En handske kastet til alle fundamentalister
Hermed en udfordring til alle der tror at evolutionsteorien er “bevist”; dem der er overbevist om at der ikke er mere at diskutere, på den videnskabelige bane; til alle dem der har bildt sig selv ind at der kun er religiøse argumenter tilbage “over for Darwin”. Til alle dem der tror at fundamentalisme mht. livets udvikling kun findes i bibelbælteaftapning.
Kom så med det uigendrivelige argument for at Darwin havde ret!
OG har du ikke noget “hard evidence”, så kom dog med noget der bare indicerer at den gamle gubbe havde ret.
Så vil vi her på intelligentdesign.eftertanke.dk pille dem fra hinanden ét efter ét.
Og hvis det lyder som brovtende amerikansk fundamentalisme, så lad svaret lyde på engelsk: Try us!
Man kan fx bevæge sig baglæns på denne blog. Så vil man måske opdage hvor meget man troede man vidste. Men PAS PÅ! Der ligger farlig viden lige om hjørnet. Selvstændigtænkningsfremmende stoffer!
Reel viden, en by i Rusland
Det kan undertiden være lidt trættende med den kæmpe pædagogiske opgave man åbenbart står over for. For den reelle viden om udviklingslæres videnskabelige fundament er totalt fraværende i brede kredse i dronningeriget.
Lad os tage et par hovedpåstande:
- Livet kan opstå af sig selv. [Skal vi tale videnskabeligt: Organisk kemi kan opstå af sig selv i en uorganisk opløsning. Der skal bare tilsættes et par tilfældige lyn.]
- Fossilerne viser evolutionen.
- Fosterudviklingen viser evolutionen.
- Der er så mange fund der viser at mennesket har en dyrisk forfader, at tanken om at vi skulle være noget særligt, er stærkt overdrevet.
Vi kan oplyse: Ingen af de nævnte påstande holder vand. Heller ikke selvom de gentages i biologibøger og popvidenskabelige hæfter igenigen.
Fuss about creationists
Hvorfor egentlig den opstandelse over nogle kristne fundamentalister fra det amerikanske Midtvesten? Hvad skade kan de egentlig gøre? Fx i forhold til de ateister der maser sig ind i faget biologi med deres tro på at livet er en meningsløs tilfældighed. En sådan desillusionerende indoktrinering er i allerhøjeste grad skadelig for børns sjælefred. Og for voksens med, for den sags skyld. Jeg havde (i forrige årtusinde!) en meget respekteret gymnasielærer; K. V. Hender, der smed sin tro over bord fordi han troede sig forpligtet på det darwinistiske dogme om at alting kan blive til af sig selv, at mennesket blot er et dyr, og at skabelsestroen blot er til for uintelligente mennesker.
Må jeg stille et spørgsmål til den intelligente bloglæser? – Hvad er DNA for noget? Et tilfældigt sammensurium af kemiske forbindelser? Eller et dataprogram skrevet i organisk kemi?
Hvis DNA er programkode, er det næste logiske spørgsmål: Opstår programmering af sig selv? Gør kode? Gør skriftsprog? Hvis jeg på stranden en morgen ser ordene “Jeg elsker dig” skrevet i sandet, ville nogen ved deres fulde fem så tro mig hvis jeg påstod at det var nogle tilfældige tegn som bølgerne havde skabt i løbet af natten?
En biologibog som bruges over for sagesløse danske skolebørn i folkeskolens overbygning, har følgende oplysende passage:
Også DNA som danner det “celleprogram” der styrer arbejdet i en celle, kunne dannes ud fra stofferne i “ursuppen”.
Dette er ganske enkelt misinformation af værste skuffe. Igen for at tale videnskabeligt: Dette udsagn har ikke den mindste empiriske begrundelse. Det er fri fantasi, slet og ret, og som sådan religiøs propaganda. Men fordi det er ateistisk fundamentalisme der serveres, må det tolereres. Det har vi jo også rettens ord for. I Amerika! Som om videnskabelige uenigheder kan afgøres i en retssal.
Og man ser det som ganske harmløst fordi det jo bare er “et videnskabeligt udsagn”. Så kan folk jo tro hvad de vil.
Nej, det er netop hvad de ikke kan. De ledes tværtimod drypvis til at acceptere en livsfilosofi som de nok ville være noget mere skeptiske over for – hvis det ikke var fordi den iklædte sig videnskabelige fåreklæder. For da naturvidenskaben i dag “er gud”, er der jo ikke mere at diskutere når eksperterne har udtalt sig.
Er der mon nogen der tænker på, at på samme måde som eksperter kan være farvede af deres politiske standpunkter i deres udtalelser, kan de være farvet af deres religiøst-ideologiske?
😉 .b
PS! Dette handskekast er provokeret af dette indlæg på herværende blog “ Kreationisme museum”; oplyst da indlægget sikkert allerede nu er skredet ned under 10-indlægsgrænsen.
PPS! Af spamhensyn har vi tidligere slået muligheden for kommentarer fra. NU kan jeg så ikke finde ud af at slå den til igen, så derfor må jeg igen henvise til min egen ID-blog hvor dette indlæg er gentaget. Her kan man komme med kommentarer og dermed tage handsken op.
Kategorier