Uintelligent Design

Kritisk analyse af undervisningshæftet Uintelligent Design

Udgivet af Naturhistorisk Museum i Århus (2009)

Ondt i ryggen beviser evolution

I hæftet lægges der ud med argumentationen om, at ondt i ryggen er et resultat af, at vores ryg oprindeligt var udviklet til gang på alle fire. Evolutionen halter så at sige bagefter og har ikke fuldstændig fået tilpasset ryggen for os mennesker til et liv som bipedale. En illustration i bogen viser skelettet af en hund og et menneske, og forfatter, biolog Jan Gruwier Larsen, forklarer: Mennesker, hunde og alle andre hvirveldyr på land har en fælles forfader og er variationer over samme tema, uanset store forskelle i det ydre.

Jeg mener her at kunne se et problem, – argumentationen bliver cirkulær: Evolutionen fortæller, at vore forfædre gik på alle fire; derfor beviser ondt i ryggen, at vi stammer fra dyr, som gik på alle fire.

Der gives et grundigt indblik i ryggens opbygning med hvirvler, bruskskiver og ledbånd på kryds og tværs mellem flere hvirvler, så den, og jeg citerer, bliver en stiv men alligevel fleksibel konstruktion. Her måtte jeg trække lidt på smilebåndet, for desværre for evolutionsbiologerne er vort sprog endnu ikke blevet tilpasset til, at ”evolution er et faktum”, så ord som konstruktion, der antyder design, sniger sig uvægerligt ind, når biologiske funktioner skal beskrives.

Snæver fødselskanal

Fødselskanalens snæverhed, som er næste emne i hæftet, udgør uomtvisteligt et problem for kvinder, og der påpeges rettelig, at død i barselsseng stadig er et meget trist faktum i den tredje verden. En ikke uvæsentlig iagttagelse, som fint kunne danne udgangspunkt for en filosofisk diskussion om, hvorvidt det peger på, at den intelligente designer er ond, eller hvorvidt noget i skabelsen er gået galt (fx et syndefald). Kompromiserne tilskrives naturligvis evolutionen, som når der står: menneskets og især kvinders bækkenkonstruktion har været et reelt evolutionsmæssigt dilemma, hvor to faktorer, evnen til at føde børn med et stort hoved og evnen til at flytte sig langt uden for stort energiforbrug, har været stillet op imod hinanden. Resultatet blev et halvdårligt kompromis. Og lidt senere står der: Menneskets bækkenkonstruktion (hæ hæ! Ordet konstruktion igen) er et kompromis mellem kravene til effektiv bevægelse og til at kunne føde børn.  Som jeg ser det, afliver forfatteren her sit eget argument, da samme kompromis netop vil være nødvendigt for en designer at indgå.  

Morfologiske kompromiser modbeviser ikke intelligent design, tværtimod, argumentet kan i allerhøjeste grad anvendes som bevis for design, fordi kompromiser findes iboende ethvert ingeniørværk.

Gangbesværet flagermus

I næste kapitel er det flagermusen, som står for skud: Flagermus, der har inddraget bagbenene til flyvning ved at forene dem med forbenene i en fælles flyvehud, er notorisk dårlige fodgængere. En flagermus på jorden er et ynkeligt syn. Flagermus kan to ting, nemlig flyve og hænge med hovedet nedad. Med argumentet om morfologiske kompromiser som bevis imod design bevæger Jan G. sig væk fra biologien og ind på det filosofiske domæne, hvor spørgsmålet ville lyde: Kunne designeren have skabt en verden, hvor ingeniørmæssige kompromiser kunne undgås?

Om designeren kunne have undgået, at flagermusen fik gangbesvær, og hvorfor han skulle have undgået det, er et spørgsmål for filosoffen snarere end for biologen at forsøge at besvare.

Funktionsløse?

Jan G. berører kortvarigt rudimentære organer, som også kategoriseres som uintelligent design og dermed altså evidens imod ID.  Her er, hvad han skriver om hvalen: Dybt inde i spækmasserne på en hval ligger et par små, løse knogler uden forbindelse med skelettet og uden nogen funktion. Det er rester af hvalernes bagben, der ikke har været brugt i 40 millioner år og nu ligger og flyder rundt inde i dyret som en glemt operationstampon. Mildest talt en forbløffende påstand, når man tager følgende udsagn i betragtning: they lost external hind limbs and evolved a highly reduced pelvis that seems to serve no other function except to anchor muscles that maneuver the penis.

Citatet er fra tidsskriftet Evolution; International journal of organic evolution og er altså et eksempel på, hvad evolutionsfortalernes egne eksperter mener. Så knoglerne er altså fæstningspunkt for musklerne, som styrer hvalens penis – funktionsløse? – I think not!

Den klassiske stråmand

Kritik af ID side 33: Argumentet for intelligent design består i, at man ikke umiddelbart kan finde en videnskabelig forklaring på et biologisk fænomen, og at man forventer, at en sådan forklaring aldrig vil kunne findes. Derfor antager man, at det studerede fænomen må skyldes en intelligent designer.

Det Gruwier Larsen her gør sig skyldig i, er anvendelsen af det klassiske stråmandsargument, hvor man opstiller en let nedskydelig fejlrepræsentation af modstanderens standpunkt for derefter at nedskyde den. Den korrekte definition på ID er, at hypotesen hævder, at visse egenskaber ved levende organismer bedst lader sig forklare med intelligens som årsag.

ID-forskere anvender de samme kriterier, som bruges indenfor arkæologi, retsvidenskab og det videnskabelige rumprogram SETI (Search for extraterrestrial intelligence). Også ID beskæftiger sig med at afgøre, om fænomener udviser de karakteristika, man på forhånd ved er kendetegnende for intelligent kausalitet – den digitale kode i DNA er et sådant eksempel. Jan Gruwiers stråmandsargument er jeg stødt ind i et utal af gange. Evolutionsfortalere føler sig åbenbart konsekvent nødsaget til at ”snyde på vægten”, når ID forsøges gendrevet.

Stråmand nr. 2

Senere i kritikken af ID belæres man om videnskabsteori igennem en analogi om forsvundne bilnøgler. To kendte årsager til bilnøglers forsvinden vurderes og beskrives som godkendte teorier: 1) Datteren kan have taget dem, eller 2) de ligger måske i et par andre bukser. Den tredje teori, som så er den ugyldige, er den, at grønne rumvæsner har taget nøglerne. Jan G. forklarer, at sidstnævnte teori ikke kan anerkendes, da den indeholder for mange antagelser (Occams barberkniv-princip), og pointen er klar: ID er at sidestille med teorien om de grønne rumvæsner.

Igen en bevidst vildledning gennem et stråmandsargument, for sandheden er, at ID peger på intelligens som kausalitet, hvilket absolut ikke er det samme som rumvæsner. Intelligens står fx øverst på listen over kendte årsager til fremkomsten af digitale koder, mens tilfældige processer slet ikke findes på listen. Det betyder at, hvad angår DNA-koden, så er det faktisk evolutionsteorien, som svarer til de grønne rumvæsner, fordi i tilfældet med DNA, er der alt for mange antagelser forbundet med evolutionsteoriens påstand om tilfældige processer som årsag. Der kan således argumenteres for, at den egenskab ved ID som Jan G. hævder, gør den uvidenskabelig, i virkeligheden kan tilskrives evolutionsteorien.