslørede redskaber i istidsaflejringer. Det så således ud til, at der havde levet mennesker i området under eller før den sidste nordamerikanske istid, Wisconsin-istiden. Videre undersøgelser viste, at et lag af endnu ældre istidsaflejringer også indeholdt redskaber. Der blev også fundet redskaber i lagene under istidsaflejringerne.

Hvor gamle var redskaberne? De tre af de fire geologer, der undersøgte stedet, mente, at redskaberne var fra sidste mellemistid. Det ville give dem en alder fra 75.000 til 125.000 år. Det var selvfølgelig kontroversielt, for der skulle slet ikke have været mennesker i Nordamerika på den tid. Først for tidligst 30.000 år skulle der kunne have været mennesker i Amerika. De fire geologer endte da også med i en fælles udtalelse med et kompromis på en “minimumsalder” på 30.000 år. Lee selv holdt fortsat på en mellemistidsalder for redskaberne.

Den ene af de fire geologer, John Sanford fra Wayne State University, stillede sig senere frem og støttede Lee. Han gav omfattende geologiske beviser og argumenter, der underbyggede, at Sheguiandah-lokaliteten var fra mellemistiden Sangamon eller interstadialen St. Pierre fra den tidlige del af Wisconsin-istiden [en ’interstadial’ er en varmere periode midt i en istid]. Men Lee og Sanfords opfattelse blev ikke taget alvorligt af andre videnskabsmænd.

Lee fortalte senere:

 ”Stedets finder [Lee] gik fra at være tjenestemand sendt ud i langvarig arbejdsløshed, og en offentliggørelse af fundet blev forhindret; flere fremtrædende folk fra etablissementet gav fordrejede fremstillinger af fundene … de tonsvis af artefakter forsvandt ind i kasser på Canadas Nationalmuseum; for at nægte at fyre finderen blev Nationalmuseets direktør [Dr. Jacques Rousseau], der havde foreslået at udgive en monograf om lokaliteten, selv fyret og sendt i eksil; officielle magtpositioner blev anvendt i et forsøg på at få kontrol over de sidste seks Sheguiandah-redskaber, som det ikke var lykkedes at få skaffet af vejen; og lokaliteten blev omdannet til et feriested for turister. Alt dette uden at nogen inden for professionen under fire lange år gad tage et kig på lokaliteten, imens der stadig var tid til at undersøge den. Sheguiandah ville have fremtvunget den pinlige indrømmelse, at de etablerede forskere ikke vidste alting. Det ville have fremtvunget en omskrivelse af næsten hver eneste bog på området. Det måtte dræbes. Det blev dræbt.”

Lee rendte ind i store vanskeligheder med at få sine afhandlinger offentliggjort. Han beskrev sin frustration:

“En nervøs eller frygtsom redaktør, hvis sanser omgående fornemmer lugten af fare for position, sikkerhed, omdømme eller kritik, videregiver kopier af en mistænkelig afhandling til en eller to kolleger, som han ved vil komme med en ufarlig bedømmelse. De læser den eller skimmer den måske blot igennem for et par udsøgte sætninger, som der kan sættes spørgsmålstegn ved eller kan bruges imod forfatteren (deres mening har de dannet sig længe i forvejen ud fra, hvad de har hørt ad hemmelige kanaler eller overhørt i konferencernes røgfyldte lokaler – lidt sladder her og der, der lod dem forstå, at forfatteren var en urørlig, outreret enegænger). Derefter ’dræber’ de afhandlingen med nogle få skærende, uimodsagte og fuldstændigt udokumenterede udsagn. Skønheden og det ondskabsfulde ved systemet ligger i, at de for altid forbliver anonyme.”

De fleste af de vigtigste afhandlinger om Sheguiandah blev udgivet i Anthropological Journal of Canada, som Lee selv havde startet og var redaktør af. Lee døde i 1982, og tidsskriftet blev derefter i en kort periode redigeret af hans søn, Robert E. Lee.

Helt at undgå at nævne Sheguiandah har naturligvis ikke været muligt for det videnskabelige samfund, men når det sker, er man tilbøjelig til at bagatellisere, overse eller give et falsk billede af beviserne for en ualmindelig høj alder for lokaliteten.

Lees søn Robert skrev: “Studerende får fejlagtigt at vide, at Sheguiandah er et eksempel på en mudderaflejring efter istiden og ikke aflejringer fra Wisconsin-istiden.”

Men de oprindelige redegørelser kommer imidlertid med overbevisende argumenter imod teorien om mudderaflejring. Lee Senior skrev, at mange geologer “har sagt, at aflejringerne ville helt sikkert blive kaldt for istidsaflejringer, hvis det ikke havde været for tilstedeværelsen af artefakter i dem. Dette har været reaktionen hos næsten alle de gæstende geologer.” Og Sanford skrev: “Måske var den bedste bekræftelse af, at disse usorterede aflejringer var fra istiden, besøget af 40 eller 50 geologer på lokaliteten i 1954 på Michigan Basins Geologiske Samfunds årlige felttur. Det var dengang, udgravningerne stod på, og aflejringen kunne ses. Sedimenterne blev fremvist for denne gruppe som istidsaflejringer, og ingen af dem bestred det. Havde der været den mindste tvivl om disse aflejringer, var de kommet frem på det tidspunkt.”

Nogle benægter, at de usorterede redskabsholdige lag er istidsaflejringer. Andre stiller overdrevent høje krav til beviser for menneskers tilstedeværelse på lokaliteten i den angivne tidsperiode. James B. Griffin, antropolog ved University of Michigan, skrev: “Der er mange nordamerikanske lokaliteter, som efter sigende skulle have været beboet af tidlige indianere for meget længe side. Der er sågar udgivet hele bøger om sådanne ’non-lokaliteter.” Griffin inkluderede Sheguiandah som en af non-lokaliteterne.

Griffin skrev, at en lokalitet skal have “en tydeligt identificerbar geologisk sammenhæng … uden mulighed for senere indtrængen eller aflejring.” Han insisterede også på, at en lokalitet skal være undersøgt af flere geologer, der er specialister i de bestemte formationer, og at der skal være bred enighed blandt disse eksperter. Ydermere skal der være “et bredt udvalg af redskabsformer og affald … velbevarede rester af dyr … undersøgelse af pollen … makrobotaniske materialer … skeletrester af mennesker.” Griffin forlangte også datering med kulstof 14 og andre metoder.

Hvis disse krav skal følges, vil praktisk talt ingen af de lokaliteter, hvor vigtige palæantropologiske fund er gjort, kvalificere sig som ægte lokaliteter. For eksempel skete de fleste af de afrikanske fund af Australopithecus, Homo habilis og Homo erectus ikke i tydeligt identificerbare geologiske sammenhænge, men var overfladefund eller huleaflejringer, som det erfaringsmæssigt er vanskeligt at vurdere geologisk. De fleste af fundene af Homo erectus på Java var også overfladefund på dårligt fastslåede lokaliteter.

Interessant nok ser Sheguiandah ud til at kunne tilfredsstille de fleste af Griffins strenge krav. Der blev fundet redskaber i en geologisk sammenhæng, der var mere tydelig end på mange andre lokaliteter. Flere geologer, der var specialister i nordamerikanske istidsaflejringer, var enige om en alder langt over 30.000 år. Alle tegn tydede på, at der ikke havde været senere aflejringer eller indtrængen. Der blev fundet forskellige slags redskaber, der blev foretaget pollenundersøgelser og kulstof-14 datering, og der fandtes makrobotanisk materiale (tørv).

Sheguiandah fortjener mere opmærksomhed, end det hidtil har været tilfældet. T. E. Lee skrev i et tilbageblik på den tid, hvor det gik op for ham, at der var fundet redskaber i en istidsaflejring: “På dette punkt ville en visere mand have fyldt hullerne op og listet væk derfra i nattens mørke uden at sige noget til nogen…Ja, da en kendt antropolog besøgte stedet, udbrød han i vantro, ”I finder da ikke noget DER?”, og han fik at vide af formanden, ”Det kan du fand’me tro, vi gør! Kom selv og se!” Efter at have set fundene bad han mig indtrængende glemme alt om, hvad der var i istidsaflejringerne, og koncentrere mig om de yngre aflejringer, der lå over dem.”

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 86-89.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det gerne herfra i en højopløst pdf til print: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: