Hop til indhold

En lang historie kort: Hvalens evolution

Sidste torsdag (den 23.4.2020) havde det amerikanske ID-institut Discovery Institute inviteret til et webinar om hvalens evolution. 500 interesserede deltog fra hele verden inklusive vores egen Karsten Pultz, så måske vil han fortælle lidt mere om det på et andet tidspunkt. Her vil jeg blot indbyde alle vores læsere på http://www.intelligentdesign.dk til at se den korte, men meget morsomme og lærerige video, som webinaret startede med:

Filmens pointe er i virkeligheden meget enkel. Hvaler gives nu om dage tit som et skoleeksempel på, hvad en ikke-styret evolution kan gøre på kort tid, i dette tilfælde 8 millioner år eller måske kun halvdelen af det. Det hævdes også, at en serie fossiler inden for dette tidsrum dokumenterer denne evolution.

Overgangen fra det første fossil, den ulvelignende Pakicetus, til vore dages moderne hvaler har imidlertid krævet talløse sindrige nyskabelser som f.eks. varmevekslingssystemet til hvalhannens indre testikler. Her er det, at dokumentationen og fossilerne løber ind i problemer, for der ser slet ikke ud til at have været tid nok til de mange ændringer, hvis tilfældige mutationer og naturlig selektion har været den eneste drivkraft. Hvad mere er, at selv om evolutionisterne hævder at have talrige fossiler, der dokumenterer denne evolution, er fossilbeviserne i virkeligheden så spinkle, at de aldrig ville kunne være blevet accepteret inden for noget andet videnskabsfelt.

Som filmen spørger det: “Hvis dette er det bedste, som evolutionisterne har, hvad siger det da om beviserne for resten af deres teori?”

Skriv en kommentar