Hvor blev artsdannelsen af?

Som jeg var inde på i går, har ingen endnu observeret artsdannelse, dvs. set en ny art opstå. Ligesom på Darwins tid kan variation inden for en art let iagttages, men ”evolution” ud over denne variation er stadig hypotetisk. Evolutionsbiologerne har ikke engang kunnet postulere en teoretisk mekanisme, der tilfredsstillende kan forklare, hvordan nye arter fremkommer, for slet ikke at tale om at have observeret denne mekanisme i naturen.

Nogle bestrider denne kendsgerning. På Internettet kan man finde hele lister over observerede tilfælde af artsdannelse (se f.eks. her og her). Men disse eksempler drejer sig for de flestes vedkommende om variationer inden for bestemte arter og ikke om artsdannelse. En undtagelse herfra er ”polyploidi” eller kromosommutation, hvor antallet af kromosomer i et afkom f.eks. er det dobbelte af forældrenes kromosomtal. Polyploidi forekommer specielt hos planter og er en reel artsdannelse med nye arter, der ikke kan krydses med deres stamformer. Imidlertid skaber polyploidi ikke ny genetisk information, men er stadig en kombination af allerede eksisterende arveanlæg. Det gør polyploidi irrelevant i en diskussion om den påståede artsdannelse, der skulle ske på grund af små tilfældige ændringer (punktmutationer), den slags mutationer, der ifølge den neodarwinistiske teori er evolutionens drivkraft.

Den 1. april skrev jeg om Darwins finker, et ofte påstået eksempel på artsdannelse. Men selv om finkerne ser ud til at have en fælles stamfader, er de ikke et ægte eksempel på artsdannelse, for de forskellige arter kan faktisk parre sig med hinanden og få frugtbart afkom. Nogle af arterne ser endda ud til at være i færd med at slutte sig sammen til én art igen. Med andre ord er finkerne ikke et eksempel på artsdannelse, men på variation inden for en art.

Et andet ofte citeret eksempel er sølvmågen og sildemågen, der danner, hvad man kalder for en ”ringart”. I Europa er disse fugle to arter, men hvis man følger sølvmågen østpå gennem Rusland og Sibirien til Nordamerika, Grønland, Island og tilbage til Europa, vil man se sølvmågen gradvist blive mere og mere som sildemågen. Alt i alt tyder det stærkt på, at de to mågearter har forgrenet sig fra en tidligere mågeart, og specielt i Europa er de blevet til to arter, der ikke parrer sig med hinanden.

Men selv om de ligner to arter, kan de faktisk godt parre sig med hinanden og få frugtbart afkom. Det, der afholder dem fra det, er ikke en manglende biologisk evne til at gøre det, men en forskel i adfærd. Endnu engang er dette ikke et eksempel på ægte artsdannelse, men blot på variation inden for en art.

Sammenfattende skrev bakteriologen Alan H. Linton: ”Intet sted i faglitteraturen finder man det dokumenteret, at én art har udviklet sig til en anden art. Bakterier, den enkleste form for selvstændigt liv, er ideelle til den slags forskning med en formeringstid på tyve til tredive minutter og population efter atten timer. Men i bakteriologiens 150-årige historie tyder intet på, at én art har ændret sig til en anden…Siden der ingen beviser er for ændringer af arter hos de enkleste former for encellet liv, er det ikke overraskende, at der ingen beviser er for evolution fra prokaryotiske til eukaryotiske celler [”prokaryotiske celler” har ingen cellekerne og er mere primitive end ”eukaryotiske celler”] for slet ikke at tale om hele spektret af højerestående, flercellede organismer.”[i]

Evolutionsbiologerne Lynn Margulis og Dorion Sagan skrev på samme måde i 2002: ”Artsdannelse, hvad end det er på afsidesliggende Galapagos, i drosofilosoffernes laboratoriebure eller i palæontologernes sammenstuvede aflejringer, er endnu aldrig blevet påvist.”[ii]

”Drosofilosoffer” er et ordspil på Drosophilus, det latinske ord for bananfluen, et yndet forsøgsdyr i genetisk forskning. Så evolutionsteorien, hvad end det er i Darwins oprindelige formulering eller formuleret som neodarwinisme, mangler stadig at blive dokumenteret. Arternes oprindelse er lige så lidt forstået i dag, som da Darwin udgav Arternes Oprindelse for over 150 år siden.

***

[i] Citeret fra The Design of Life: Discovering Signs of Intelligence in Biological Systems, William A. Dembski and Jonathan Wells, Foundation for Thoughts and Ethics, Dallas, TX, USA, 2007, s. 102.

[ii] The Design of Life, s. 102.