Lidt lim klarer det hele: birkemålerne

Jeg husker fra mine biologitimer, hvordan vi lærte en historie om nogle engelske natsværmere (de såkaldte birkemålere), der med den industrielle revolutions komme havde skiftet kulør fra overvejende lyse til overvejende mørkere. Ifølge historien skete der det, at der var to varieteter af samme art af natsværmere, hvor den ene var lys og den anden mørk. Før den industrielle revolution var skovenes træstammer lyse. Derfor var de lyse natsværmere bedre camuflerede, imens de mørke var mere iøjnefaldende og blev først spist af fuglene.

På grund af forureningen fra industriens fabrikker blev træstammerne mørkere. Som resultat var de lyse birkemålere ikke længere så godt camuflerede, så nu var det dem, der blev spist, imens de mørke bedre kunne skjule sig. Følgelig blev der observeret en forskydning imellem de to populationer af natsværmere.

Jeg husker at have undret mig over, hvad pointen egentlig var. Jeg tror heller ikke helt, at min biologilærer forstod den. Hun gav nærmest indtryk af, at de mørke natsværmere opstod som resultat af forureningen. Det var dog ikke tilfældet. Begge varieteter eksisterede hele tiden. Der skete blot en forskydning imellem populationerne. “Hvad var pointen?” tænkte jeg, imens jeg håbede på og forventede, at vi snart ville blive præsenteret for nogle virkelige overbevisende beviser for evolutionsteorien, som jeg dengang ikke tvivlede på. Først mange år senere gik det op for mig, hvor tyndt det videnskabelige grundlag for Darwins teorier er, og fordi det er så tyndt eller praktisk taget ikke-eksisterende, præsenterer man os for forskydninger i populationer mellem natsværmere som et bevis på – ja, på hvad?

Det var et par indledende ord fra min side. Jeg er i gang med at gennemgå Jonathan Wells’ kritik af nogle af de gængse såkaldte beviser, der bliver givet for evolution i f.eks. skolernes lærebøger. Om de omtalte birkemålere skriver han:

“Darwin var overbevist om, at under evolutionen ”har naturlig udvælgelse været den primære, om end ikke den eneste årsag til modifikation,” men han havde intet direkte bevis for dette. Det bedste, han kunne gøre i Arternes Oprindelse, var at give “en eller to fingerede illustrationer”.

I 1950’erne kom den engelske læge Bernard Kettlewell imidlertid med, hvad der lignede et afgjort bevis på naturlig udvælgelse. I det forrige århundrede var birkemålere [en slags natsværmere] i England gået fra at være overvejende lyse i farven til overvejende mørke. Man havde en ide om, at ændringen skyldtes, at mørke birkemålere er bedre camoufleret på træstammer, der er blevet tilsodet af forurening, og dermed havde mindre chance for at blive spist af fugle.

For at teste denne hypotese eksperimentelt frigjorde Kettlewell lyse og mørke birkemålere på nærliggende træstammer i forurenede og ikke-forurenede skovområder og holdt derefter øje med, hvordan fuglene spiste de mere iøjnefaldende birkemålere. Som ventet spiste fuglene flere af de lyse birkemålere i forurenet skov og flere mørke birkemålere i de ikke-forurenede områder. I en artikel i Scientific American kaldte Kettlewell dette “Darwins manglende bevis”. Birkemålere blev hurtigt det klassiske eksempel på naturlig udvælgelse i praksis, og historien genfortælles i de fleste introduktionsbøger til biologi sammen med fotografier af birkemålere på træstammer.

I 1980’erne opdagede forskerne imidlertid nogle ting, der viste, at den oprindelige historie havde nogle brister – inklusive den relevante omstændighed, at birkemålere normalt ikke sætter sig til hvile på træstammer. I stedet flyver de om natten og gemmer sig under træernes øvre grene om dagen. Ved at sætte birkemålere ud på træstammer i dagslys havde Kettlewell skabt en situation, der ikke eksisterer i naturen. Mange biologer anser nu hans resultater for ugyldige, og nogle stiller ligefrem spørgsmålstegn ved, om naturlig selektion var ansvarlig for de observerede forandringer.

Så hvorfra kom alle disse billeder, der prydede lærebøgerne med birkemålere? De var alle kunstigt sat op. For at fremme processen havde nogle fotografer endog limet døde birkemålere på træerne. De, der arrangerede sådanne billeder før 1980’erne, troede selvfølgelig, at de gengav den virkelige situation nøjagtigt, men vi ved nu, at de tog fejl. Trods det afslører et kig på næsten enhver nutidig biologibog, at de stadig bruges som bevis for naturlig udvælgelse.

I 1999 forsvarede en canadisk lærebogsforfatter denne praksis: ”Man er nødt til at se på, hvem publikum er. Hvor indviklet kan man gøre det for den, der lærer dette for første gang?” blev Bob Ritter citeret for at have udtalt i Alberta Report Newsmagazine i april 1999. Gymnasieelever ”er stadig meget konkrete i måden, de lærer på,” fortsatte Ritter. “Vi ønsker at formidle ideen om selektiv tilpasning. Senere kan de se kritisk på arbejdet.”

Tilsyneladende kan dette ”senere” være meget senere. Da Professor Jerry Coyne fra University of Chicago lærte sandheden at kende i 1998, var han langt inde i sin karriere som evolutionsbiolog. Hans tilfælde viser, hvor lumske disse evolutionsikoner virkelig er, når de kan vildlede eksperter såvel som novicer.”