Inspiration – hvad er det for noget?

Jeg har på det seneste skrevet om dyrs adfærd og eksempler på forbløffende instinkter. Jeg skrev således om monarksommerfuglen og dens årlige træk på mindst 3.000 kilometer fra Nordamerika til det sydlige Mexico. Hvordan forklarer man det? Da denne adfærd afhænger af den samtidige tilstedeværelse af mange komplekse former for adfærd og instinkter, er det svært at se, hvordan en gradvis, ikke-styret evolution kan forklare sådanne instinkter.

Derfor skrev jeg i forbindelse med monarken: ”Er der en højere, allestedsnærværende intelligens i naturen, der giver ikke bare monarken, men også de talrige andre arter af dyr, fugle, insekter og sågar os mennesker instinkter og inspiration til at handle på disse forbløffende og intelligente måder?”

Et naturligt forekommende psykisk fænomen, der yderligere støtter en sådan ide, er inspiration, som vi alle er bekendte med. Vi kender alle til somme tider at være inspireret eller til at få en genial ide eller inspiration. Vi kender sikkert også til det modsatte, nemlig ikke at have inspiration. Jeg kender selv til det, når jeg skriver her til www.intelligentdesign.dk. Somme tider kan jeg simpelthen ikke komme i gang med at skrive, fordi jeg mangler inspirationen til, hvad jeg skal skrive. Andre gange kommer inspiration til mig hurtigere, end jeg kan følge med på tastaturet.

Inspiration er et ret gådefuldt psykologisk fænomen, hvis man vil forklare dets oprindelse rent materielt eller evolutionært. Ideer, der er vanskelige eller tilmed umulige at undfange igennem normale tankeprocesser, dukker fuldt færdige op i sindet, som om de kommer fra en ydre kilde. Inspiration spiller en central rolle i alle kreative bestræbelser. Wolfgang Amadeus Mozart beskrev engang sin skabende proces således:

Når jeg har det godt og er i godt humør, eller når jeg kører eller går en tur … vælder tanker op i mit sind så let, som man kunne ønske det. Hvor kommer de fra, og hvordan gør de det? Jeg ved det ikke og har intet med det at gøre … Så snart jeg har et tema, kommer der en anden melodi og forbinder sig med den første i overensstemmelse med kompositionens behov i dens helhed. Kompositionen kommer ikke til mig i den rigtige rækkefølge med de forskellige dele udarbejdet i detaljer, som de bliver det senere, men det er i dens helhed, at min forestilling lader mig høre den.[i]

Ikke kun inden for kunstnerisk inspiration, men også i forbindelse med løsningen af vanskelige videnskabelige og matematiske problemer spiller fænomenet en rolle. Problemer, som forskere kan løse ved intellektuel kraft alene, er som regel kun rutineproblemer. Vigtige videnskabelige fremskridt involverer næsten altid pludselige inspirationer, som i mange tilfælde kommer uventet efter en afmatning oven på en lang periode med intense, men resultatløse forsøg på problemløsning.

Matematikeren Karl Gauss (1777–1855) fortalte om et typisk tilfælde på dette fænomen. Efter at have forsøgt i årevis uden held at bevise en bestemt læresætning om hele tal, gik løsningen pludseligt op for ham. Han beskrev sin oplevelse således:

”Omsider lykkedes det for mig for to dage siden … Som et pludseligt lynglimt blev gåden løst. Jeg kan ikke selv sige, hvad der var ledetråden, der forbandt, hvad jeg tidligere vidste, med det, der gjorde mit held muligt.”[ii]

Inspiration ser således ud til at komme fra en kilde, der ligger uden for den bevidste person og giver ham eller hende viden, som ikke kan indhentes gennem nogen bevidst bestræbelse. Den franske matematiker Henri Poincaré (1854–1912) blev efter at have tænkt dybt over fænomenet med inspiration i sit eget arbejde ledt til at overveje en kilde, der mindede om en slags guddommelig indgriben. Poincaré kaldte denne kilde ”det underbevidste selv” og beskrev det som følger:

” … det er på ingen måde underlegent det bevidste selv. Det er ikke noget rent automatisk. Det har dømmekraft, det har takt og finfølelse. Det kan vælge og forudane. Hvad kan jeg sige? Det er bedre til at forudsige end det bevidste selv, siden det [underbevidste selv] lykkes der, hvor det [bevidste selv] fejler. Står det underbevidste selv med andre ord ikke over det bevidste selv?”[iii]

Selv om Henri Poincaré igennem sin egen erfaring med inspiration nåede frem til ideen om det ”underbevidste selv”, et selv, som han tilskrev næsten overnaturlige egenskaber (”Er det underbevidste selv med andre ord ikke højere end det bevidste selv?”), bakkede han ikke desto mindre hurtigt væk fra ideen om guddommelig inspiration: “Jeg må tilstå, at jeg for mit vedkommende ville hade at skulle acceptere en sådan konklusion.”[iv] Han foreslog derefter en mekanisk forklaring på, hvordan det underbevidste selv, når det betragtes som en maskine, kunne være årsag til inspiration. Poincaré foreslog, at det underbevidste selv mekanisk og tilfældigt sammensætter mange kombinationer af matematiske symboler, indtil det til sidst finder en kombination, der tilfredsstiller det bevidste sinds ønske om at finde frem til et bestemt matematisk resultat.

Poincaré kom ikke nærmere ind på, hvordan en sådan maskine skulle være opstået til at begynde med. Poincaré vidste også, at antallet af kombinationer, der er involveret i en sådan form for problemløsning, let kunne overstige antallet af operationer, som hjernen på kort tid med rimelighed kan forventes at udføre. Poincarés foreslåede mekanisme virker ydermere ikke til at kunne forklare den kreative inspiration, der foregår i en Mozart eller Beethovens hjerne, for deres kompositioner ser ud til at være kommet til dem uventet, nærmest som en gave, og var normalt ikke løsninger på noget bestemt problem.

Mig bekendt har ingen foreslået nogen form for testbar teori eller sågar kommet med bare et rimeligt forslag til, hvordan inspiration kan komme fra en fysisk mekanisme. Selv om inspiration er en almen erfaring, og selv om inspiration eller inspirerede instinkter kan iagttages overalt i naturen, har videnskaben viet fænomenet så godt som ingen opmærksomhed. Stadigvæk er spørgsmålet: ”Hvorfra kommer inspiration?” Ved første øjekast ligner det en slags allestedsnærværende kilde til intelligens – en overbevidsthed bag alle fænomener.

Muligheden af eksistensen af en sådan allestedsnærværende overbevidsthed har nogle interessante implikationer for teorien om intelligent design, hvis fortalere bl.a. har diskuteret, hvor involveret en sådan bagvedliggende intelligens er i naturens funktioner. Nogle har foreslået, hvad de kalder “frontlæsning”, en ide om, at den første levende celle blev skabt intelligent programmeret til at udvikle sig uden yderligere intelligent involvering. Andre foreslår et forløb med en hovedsagelig naturlig evolution, der med mellemrum afbrydes af en form for intelligent indgriben. Men tyder inspiration og komplekse dyreinstinkter i virkeligheden ikke på, at intelligent indgriben er en løbende og konstant del af naturen?

***

[i] The Psychology of Invention in the Mathematical Field, Jacques Hadamard, Princeton University Press 1949, s. 16. Her citeret fra Origin, The Bhaktivedanta Book Trust 1984, s. 26.

[ii] Samme som ovenfor, s. 15, henholdsvis s. 26.

[iii] The Foundations of Science, Henri Poincare, The Science Press, Lancaster, Pennsylvania, USA, 1946, s. 390.

[iv] The Foundations of Science, Henri Poincare, s. 391.