Den egyptiske grib og strudseæg

Dyrs og planters instinkter og adfærd er tit et overset fænomen, hvis oprindelse vanskeligt lader sig forklare som et resultat af en gradvis darwinistisk udviklingsproces. Jeg kommer til at skrive noget om dette på www.intelligentdesign.dk i tiden fremover.

Mit første eksempel på en utrolig dyreadfærd handler om den egyptiske grib (Neophron percnopterus), som slår hul på et strudseæg ved gentagende gange at kaste sten på det, indtil der bliver slået hul på skallen, og indholdet bliver tilgængeligt.

Spørgsmålet i denne sammenhæg er: Hvor kommer denne bemærkelsesværdige adfærd og evne fra? Hvordan er den opstået og blevet udviklet? Ifølge evolutionstilhængere manglede den egyptiske gribs forfædre på et tidspunkt denne særlige evne, men med tiden over mange generationer blev den udviklet til det, vi ser hos den nuværende art.

Der er dog problemer med den forklaring. Først nogle kendsgerninger. Det første punkt er, at den egyptiske grib ikke kan slå hul på et strudseæg med sit næb. Skallen er ganske enkelt for hård. Det næste punkt er, at evnen til at genkende disse æg og søge efter sten er en nedarvet og ikke tillært egenskab. Forsøg med gribbeunger, der bliver fjernet fra deres forældre og vokser op alene, har vist, at gribbeungerne reagerer instinktivt, når de ser et stort æg, og begynder at lede efter sten. De vil endog flyve af sted for at finde dem, og når de finder nogle sten, kommer de tilbage og kaster dem ned på ægget.

En isoleret grib kan ikke have lært denne adfærd fra sine forældre eller andre gribbe, da den ikke har haft kontakt med forældre eller andre gribbe. Ved sit første møde med et æg begynder den alligevel spontant at kaste sten på det. Efter nogle forsøg, når en sten slår hul på ægget, vil fuglen fortsætte med at kaste flere sten i æggets retning, indtil de fleste af dem rammer. Denne øvelse opøver adfærden, men selve handligen er instinktiv.

Gribbens æggeknusningsadfærd – at søge efter sten, så snart den ser et stort æg, for derefter at kaste dem ned på ægget – er altså en nedarvet evne. Så hvordan og hvornår opstod denne nedarvede evne i arten? Evolutionister hævder, at der er to muligheder. Den ene er, at engang i fortiden var der en grib, der opdagede det. Men det kan ikke være forklaringen, for en tillært evne kan ikke nedarves. Indlæring har ingen indvirkning på individets gener.

Det er værd at bemærke, at den egyptiske grib lever sammen med andre gribbearter, der aldrig har tillært sig evnen til at slå hul på æg med stenkast. De forsøger ikke engang, uanset hvor mange gange de har set det blive gjort af denne grib.

Siden denne evne nedarves fra den ene generation af gribbe til den næste, må den på en eller anden måde være indkodet i hjernen eller generne hos hvert individ. Evnen er ikke tillært.

Den anden muliged er derfor ifølge evolutionister, at evnen er udviklet gennem tilfældige mutationer. Ifølge den naturlige udvælgelses logik med overlevelse af den bedst tilpassede kan denne forklaring kun være mulig, hvis hver enkelt forandring giver en overlevelsesfordel. Men den særlige adfærd, der udvises af den egyptiske grib – at lede after sten, når den ser et strudseæg, for derefter gentagende gange at kaste stenene ned på ægget – ville være meningsløs og ikke give nogen overlevelsesfordel, hvis ikke de alle var til stede samtidig.

Vi kan derfor konkludere, at den komplicerede række af handlinger, der udgør denne gribs stenkastningsadfærd, er et system af irreducibel kompleksitet, der ikke kan være opstået gennem en gradvis udvikling. Evolutionsteorien kan ikke forklare, hvordan denne instinktive adfærd har kunnet udvikle sig gradvist over tid.

To ungarske forskere, Hornyánszky Balázs og Tasi István, udgav i 2002 Nature’s IQ, hvor de diskuterer uforklarlig dyreadfærd. En interessant udgivelse, som www.intelligentdesign.dk har fået forfatternes tilladelse til at bringe i uddrag, der vil blive bragt som en slags serie over de næste måneder. Historien om den egyptiske grib og strudseæggene er et af bogens talrige eksempler på paradoksale dyreinstinkter.