Til forsvar for naturlige designere

ID-tilhængere påpeger, at en konklusion om, at livet er designet, ikke nødvendiggør, at de pågældende designere er overnaturlige væsner. Som Michael Behe formulerer det:

“… selvom jeg argumenterer for design, er spørgsmål om designerens identitet fortsat åbent. Mulige kandidater til rollen som designer omfatter: kristendommens Gud; en engel – falden eller ej; Platons demigurg; en mystisk new age-kraft; rumvæsner fra Alpha Centauri; tidsrejsende; eller et fuldstændig ukendt intelligent væsen. Naturligvis kan nogle af disse muligheder virke mere sandsynlige end andre, baseret på information fra andre felter end videnskaben. Ikke desto mindre, når det angår designerens identitet, gentager moderne ID-teori gladeligt Isaac Newtons bemærkning hypothesis non fingo [lat., “jeg udtænker ikke hypoteser”].” (Behe, 2003, s. 276)

Kritikere af intelligent design hævder ofte, at denne uvilje mod at identificere designeren er udtryk for ond vilje hos ID-tilhængere: Et forsøg på at benægte, at intelligent design er et religiøst begreb, så de kan få det på skoleskemaet i amerikanske folkeskoler.

ID-tilhængeres motiver er imidlertid irrelevante, når det gælder om at vurdere, om en designkonklusion logisk kræver, at man identificerer designerne med en gud.

Videnskabsteoretikeren Elliott Sober mener at kunne påvise, at en sådan logisk sammenhæng gør sig gældende. I en artikel med titlen “The Intelligent Design Theory and the Supernatural – The ‘God or Extra-Terrestrials’ Reply” argumenterer han for, at hvis ID-tilhængeres argument er korrekt (hvilket han ikke mener, at det er), ville det logisk føre til eksistensen af en overnaturlig intelligent designer (Sober, 2007).

I denne artikel vil jeg diskutere problemerne med Sobers argument og vise, hvorfor intelligent design ikke nødvendiggør eksistensen af en overnaturlig designer. Jeg vil således ikke argumentere for, at en designer må være naturlig, men alene, at dette er en mulighed.

Sobers argument

Sober tager udgangspunkt i Michael Behes argument fra irreducibel kompleksitet, som Sober beskriver således: “Hvis et system i naturen er irreducibelt komplekst, skyldes dets oprindelse en intelligent designer.”

Ifølge Sober må enhver naturlig designer, der er i stand til at designe og bygge et irreducibelt komplekst system, selv være irreducibel kompleks. Og således fører designargumentet til en uendelig række af intelligente designere, der kun kan afsluttes, hvis mindst en af designerne er overnaturlig.

Sober definerer det menneskelige sind som et system bestående af sanseindtryk og hukommelse, der påvirker vores holdninger og ønsker, hvorefter disse gennem en beslutningsproces fører til en intention (figur 1). Hvis en af elementerne ikke er til stede, argumenterer han, kan sindet ikke udføre sin funktion. “Denne opdeling karakteriser ikke blot menneskelige væsner; jeg foreslår, at den også beskriver sindene hos intelligente designere, der designer og producerer irreducibelt komplekse systemer, hvad enten de er mennesker eller ej.” (s. 74)

Irreducibel kompleksitet

Inden vi diskuterer Sobers argument, er det værd at kigge på, hvordan Behe selv definerer irreducibel kompleksitet (Behe, 1996).

I sin bog Darwin’s Black Box citerer Behe Charles Darwin, der i Arternes Oprindelse skrev: “Dersom man kan fremvise et eksempel på et komplekst organ, som umuligt kan være blevet dannet ved talrige på hinanden følgende små ændringer, ville min teori helt og aldeles styrte sammen.” (Darwin, 1859, s. 219)

Behe mener, at et irreducibelt komplekst system opfylder Darwins kriterie. Behe definerer et irreducibelt komplekst system som “et system sammensat af adskillige samvirkende og til hinanden tilpassede dele, der bidrager til den grundliggende funktion, og hvor fjernelsen af en hvilken som helst af disse dele vil få systemet til at ophøre med at fungere.” (Behe, 1996, s. 39)

Behe bruger en musefælde til at illustrere denne definition: En musefælde består som regel af en træplade, en fjeder, en hammer, en stopper (der holder hammeren tilbage), en udløser og en mængde stifter, der holder det hele sammen. Hvis en af disse dele mangler, fungerer musefælden ikke længere.

Behe henviser til en række molekylære strukturer i levende celler, der er irreducibelt komplekse. Bl.a. den bakterielle flagel, der er en roterende motor, som nogle bakterier bruger til at bevæge sig gennem vandet med.

Problemet med Sobers argument

Vi kan nu se, hvor problemet med Sobers argument opstår. I beskrivelsen af sindet opdeler han dette i en række abstrakte, mentale begreber (holdninger, ønsker, etc.). Men irreducibel kompleksitet er et begreb, der knytter sig til fysiske systemer.

Alle Behes eksempler, hvad enten det er musefælden eller den bakterielle flagel, består af fysiske dele. Og Behe skriver eksplicit, at irreducibel kompleksitet er et tegn på design, når det findes i fysiske systemer bestående af fysisk interagerende dele (Behe, 1996, s. 194). Han skriver eksplicit, at der er “andre måder”, hvis man skal påvise design i “systemer, der ikke fysisk interagerer” (s. 285).

Ydermere giver det ikke mening at udvide irreducibel kompleksitet, så det også omfatter abstrakte, mentale begreber. Husk på, at begrebet er formuleret som modsvar på, hvad Darwin skrev om et system, der “umuligt kan være blevet dannet ved talrige på hinanden følgende små ændringer”.

Evolution gennem naturlig selektion er en proces, der påvirker organismer som fysiske systemer: En mutation ændrer det genetiske materiale, hvilket øger organismens fitness og medfører, at det muterede gen spreder sig i populationen. Dette udelukker ikke, at mentale begreber som holdninger og ønsker er fremkommet hos mennesket i takt med, at størrelen på vores hjerner er vokset (i hvert fald ikke ifølge gængs evolutionsbiologi). Men processen, der formodes at have ført til fremkomsten af disse mentale fænomener, består af “talrige på hinanden følgende små ændringer” i fysiske systemer. At beskrive et sæt af mentale begreber som værende irreducibelt kompleks giver derfor ingen mening.

Behes argument kan således ikke bruges til at påstå, at et sind, der er i stand til at designe et irreducibelt komplekst system, selv må være irreducibelt komplekst. Og der er således intet i hans argument, der nødvendiggør, at der findes en overnaturlig designer.

Kræver sindet en irreducibelt kompleks hjerne?

Sober ville på dette tidspunkt kunne indvende, at et sind, der er i stand til at designe et irreducibelt komplekst system, må være instantieret i et fysisk system, der ligner den menneskelige hjerne. Og siden den menneskelige hjerne består af nerveceller, der givetvis indeholder irreducibelt komplekse molekylære strukturer, må et sådant sind nødvendigvis være instantieret i et fysisk irreducibelt komplekst system.

Det ville dog være en besynderlig kritik at rejse. Sobers argument er afhængigt af, at et sind, der er i stand til at designe et irreducibelt komplekst system, kan instantieres i en overnaturlig gud, helt uden fysiske dele.

Hvis det medgives, at et sind kan instantieres i noget så forskelligt fra den menneskelige hjerne som en overnaturlig, ikke-fysisk gud (og Sobers argument afhænger af dette), er det svært at se, hvorfor det ikke også skulle kunne instantieres i et andet fysisk system, der ikke er baseret på nerveceller bestående af irreducibelt komplekse strukturer.

Det er på dette tidspunkt værd at nævne, at vi stadig ikke kan forklare, hvori sammenhængen mellem bevidstheden og hjernen består (Nagel, 1974; Chalmers, 1996). Som bevidsthedsteoretiker David Chalmers forklarer:

“Der er bred enighed om, at bevidsthed opstår fra en fysisk baggrund, men vi har ikke nogen god forklaring på, hvorfor og hvordan den opstår. Hvorfor skulle fysisk databehandling overhovedet resultere i et rigt, indre liv? Det virker objektivt absurd, at det burde ske, og alligevel sker det.” (Chalmers, 1995)

Så længe vi ikke kan forklare, hvordan et mentalt begreb som bevidsthed opstår i hjernen, synes det overmodigt at påstå, at mentale begreber kun kan opstå i et system indrettet som menneskehjernen.

Det kan således ikke afvises, der findes intelligente livsformer i universet, der ikke består af irreducibelt komplekse strukturer, og som er opstået og har udviklet sig uden at være resultatet af en anden intelligens. Det er også en mulighed, at sådanne intelligente livsformer ikke eksisterer, og at designeren vitterligt er en overnaturlig gud. Men det er ikke en konklusion, som er nødvendiggjort af designargumentet.

Referencer

Behe M.J., 1996, Darwin’s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution, Simon & Schuster.

Behe M.J., 2003, “The Modern Intelligent Design Hypothesis”, i Mason N.A. (red.), 2003, God and Design: The Teleological Argument and Modern Science, Routledge University Press.

Chalmers D.J., 1995, “Facing up to the problem of consciousness”, Journal of Consciousness Studies 2(3):200-19. https://www.ingentaconnect.com/contentone/imp/jcs/1995/00000002/00000003/653

Chalmers D.J., 1996, The Conscious Mind: In Search of a Fundamental Theory, Oxford University Press.

Darwin C., 1859, The Origin of Species, republication of the first edition, Gramercy Books.

Nagel T., 1974, “What Is It Like to Be a Bat?”, The Philosophical Review 83(4):435-50. https://doi.org/10.2307/2183914

Sober E., 2007, “The Intelligent Design Theory and the Supernatural – The ‘God or Extra-Terrestrials’ Reply,” Faith and Philosophy 24(1):72-82. https://place.asburyseminary.edu/faithandphilosophy/vol24/iss1/4/