De arkæologiske fund fra St. Prest, Frankrig

Når det kommer til menneskets historie og udvikling er det interessant at kigge på arkæologiske fund, der paradoksalt nok er ukendte for de fleste, lægmænd såvel som professionelle arkæologer og andre forskere, tilsyneladende fordi de strider imod de gængse opfattelser om, hvor længe der har levet mennesker som os (Homo sapiens sapiens). Et sådant eksempel er nogle franske fund fra det 19. århundrede.

I april 1863 rejste Jules Desnoyers fra Frankrigs Nationalmuseum til St. Prest i det nordvestlige Frankrig for at indsamle fossiler. I nogle grusaflejringer fandt han et stykke af et skinneben fra et næsehorn. Han bemærkede en række smalle pilemærker på knoglen. For Desnoyers så det også ud, som om nogle furer stammede fra en skarp kniv eller et flinteblad. Han lagde også mærke til små cirkelformede mærker, der meget vel kunne være lavet af et spidst redskab. Desnoyers undersøgte senere nogle fossilsamlinger fra St. Prest på forskellige museer. Han fandt samme slags mærker og indberettede dem til Det Franske Videnskabsakademi.

Ifølge nogle nutidige videnskabsmænd er lokaliteten ved St. Prest fra Øvre Pliocæn (2-3 mio. år gammel). Hvis mærkerne på knoglerne stammer fra flinteredskaber, må der have levet mennesker i Frankrig på den tid. Ifølge moderne palæoantropologi må et eller andet være galt her, for mennesker, der brugte avancerede stenredskaber, kan umuligt have levet i Europa på den tid. Man mener nu, at ved Pliocæns afslutning for 2 millioner år siden var mennesket endnu ikke opstået. Kun i Afrika havde mennesket nogle primitive forfædre, Australopithecus og Homo habilis. Sidstnævnte anses for at være den første redskabsfremstiller.

Ifølge andre forskere kan lokaliteten ved St. Prest være yngre end Pliocæn, måske kun 1,2–1,6 mio. år gammel. Men selv da er de mærkede knogler en stærk afvigelse fra standardopfattelsen.

Allerede i det 19. århundrede opstod der strid om Desnoyers’ fund. Opponenter hævdede, at mærkerne var lavet af de redskaber, der havde gravet knoglerne frem. Men Desnoyers viste, at snitmærkerne var dækket af samme sediment som de andre overflader på de fossile knogler. Den kendte britiske geolog Sir Charles Lyell mente, at mærkerne var lavet af tænder fra gnavere, mens den franske forhistoriker Gabriel de Mortillet anførte, at mærkerne ikke kunne være fra dyr. Han mente i stedet, at de var lavet af skarpe sten, der var ført hen over knoglerne af tektonisk tryk. Til dette svarede Desnoyers: “Mange af skæremærkerne er slebet ned af senere skuring, fordi knoglerne har bevæget sig i sandet og gruset. De resulterende mærker er helt anderledes end de oprindelige mærker og furer.”

Hvem havde ret, Desnoyers eller de Mortillet? Nogle eksperter mente, at spørgsmålet kunne afgøres, hvis det blev vist, at St. Prests grusaflejringer indeholdt flinteredskaber, der med sikkerhed var fremstillet af mennesker. Præsten Louis Bourgeois, der også var en dygtig palæontolog, undersøgte omhyggeligt aflejringerne ved St. Prest efter sådanne spor. Hans tålmodighed belønnede ham til sidst med et antal flintestykker, som han mente var ægte redskaber, og indberettede dem til Videnskabernes Akademi i januar 1867. Den kendte franske antropolog Armand de Quatrefages kommenterede, at redskaberne omfattede skrabere, bor og lansespidser.

Selv dette tilfredsstillede ikke Mortillet, som hævdede, at flintestykkerne, Bourgeois havde fundet ved St. Prest, var dannet ved geologiske processer. I vores forsøg på at besvare spørgsmålet om ridser og mærker på knogler er vi stødt ind i et andet problem, nemlig hvordan man genkender menneskeligt arbejde på flint og andre stengenstande. Her kan vi bide mærke i, at afgørelse af, hvordan man genkender et stenredskab, er genstand for betragtelig strid, også i dag.

I 1910 kom den kendte amerikanske palæontolog Henry Fairfield Osborn med disse interessante bemærkninger om stenredskaberne fra St. Prest: “De tidligste spor af mennesket i disse lag fra denne tid var de mærkede knogler, der blev opdaget af Desnoyers ved St. Prest nær Chartres i 1863. Tvivl om den kunstige natur af disse skæremærker er blevet fjernet af de nylige udforskninger ved Laville og Rutot, der resulterede i fundet af eolitiske flintestykker, der fuldt ud bekræfter Abbé Bourgeois’ fund i disse lag i 1867.”

Fundene fra St. Prest skulle nu have gjort det klart, at vi står med palæontologiske problemer, som der ingen hurtig eller nem løsning er på. At man ikke blot uden videre kan afvise disse knogler som bevis på, at der levede mennesker i Pliocæn, er sikkert. Man kan derfor undre sig over, hvorfor St. Prest-fossilerne og tilsvarende fund aldrig omtales i bøger om menneskets udvikling undtagen i sjældne tilfælde, hvor en kort fodnote nedladende affærdiger dem. Er det virkeligt så indlysende, at disse fund er uacceptable? Eller skyldes udeladelsen, at genstandenes potentielle alder fra Øvre Pliocæn strider imod gængse opfattelser om menneskets oprindelse?

Med sådanne tanker i baghovedet skrev Armand de Quatrefages, professor på Paris’ Naturhistoriske Museum, i sin bog Hommes Fossiles et Hommes Sauvages (1884): “Indvendingerne imod eksistensen af mennesker i Pliocæn og Miocæn ser tit ud til at handle mere om teoretiske hensyn end om direkte observationer.”

***

Kilden til dette materiale har jeg hovedsageligt hentet fra Michael Cremos Hidden History of the Human Race, som jeg oversatte og udgav på dansk i 2006 under titlen Forbudt Arkæologi.