Museernes evolutionsbedrag

Som opfølgning på Leif Asmarks indlæg fra 28/4 vil jeg i dag nævne lidt om de naturhistoriske museers brug af de livagtige figurer, som bruges i promoveringen af ideen om udvikling fra abe til menneske.

Fossilet Lucy, nærmere betegnet arten australopithecus afarensis, har nu i mange år bakket påstanden op om en bipedal abe som tidlig overgangsform ledende til mennesket. At have et fossil som dokumenterer en opretgående abe, er naturligvis vigtig, når evolutionsteoriens påstand om abe til menneske udviklingen skal sælges til den bredde befolkning. Lucy ses derfor på naturhistoriske museer overalt i verden.

Problemet er, at flere videnskabelige rapporter har sået tvivl, om lucys opretgående gang siden fossilet blev fundet i halvfjerdserne. I tidsskriftet Nature/vol 404/march 2000 fremgår det, at afarensis havde tydelige morfologiske egenskaber, som definitivt beviser, at den gik på knoerne. Knoglestrukturerne i håndleddene viser, at lucy besad den låsemekanisme, som aber har, der gør, at de kan støtte på knoerne, – en absolut nødvendighed for at gå på alle fire.

Da bækkenpartiet på det oprindelige fund var i så medtaget stand, at man egentlig kunne rekonstruere det, som man havde lyst til, valgte man at genskabe det, ud fra den antagelse at Lucy gik oprejst. Professor i anatomi David Menton dokumenterer dette i foredragsrækken ”Lucy She’s No Lady” (kan findes på youtube).

Der eksisterer altså ingen reel evidens for bipedal gang, mens der er soleklar evidens for gang på knoerne. Gang på knoerne udelukker naturligvis opret gang, da det er 2 vidt forskellige gangmetoder, som hver kræver et unikt ikke-reducerbart komplekst bevægeapparat.

På trods af disse meget tvivlsomme forhold angående evidensen står der full- size figurer af en opretgående afarensis på et utal af naturhistoriske museer. David Menton påpegede fejlen overfor ledelsen på et sådant museum, og fik tilbagemeldingen at man godt var klar over, at det var forkert. Man ville imidlertid ikke ændre udstillingen, idet Lucy-figuren meget fint formidlede det budskab, museet ønskede angående evolution.

Titlen på artiklen fra Nature lyder: Evidence that humans evolved from a knuckle-walking ancestor. Artiklen demonstrerer, at Lucy bestemt ikke gik oprejst. Forfatterne har dog, på behørig vis, udtrykt deres uforbeholdne bekendelse til evolution, ved at formulere titlen som de gør.

I den etablerede akademiske verden er det ok, at demonstrere at andres beviser for evolution er fejlagtige, så længe man selv fuldt ud bekender sig til troen på evolution, – sådan fungerer de uskrevne regler i de kredse.

At Lucy regnedes for forfader til mennesket var baseret på dens formodede oprejste gang, det er derfor meningsløst at titlen på artiklen lyder som den gør. Med afvisning af den oprejste gang er der nemlig intet der med rimelighed kan placere den som forfader til mennesket.

Museerne verden over, inklusive vort eget Moesgård museum, ignorerer at evidensen i dag peger på at Lucy var en ganske almindelig abe, med de til træklatring indrettede hænder og fødder. Lucy står på Moesgård, med sine velformede menneskefødder og menneskehænder og vidner om det uimodsigelige ”faktum”, at tilfældig mutation engang udstyrede en abeart med evnen til opret gang.

Dette bedrag er på sin vis værre end Piltdownmanden, da det effektivt fører millioner af almindelige mennesker bag lyset, og pådutter dem en fortælling, som ikke er andet en fri fantasi.