Hop til indhold

Darwins finker

Et af de postulerede eksempler på artsdannelse, som man tit støder på, er Darwins finker, som er nogle finkearter på de afsidesliggende Galapagos Øer i Stillehavet. Det er et interessant eksempel af flere grunde. For det første var det ikke Darwin, der henledte opmærksomheden på dem, selv om man kalder dem Darwins finker. Han nævnte dem en enkelt gang i sin rejsebeskrivelse fra sin jordomrejse med skibet Beagle og besøget på Galapagos Øerne. I Arternes Oprindelse bliver de slet ikke omtalt. For det andet er der ikke meget artsdannelse over finkerne. De kan parre sig med hinanden og må således blot være forskellige racer inden for samme art. Ikke desto mindre støder man jævnligt på, at de bliver givet som et eksempel på artsdannelse og darwinistisk evolution.

De kan således også kaldes et af de “falske evolutionsbeviser”, som jeg har givet nogle eksempler på den seneste halvanden uge. Jonathan Wells skriver i den forbindelse om Darwins finker:

“Et kvart århundrede før Darwin offentliggjorde Arternes Oprindelse­, formulerede han sine ideer som naturforsker om bord på det britiske forskningsskib H.M.S. Beagle. Da Beagle besøgte Galapagos Øerne i 1835, indsamlede Darwin eksemplarer af det lokale vilde liv inklusive nogle finker. Selv om finkerne havde meget lidt at gøre med Darwins udvikling af hans evolutionsteori, har de senere tiltrukket betydelig opmærksomhed fra moderne evolutionsbiologer som endnu et bevis på naturlig selektion. I 1970’erne bemærkede Peter og Rosemary Grant og deres kolleger en 5 procents forøgelse i næbstørrelsen efter en alvorlig tørke, fordi det eneste, finkerne havde at spise, var frø med hårde skaller, der var meget vanskelige at knække, og kun finker med kraftigere næb kunne overleve. Om end vigtig var ændringen lille. Trods dette hævder nogle darwinister, at det forklarer, hvordan finkearter opstår til at begynde med.

En pjece fra 1999 fra The U.S. National Academy of Sciences beskriver Darwins finker som et ”særligt tvingende eksempel” på arters opståen. Pjecen citerer Grants arbejde og forklarer, hvordan “et enkelt års tørke på øerne kan fremtvinge evolutionære ændringer i finkerne.” Pjecen giver også beregninger, der viser, at ”hvis tørker sker omkring hvert tiende år på øerne, kan en ny finkeart opstå på så kort tid som 200 år.”

Men pjecen glemmer at fortælle, at finkernes næb vendte tilbage til normal størrelse, da det igen begyndte at regne. Ingen samlet evolution fandt sted. Ja, flere finkearter synes nu at slutte sig sammen gennem hybridisering i stedet for at fjerne sig fra hinanden gennem naturlig selektion, sådan som Darwins teori har brug for det.

At tilbageholde information for at give indtryk af, at Darwins finker bekræfter evolutionsteorien, grænser til videnskabeligt bedrag. En børsmægler, der fortæller sine kunder, at en bestemt aktie kan forventes at være dobbelt så meget værd om tyve år, fordi den gik op med fem procent i 1998, men skjuler, at den samme aktie faldt med fem procent i 1999, kan meget vel risikere en bedragerisigtelse. Som Berkeleys juraprofessor Phillip E. Johnson skrev i The Wall Street Journal i 1999: “Når vores ledende videnskabsmænd må ty til den form for fordrejelser, der ville sende en børsmægler i fængsel, ved man, at de har problemer.””

 

(billede af Darwins finker fra Wikipedia Commons: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Darwin%27s_finches.png)

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: