Fra aber til mennesker?

                                   (Det forfalskede kranie af Piltdown-mennesket, fra Wikipedia Commons)

Et sidste eksempel på det, jeg her i den seneste uges tid har kaldt “falske beviser” for evolutionsteorien, er de historier, vi bliver præsenteret for om menneskets oprindelse. Jeg skrev om det for et par uger siden (se 3,6 mio. år gamle fodspor i Tanzania) og kommer til at skrive mere om det i tiden fremover. Jonathan Wells omtaler også det spinkle grundlag, som ideerne om menneskets oprindelse fra primitive aber i virkeligheden hviler på:

“Darwins teori kommer virkelig til sin ret, når den overføres på menneskets oprindelse. Imens han dårligt nok berørte emnet i Arternes Oprindelse, skrev han senere indgående om det i bogen Menneskets Afstamning og Parringsvalget. ”Mit formål er,” forklarede han, ”at vise, at der er ingen grundlæggende forskel på mennesket og de højere dyr i deres mentale evner, selv når det kommer til moral og religion.” Ifølge Darwin ville en hunds tendens til at forestille sig skjulte kræfter i ting, der bliver flyttet af vinden “hurtigt blive til troen på eksistensen af en eller flere guder.”

Bevidstheden om, at den menneskelige krop er en del af naturen, var der længe før Darwin. Men Darwin hævdede meget mere end det. Ligesom materialistiske filosoffer siden Oldtidens Grækenland troede Darwin, at mennesker er intet andet end et dyr. Darwin havde imidlertid brug for beviser for at bekræfte sin gisning. Selv om der allerede var fundet neandertalere, blev disse ikke regnet for at være stamfædre til mennesket, så Darwin havde ingen fossilbeviser for sin opfattelse.

Det skete først i 1912, da amatørpalæontologen Charles Dawson bekendtgjorde, at han havde fundet, hvad darwinisterne længe havde ledt efter, i en grusgrav i Piltdown, England. Dawson havde fundet en del af et menneskekranie og del af en abelignende underkæbe med to tænder. Først 40 år senere beviste et hold videnskabsmænd, at selv om Piltdown-hovedskallen måske var mange tusinde år gammel, tilhørte den et moderne menneske, imens kæbestykket var yngre og tilhørte en moderne orangutang. Kæben var blevet kemisk behandlet for at få den til at ligne et fossil, og dens tænder var med overlæg slebet ned for at få dem til at ligne mennesketænder. Piltdown-mennesket var et bedrag.

De fleste nutidige biologibøger nævner ikke engang Piltdown-mennesket. Når kritikere af darwinismen bringer det op, får de normalt at vide, at Piltdown beviser, hvordan videnskaben korrigerer sig selv. Men den mere interessante lære, som kan uddrages af Piltdown, er, at videnskabsmænd som alle andre kan narres til at se, hvad de ønsker at se.

Den samme subjektivitet, der banede vejen for Piltdown, fortsætter med at plage forskningen i menneskets oprindelse. Ifølge palæantropologen Misia Landau [palæantropologer er de videnskabsmænd, der forsker i menneskets oprindelse] overskrider teorierne om menneskets oprindelse “langt, hvad der kan sluttes fra studiet af fossilerne alene, og lægger i virkeligheden en stor byrde af fortolkning på fossilfundene – en byrde, som mindskes ved at placere fossilerne i allerede eksisterende fortællingsstrukturer.”

I 1996 medgav Ian Tattersall, kurator på American Museum of Natural History, at “i palæantropologi kommer de mønstre, vi ser, sandsynligvis lige så meget fra vores ubevidste måde at tænke på som fra selve bevismaterialet.” Antropologen Geoffrey Clark fra Arizona State University gentog denne opfattelse i 1997, da han skrev: “Vi vælger imellem alternative sæt af forskningskonklusioner i overensstemmelse med vores fordomme og forudfattede meninger.” Clark antydede, at “palæantropologi har formen, men ikke substansen som videnskab.”

Biologistuderende og offentligheden generelt hører sjældent om, hvor stor usikkerheden er, når det kommer til menneskets oprindelse, sådan som den reflekteres i disse udtalelser fra videnskabelige eksperter. I stedet fodres vi blot med den seneste spekulation, som om den var en kendsgerning. Og spekulationen bliver typisk illustreret med fantasifulde tegninger af hulemennesker eller fotografier af udklædte skuespillere.”