ID i fremgang
Udbredelsen af kendskabet til intelligent design-hypotesen vokser som nævnt støt. Ting tager tid, og en væsentlig faktor, der spiller ind i udbredelsen af information om ID, er penge.
Evolutionsparadigmet er massivt understøttet af skattekroner og har i et helt århundrede stortrivedes bl.a. ved hjælp af latterliggørelse af enhver, som formastede sig til at betvivle Darwin. Intelligent design er ”the under dog”, som ingen offentlige midler modtager, og som skal prøve at tilkæmpe sig en stemme i det offentlige rum på trods af latterliggørelse og beskyldninger om at operere ud fra et suspekt religiøst motivationsgrundlag.
Danske fortalere for ID har ganske lidt tid og ganske få økonomiske midler til at få bragt hypotesen på dagsordnen, og dette er en stor medvirkende faktor til, at kendskabet til ID i Danmark indtil videre er beskedent. Blandt de ganske få, som har hørt om denne nye udfordring til Darwins lære, er der desværre et stort antal, som er blevet misinformeret om, hvad ID går ud på. Her på intelligent design.dk vil vi arbejde ihærdigt på at komme misinformationen til livs og viderebringe det sande billede af, hvad ID er.
ID er afhængig af private midler, og på det område er en vigtig spiller kommet på banen her i norden, den Norske fond BioCosmos https://biocosmos.no/
Skibsreder og ingeniør Einar Johan Rasmussen fra Kristiansand, som er en af Norges rigeste personer, har doneret 15 millioner kr. til denne fond, som skal støtte udbredelsen af ID.
Det vil naturligvis først og fremmest være norske projekter, som kan støttes af BioCosmos, men der er gode chancer for, at også Danmark kan få glæde af midlerne, da der eksisterer et tæt samarbejde mellem BioCosmos og danske Origo. De 2 organisationer er ledet af henholdsvis professor Steinar Thorvaldsen og professor Peter Øhrstrøm.
K. Pultz
Kategorier