Hop til indhold

Er intelligent design en deus ex machina-forklaring?

ciel-cheng-zNQeVTa8laE-unsplash
Foto: Ciel ChengUnsplash

Deus ex machina (latin, “guden fra maskinen”) er et begreb fra antikkens teater, hvor en udefrakommende begivenhed – f.eks. en gud, der blev hejst ind på scenen med en kran – blev brugt til at løse en tilsyneladende håbløs situation.

Designkritikere beskylder ofte intelligent design for at være, hvad vi kan kalde en deus ex machina-forklaring. Kritikerne mener, at i stedet for at smøge ærmerne op og udføre det hårde arbejde med at finde en naturalistisk forklaring på et givent biologisk fænomen, hejser designtilhængere blot en designer ind på scenen og lader denne løse problemet.

Den designkritiske filosof Robert Pennock mener således, at når det handler om at forklare oprindelsen af biologiske strukturer, må forskere kun henvise til naturlige, ikke-intelligente processer – hvad Pennock kalder for “den naturalistiske metode”. Hvis henvisninger til design var tilladte i videnskabens verden, “ville forskerens arbejde simpelthen blive for let” (Pennock, 1999, s. 292). En designer kan bruges til at forklare ethvert fænomen og forhindrer derfor yderligere forskning, lyder kritikken. “Ved at udelukke sådanne genveje har den naturalistiske metode også den fordel, at den ansporer til dybere undersøgelser” (s. 293).

Det er nærliggende at kritisere dette argument ved at påpege, at en teori ikke nødvendigvis er korrekt, blot fordi den er mere intellektuelt krævende. Som den ateistiske filosof Maarten Boudry og hans kolleger påpeger i en kritik af blandt andet Pennocks argument:

“For eksempel er freudianske drømmetydninger, med deres indviklede associationer og forskellige niveauer af ubevidst mening, bestemt mere intellektuelt krævende end at ‘ty til’ ideen om, at drømme bare er usammenhængende fragmenter fra natlig hjerneaktivitet. Men den freudianske drømmeteori er uden for enhver tvivl forkert. Moderne psykologi forhindrer jagten på drømmes skjulte betydninger, ligesom den forhindrer jagten på en evighedsmaskine. I disse tilfælde er det fornuftigt at stoppe yderligere undersøgelser.” (Boudry et al., 2010, s. 237)

Og hvad med forskeres henvisninger til menneskeligt design? Det ville utvivlsomt give anledning til mange intellektuelt udfordrende hovedbrud, hvis arkæologer var nødt til at forklare hulemalerier som resultaterne af naturlige, ikke-intelligente processer. At kunne give forklaringen “et menneske gjorde det” gør åbenlyst arkæologernes arbejde lettere, uden at vi af den grund forkaster forklaringen.

Det er desuden ikke korrekt, at intelligent design ikke kan føre til nye spørgsmål eller anspore til ny forskning. I det følgende vil jeg vise, hvorledes et perspektiv, der er baseret på, at nogle biologiske strukturer skyldes intelligent design, kan føre til andre spørgsmål end et perspektiv, der er baseret på, at alle biologiske strukturer skyldes naturlige, ikke-intelligente processer. Jeg vil for nemheds skyld omtale det første perspektiv som et designperspektiv og det andet perspektiv som et naturalistisk perspektiv – uden af den grund at udelukke, at intelligente designere også kan være naturlige væsner.

For at se, hvordan de to perspektiver fører til forskellige spørgsmål, er det nødvendigt først at se på, hvordan de respektive perspektiver giver os forskellige forventninger til, hvad vi vil observere.

Det naturalistiske perspektiv lader os forvente “dårligt design”

Den naturlige selektion er en blind, ikke-intelligent proces. Det er en proces, der med udgangspunkt i en organismes nuværende form gradvist forsøger at tilpasse den til dens aktuelle miljø, uden tanke for, hvad der fra et ingeniørsynspunkt ville udgøre “godt design”. Så længe en løsning er god nok, vil den således blive selekteret, også selv om den er kluntet og ineffektiv.

Det naturalistiske perspektiv, ifølge hvilket biologiske strukturer er dannet af evolution gennem naturlig selektion, lader os således forvente, at disse strukturer udviser, hvad evolutionsbiolog Jerry Coyne (2009, s. 81) kalder for “dårligt design”. Videnskabsfilosoffen Michael Ruse beskriver ræsonnementet bag:

“Hvis, som [vi] evolutionister tror, organismer er bygget et skridt ad gangen, altid med udgangspunkt i, hvad de faktisk har, i stedet for hvad de muligvis kunne tænke sig at have, ville vi forvente at finde disse sjusket byggede strukturer.” (Ruse, 2003, s. 202)

Eller, som den nu afdøde palæontolog Stephen J. Gould formulerede det:

“Mærkelige arrangementer og sjove løsninger er beviset på evolution – veje som en fornuftig Gud aldrig ville betræde, men som en naturlig proces, begrænset af historien, nødvendigvis må følge.” (Gould, 1980, s. 20-1)

Som Coyne skriver ligeud: “Uperfekt design er tegn på evolution; faktisk er det præcis det, vi forventer fra evolution.” (2009, s. 81; oprindelige fremhævelser)

Bemærk, at dette ikke medfører, at en struktur, der viser sig at udvise godt design, vil modbevise det naturalistiske perspektiv eller evolutionsteorien i dens gængse forståelse. Det betyder alene, at hvis man finder en struktur, der tilsyneladende udviser dårligt design, vil evolutionsteoretiske overvejelser i sig selv ikke give én grund til at tvivle på dette.

Designperspektivet lader os forvente “godt design”

Et designperspektiv lader os derimod forvente, at biologiske strukturer, som vi har grund til at tro er designede, vil leve op til ingeniørmæssige principper og blandt andet udvise, hvad vi kan genkende som “godt design”.

Cellens maskineri er mere avanceret end noget, vi mennesker kan designe, og en eventuel designer må derfor formodes at have været mindst lige så intelligent som os. Hvis vi kan identificere en fejl ved designet, må en designer også have været i stand til at identificere denne fejl og rette den.

Dette skal ikke forstås som en forventning om, at designede strukturer vil udvise perfektion i en teologisk forstand. Design er resultatet af kompromiser, hvor forskellige (og ofte modsatrettede) hensyn må afvejes mod hinanden. Vi anerkender således, at biler er designede, selv om de har behov for brændstof, kan gå i stykker, og ikke kan bevæge sig med lysets hastighed. Men hvis biler var konstruerede med et hul i benzintanken, så 90 procent af benzinen gik tabt under kørslen, ville vi med god grund efterspørge en ingeniørmæssig forklaring på dette tilsyneladende eksempel på dårligt design.

Mechanisma ex machina

Vi kan nu se, hvorledes intelligent design ikke blot er en forklaring, som den dovne forsker kan hejse ind på scenen for at løse et genstridigt problem. En designforklaring besvare ganske vist én slags spørgsmål lettere end en naturalistisk forklaring. Men forklaringen fører også til andre typer spørgsmål, som en naturalistisk forklaring kunne havet besvare på en mindre intellektuelt krævende måde.

Jeg har i tidligere artikler beskrevet, hvordan både følgestrengssyntesen under DNA-replikation (Krauze, 2020a) og proteinet RuBisCO (Krauze, 2020b), der spiller en central rolle i fotosyntesen, er blevet beskrevet som værende dårligt designet.

Ud fra evolutionære overvejelser ville jeg ikke have haft nogen grund til at tvivle på, at de pågældende strukturer virkelig var dårligt designede. Den naturlige selektion er som bekendt en blind proces, der fører til “mærkelige arrangementer og sjove løsninger”, for at bruge Stephen J. Goulds ord.

Men fordi jeg anskuede de pågældende strukturer ud fra et designperspektiv, havde jeg en naturlig skepsis over for påstandene om dårligt design. Og ganske rigtigt, i begge tilfælde viste en nærmere analyse, at der var gode ingeniørmæssige grunde til de pågældende strukturers udformning.

Hvis jeg ville opføre mig som en designkritiker, kunne jeg på denne baggrund beskylde tilhængere af et naturalistisk perspektiv for at bruge henvisninger til ikke-intelligente mekanismer som mechanisma ex machina-forklaringer: “Nu går jeg her og bryder mit hoved med at forklare de designmæssige overvejelser bag disse strukturer, og så kommer I her og vil hejse jeres naturalistiske forklaring ind på scenen og bortforklare det hele som mærkelige arrangementer og sjove løsninger.”

Som vi har set, ville dette dog ikke være en fair beskyldning. Der er tale om to forskellige perspektiver, som giver anledning til forskellige spørgsmål. Og hvad der kan virke ligetil at forklare inden for det ene perspektiv, kan give anledning til mange spændende hovedbrud inden for det andet perspektiv.

Intelligent design er således ikke en deus ex machina-forklaring, men et alternativt perspektiv på oprindelsen af biologiske strukturer, der giver anledning til andre spørgsmål end det naturalistiske ikke-design perspektiv.

Referencer

Boudry M., Blancke S., Braeckman J., 2010, “How Not to Attack Intelligent Design Creationism: Philosophical Misconceptions About Methodological Naturalism”, Foundations of Science 15:227-244. https://doi.org/10.1007/s10699-010-9178-7

Coyne J.A., 2009, Why Evolution Is True, Penguin Books.

Gould S.J., 1980, “The Panda’s Thumb”, genoptrykt i Gould, 1980, The Panda’s Thumb: More Reflections in Natural History, W. W. Norton.

Krauze M., 2020a, “Er DNA-replikation dårligt designet?”, Intelligent Design DK. https://intelligentdesign.dk/2020/05/16/er-dna-replikation-daarligt-designet/

Krauze M., 2020b, “RuBisCO – Et veldesignet protein”, Intelligent Design DK. https://intelligentdesign.dk/2020/05/30/rubisco-et-veldesignet-protein/

Pennock R.T., 1999, Tower of Babel: The Evidence against the New Creationists, MIT Press.

Ruse M., 2003, Darwin and Design: Does Evolution Have a Purpose?, Harvard University Press.

Mikael Krauze Se alle

Agnostisk ID-evolutionist

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: