Hop til indhold

Darwinisme og racisme

Fra en af udstillingerne af de vilde racer i zoologisk have i København fra begyndelsen af det 20. århundrede.

 

Selv om linjen her på Intelligent Design DK er at forholde sig til det rent videnskabelige og gå uden om f.eks. politiske holdninger, vil jeg alligevel tillade mig at kommentere den sidste uges uroligheder i USA. Her ser vi, at racismen ikke er glemt, men lurer lige under overfladen. Går man lidt dybere, vil jeg hævde, at man støder på en ubehagelig sammenhæng mellem denne racisme og den virkning, som udbredelsen af Darwins tanker og evolutionstanken har haft. Det er også en medvirkende grund til, at nogle af os er så skarpe og måske også følelsesladede i kritikken af evolution. Det er så afgjort en videnskabeligt motiveret kritik, men teoriens bredere følgevirkninger i samfundet motiverer os bestemt også.

Jeg ved godt, at selvfølgelig er det et meget mere komplekst spørgsmål end som så, og man kan ikke uden videre pege på en enkelt årsag til racismens uhyrligheder. Alligevel kan Darwin ikke ikke sige sig fri for at have bidraget betydeligt til den hvide mands ide om, at han som ’race’ er andre ’racer’ overlegne (også selv om Darwin selv f.eks. var imod slaveriet) .

Som Charles Darwin forestillede sig det, indebærer evolution et racehierarki, og i ethvert hierarki skal nogen være i bunden. Som Darwin udtrykkeligt nævnte det i bogen Menneskets Afstamning og Parringsvalget var den plads besat af de sorte afrikanere. Darwin skrev:

“På et tidspunkt i fremtiden, ikke særligt langt målt i århundreder, vil de civiliserede menneskeracer næsten helt sikkert udrydde og erstatte de vilde racer over hele verden. På samme tid vil de antropomorfe aber … uden tvivl blive udryddet, Kløften vil da blive bredere, for den vil være have mennesket i et mere civiliseret stadie end den kaukasiske på den ene side … og en abe så lav som en bavian på den anden side, i stedet for som nu negeren eller australieren over for gorillaen.”

“Jeg kunne vise, at kampen i den naturlige udvælgelse har gjort og gør mere for civilisationens fremskridt, end man er villig til at indrømme … I en fremtidig verden ikke så langt væk fra nu vil vi se, hvilket endeløst antal af de lavere racer er blevet elimineret af de højerestående civiliserede racer over hele verden.”[i]

Darwin mente altså, at siden naturlig selektion har været drivkraften, der har ført os til det nuværende høje stadie af evolution, er det ikke forkert, men ligefrem ønskeligt, hvis selektionen fortsætter – godt hjulpet af os – og udrydder de lavere racer.

Helt til langt op i det 20. århundrede lærte skoleelever derfor i deres biologibøger, at ’kaukaserne’ (den hvide mand) var mere avanceret på evolutionsskalaen end negerne. Det var ganske enkelt den videnskabelige konsensus. Ikke blot blev der set ned på andre racer end den hvide. De andre racer blev stort set betragtet som dyr og mange steder jagtet og udryddet som dyr. Danmark var helt med på den bølge. Ifølge Lektor Rikke Andreassen, der har forsket i dette emne:

”Det var faktisk ikke kun Tyskland, der var førende inden for racelæren. Danmark og Sverige var også godt med, og vi havde i lige så høj grad et syn på de andre racer som mindreværdige.”[ii]

For over hundrede år siden kunne man ligesom i dag gå i zoologisk have og se vilde dyr som elefanter, løver og giraffer. Men man kunne også se noget, som man ikke længere ser i dag: de lavere racer! Der var mennesker i bure i zoologiske haver over hele den europæiske verden inklusive zoologisk have i København og andre steder i Danmark. Det var lige efter Darwin.

I den forbindelse er det lærerigt at se en prisbelønnet film, Human Zoos: America’s Forgotten History of Scientific Racism, af John West, der er vicepræsident for Discovery Institute. Her kan man blandt andre hjerteskærende historier høre om den afrikanske pygmæ Ota Benga (1883-1916), der blev købt på en slaveauktion og udstillet i 1906 sammen med en orangutan i abeburet i Bronx Zoo som en illustration af den darwinistiske teori. Ota Benga protesterede selv: ”Jeg er et menneske! Jeg er et menneske!” Sorte amerikanske præster gjorde også indvendinger mod dette, men det blev alt sammen affejet af New York Times med ordene: ”Pygmæerne står meget lavt på den menneskelige skala.”

Human Zoos minder os om dette mørke kapitel i vores historie, som de fleste slet ikke er klar over eller gerne vil glemme. Men de nuværende uroligheder viser, at det måske er for tidligt at glemme, at der er en sammenhæng mellem darwinismen og evolutionstanken, der stadig optager pladsen som en hellig doktrin i nutidens videnskabelige samfund, og nogle af de uhyrlige livssyn, der har domineret det sidste halvandet århundredes historie.

Se Human Zoos her:

***

[i] Fra Menneskets Afstamning og Parringsvalget af Charles Darwin, her hentet fra https://www.goodreads.com/quotes/tag/racial-superiority.

[ii] https://www.information.dk/indland/2009/09/vilde-mennesker-zoo

 

One thought on “Darwinisme og racisme Skriv en kommentar

  1. Et lille supplerende bidrag:
    Ganske betagende, men desværre også dybt tragisk, er historien om ildlænderne, pescheræerne eller patagonierne, et uhyre søkyndigt folk, som frem til ca. 1900 levede på de barske og kolde skærgårdsøer i det sydligste Chile. Da området af høje uvejsomme bjerge er afskåret fra omverdenen, havde ildlænderne levet isoleret her, angiveligt i årtusinder. De levede i høj grad af fisk og havde nogle helt specielle kanoer med bålplads i midten. Folket følte sig tæt forbundet med havet, de var dygtige fiskere og mente at deres afdøde blev til stjerner på himlen. I den unikke og rystende, men meget smukke film ”Perlemorsknappen” har den chilenske instruktør Patricio Guzmán skabt et værdigt minde om dette særegne folkeslag, der hen imod slutningen af 1800-tallet på brutal og bestialsk vis blev udslettet af indvandrende europæere, endda med støtte af de chilenske myndigheder. I kolonisationens hellige navn skød, udsultede og forgiftede (!) man de chokerede patagoniere som var de vilde dyr. Allerede Darwin havde set dette folk og undret sig over at ”forskellen mellem vilde og civiliserede folk kunne være så stor”. Udover gruen i den manglende respekt for andre mennesker, er dette folks sørgelige endeligt er endnu et flovt eksempel på, hvordan hensynsløshed og følelseskulde berøver os muligheder for at udvide kendskabet til vores egen forhistorie.
    Til alt held havde retskafne fotografer – inden folkedrabet – i rigt mål fastholdt ildlændernes kultur, deres kundskaber og deres udseende. I dag lever endnu ca. 20 efterkommere og et par af disse medvirker i filmen. De kan stadig tale de urgamle sprog og fortælle barndomserindringer om livet i Ildlandet, Tierra del Fuego. Navnet tilskrives den portugisiske søfarer Ferdinand Magellan, der i 1520 fra sit skib så lys fra bål på mange af øerne. Bålene var tændt af den indianske urbefolkning.
    Mvh Steffen Kjærulff

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: