Hop til indhold

Hunderacer som evidens for evolution

Et klassisk argument for evolution er den store variation man finder indenfor hunderacer. Blandt de mange der trækker dette argument op af hatten, er to af de ledende evolutionsfortalere professor Jerry Coyne og professor Richard Dawkins.

Dawkins bruger en del plads på argumentet i sin bog The Greatest Show on Earth: The Evidence for Evolution.

Siden hunderacer kan være umådeligt forskellige argumenterer neodarwinisterne, at det er evidens for, at variation over tid kan føre til dannelse af nye arter. Dawkins pointerer, at siden den store variation i hunde er opnået på få hundrede år, kan de hundredemillioner af år som evolutionen havde til rådighed sagtens danne basis for den samlede biodiversitet.

Det er jo et ganske godt argument, hvis man lader det blive ved det, og undlader at grave yderligere i de data vi har til rådighed.

Kigger vi argumentet efter i sømmene, tegner der sig imidlertid et helt andet billede. Alle hunderacer er et produkt af tab af information i DNAet. De startede alle ud som ulve, men gennem intens avl har man ødelagt og hæmmet gener og derigennem udviklet nye former, størrelser og andre karakteristika. Urhunden, ulven, har det komplette genom, mens alle hunderacer, uden undtagelse, mangler større eller mindre portioner af det.

Hunde er med andre ord degenererede ulve, og der er således intet der kan bruges som evidens for evolution i den historie. Den tyske mutationsgenetiker Wolf-Ekkehard Lönnig har dokumenteret de mange degenereringer, som har produceret de kendte hunderacer. I sin bog Unser Haushund: Eine Spitzmaus im Wolfspelz?: Oder beweisen die Hunderassen, dass der Mensch von Bakterien abstammt?, viser han fx, at gravhundens korte ben er en genetisk defekt. Ingen hunderacer har øget deres genom i forhold til ulven, og der er derfor ikke tale om evolution.

Dr. Wolf-Ekkehard Lönnig
har arbejdet med mutationsgenetik ved
Max Planck instituttet i 25 år

Vi skal huske at evolution er en gradvis udvikling fra simple til komplekse organismer, altså en gradvis øgning af informationsindholdet i DNAet.

Alle hunde er altså i og for sig ”syge” ulve, og det siger sig selv at evolutionsargumentet ikke holder, når variationen er opnået gennem tab af genetisk information.

Problemet omkring dette ugyldige argument bliver også berørt i Michael Behes ny bog Darwin Devolves (som forlaget Origo vil udgive i dansk oversættelse i 2021). Hunde er netop et godt eksempel på det modsatte af evolution, nemlig devolution.  

K.Pultz

One thought on “Hunderacer som evidens for evolution Skriv en kommentar

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: