Ikke-reducerbar kompleksitet

I halvfemserne introducerede professor Michael Behe begrebet ”irreducible complexity” – ikke-reducerbar kompleksitet. Begrebet dækker de fænomener, hvor en række enkeltdele i et biologisk system til sammen danner funktion, og hvor fuld funktionsdygtighed er afhængig af tilstedeværelsen af alle enkeltdele.

Et ikke-reducerbart komplekst system er altså et funktionelt apparatus, som består af nøje tilpassede enkeltdele, der hver især er nødvendige for at opnå den funktion, som vi ser systemet udføre.

Det er ganske interessant, at hvis man viser et af eksemplerne på et sådan ikke-reducerbart komplekst biologisk system til en maskiningeniør, en mekaniker eller andre, der beskæftiger sig med menneskeskabt maskineri, har de en øjeblikkelig forståelse for, at et sådant system ikke kan opstå via blinde, udirigerede processer. Jeg har erfaret, gang på gang, at de venner og bekendte jeg har, som har ”hands on experience” med maskineri, erklærer det for rablende vanvittigt at tro, at maskineri som flagellummotoren eller ATP-syntasen kan være opstået gradvist gennem tilfældige mutationer over tusinder af generationer.

 

Neodarwinisterne hævder, at enkeltdelene til de molekylære maskiner har tjent andre funktioner i forfædre til nuværende organismer, og at enkeltdelene således på forhånd har været til rådighed i organismen. Man hævder, at tilfældige ændringer i DNA’ets programmering har etableret disse enkeltdele i den funktionelle enhed, som vi nu kan observere. Man har ingen empirisk evidens for denne antagelse, som blot bygger på fundet af homologe proteiner i forskellige systemer (ligesom komponenter eller materialer i menneskeskabt maskineri kan indgå i en lang række af forskellige systemer).

Professor Jerry Coyne mener, at det ikke er evolutionstilhængernes opgave, at demonstrere et trin for trin-scenarie for, hvordan de molekylære maskiner blev til. I sin bog ”Why Evolution is True” skriver Coyne: Hvordan kan vi så tilbagevise ID-påstanden om, at nogle træk trodser enhver mulighed for oprindelse gennem naturlig udvælgelse? I sådanne tilfælde hviler bevisbyrden ikke på evolutionsbiologerne, altså at de skal skitsere et nøjagtigt trin for trin scenarie, hvor de dokumenterer præcis, hvordan en kompleks struktur har udviklet sig.

Coyne fortæller os her, at det inden for evolutionsbiologi er nok, at man har fantasien i orden; det er tilstrækkelig videnskabeligt, at man kan forestille sig et komplekst maskineri udvikle sig gradvist. Evolutionstilhængerne behøver ikke fremlægge evidens for deres teori – bevisbyrden ligger hos ID-tilhængerne, som så altså skal bevise, at evolution ikke har fundet sted. Det var ikke umiddelbart sådan, jeg havde forestillet mig, at videnskab skulle fungere.

Jeg tror nu nok, at en maskiningeniør eller en mekaniker gerne ville se et minimum af dokumentation for, at et funktionelt system, som er afhængigt af flere forskellige nøjagtigt tilpassede komponenter, kan opstå gradvist. I den virkelige verden fortæller sund fornuft os, at komplekse funktionelle systemer altid, og uden undtagelse, er intelligent designede. I evolutionsbiologiens verden gælder det omvendte, nemlig at det er indlysende, at komplekst maskineri kun kan være opstået gennem blinde, udirigerede processer. Tillader du dig  at betvivle Jerry Coyne, Richard Dawkins og deres evolutionsdisciple, er du naturligvis kugleskør kreationist.