Hop til indhold

Flere glemte 1800-tals fund

Indgraveret muslingeskal, fundet omkring 1880 i England.

I serien om glemte, oversete og undertrykte arkæologiske fund, der tyder på eksistensen af mennesker (Homo sapiens) i tider, hvor der ifølge gængse nutidige opfattelser om menneskets oprindelse ikke kan have levet mennesker, vil jeg her omtale en håndfuld 1800-tals europæiske fund. Meget få inklusive professionelle arkæologer og historikere kender til disse fund nu om dage. Hvorfor kan man gisne om. Fundene blev for de flestes vedkommende gjort af professionelle videnskabsmænd og diskuteret i videnskabelige publikationer og på konferencer.

Før 1891, hvor Eugene Dubois gjorde fundet af Java-mennesket, mente mange videnskabsfolk faktisk, at mennesket var af umådelig alder. De fandt også mangt og meget, der tydede på dette. Men efter 1891 og fundet af Java-mennesket, der blev tolket som Homo erectus, en forløber til det moderne menneske, og givet en alder på 800.000 år, ser det videnskabelige samfund ud til at have låst sig fast på en ung alder for mennesket. “Hvordan skal Homo sapiens have eksisteret, når en mere primitiv art levede for 800.000 år siden?” ser ud til at have været tankegangen. Derfor blev de fund, der tydede på en meget højere alder for mennesket, tilsyneladende ignoreret og ikke længere taget seriøst. Det gælder både de fund, der allerede var blevet gjort før 1891, og dem, der ville blive gjort i det 20. århundrede og helt frem til nu.

Halitherium fra Pouancé, Frankrig

L. Bourgeois skabte sensation i Paris i 1867, da han præsenterede deltagerne i Den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi for en Halitherium-knogle med, hvad der lignede skæremærker udført af mennesker. Halitherium er en uddød søko af ordenen Sirenia.

De fossile Halitherium-knogler var fundet af Abbé Delaunay ved Barriére nær Pouancé i Nordvestfrankrig. Delaunay blev overrasket over at finde en række skæremærker på en knogle fra den øvre forlem. Snittenes overflade så ud som resten af knoglen, og det var let at se forskel på dem og nyere brud, hvilket viste, at snittene var meget gamle. Den forstenede knogle blev fundet solidt indkapslet in situ i et uforstyrret lag, så mærkerne på knoglen var lige så gamle som knoglen selv. Ydermere var indskæringernes dybde og skarphed bevis på, at de var lavet, før knoglen var forstenet. Nogle af indskæringerne så ud til at være lavet ved to særskilte hug, der krydsede hinanden.

Selv Mortillet indrømmede, at de ikke så ud til at være skabt af geologiske kræfter eller bevægelser. Men han kunne alligevel ikke indrømme, at de kunne være menneskers værk, hovedsageligt på grund af alderen på Miocæn-laget, hvor knoglerne blev fundet. Miocæn-perioden strækker sig fra 5,5 mio. år til 23 mio. år tilbage. Mortillet skrev i 1883: “Dette er alt for gammelt for mennesket.” Var Mortillet upartisk i sin vurdering, eller dikterede forudfattede teoretiske opfattelser hans tolkning af bestemte kendsgerninger?

San Valentino, Italien

På et møde i Italiens Geologiske Nationalkomite i 1876 fremviste M. A. Ferretti en fossil dyreknogle, der ”så åbenlyst havde spor af arbejde fra menneskets hånd, at det udelukker al tvivl om det modsatte.” Den fossile knogle, der var fra en elefant eller et næsehorn, blev fundet in situ i lag fra Astien (Øvre Pliocæn, ca. 3. mio. år) i San Valentino, Italien. Det særlige ved denne fossilknogle er, at hvor den var bredest, havde den et næsten perfekt rundt hul. Ifølge Ferretti kunne hullet ikke komme fra borende organismer, bløddyr eller krebsdyr. Det næste år viste Ferretti komiteen en anden knogle med spor af menneskers værk. Den blev fundet i et blåt lerlag fra Pliocæn ved San Ruffino. Denne knogle så ud til at være savet delvist over i den ene ende og derefter brækket.

På en konference i 1880 gjorde G. Bellucci fra Det Italienske Selskab for Antropologi og Geografi opmærksom på to nye fund fra San Valentino og Castello delle Forme nær Perugia. Her var der tale om dyreknogler med skære- og stødmærker fra stenredskaber, forkullede knogler og flinteflækker. Alle blev fundet i lerlag i en indsø fra Pliocæn (2,5 – 5,3 mio år). Ifølge Bellucci var disse genstande bevis på mennesker i Pliocæn.

Clermont-Ferrand, Frankrig

Sidst i 1800-tallet modtog Det Naturhistoriske Museum i Clermont-Ferrand en lårknogle af Rhinoceros paradoxus (et uddødt næsehorn) med nogle furer på overfladen. Eksemplaret blev fundet ved Gannat i en ferskvandsaflejret kalksten, der indeholdt typiske fossiler fra Mellem Miocæn (10-15 mio. år). Nogle mente, at furerne kom fra dyretænder, men Mortillet var uenig og kom med sin sædvanlige forklaring: Knoglen var blevet mærket under tektoniske bevægelser.

Imidlertid stiller Mortillets egen beskrivelse af knoglens mærker spørgsmålstegn ved denne forklaring. Mærkerne fandtes for enden af lårknoglen nær knæet. Ifølge Louis Binford er dette stedet, hvor man normalt finder mærker fra slagtning. Mortillet skrev også, at mærkerne var “parallelle furer, noget uregelmæssige, på tværs af knoglens akse.” Binford skriver: “Skæremærker fra stenredskaber laves for det meste med en savende bevægelse, der resulterer i korte og ofte flere omtrent parallelle mærker.”

Udskåret muslingeskal fra The Red Crag, England

I en redegørelse til The British Association for the Advancement of Science i 1881 beskrev geologen H. Stopes en muslingeskal, hvis overflade havde en udskæring af et ufærdigt, men umiskendeligt menneskeansigt. Den udskårne muslingeskal blev fundet i de lagdelte sedimenter i aflejringen The Red Crag, der er 2,0–2.5 millioner år gammel.

Marie C. Stopes, finderens datter, forklarede i en artikel i The Geological Magazine (1912), hvorfor den udskårne muslingeskal ikke kunne have været et falsum: “Der bør lægges mærke til, at de indgraverede træk er indfarvet lige så dybt rødbrune som resten af overfladen. Dette er vigtigt, for når muslingeskaller fra The Red Crag ridses, er de snehvide under farven. Man bør også lægge mærke til, at muslingeskallen nu er så skrøbelig, at ethvert forsøg på at skære i den med det samme ville knuse den.” Ifølge konventionelle palæantropologiske opfattelser findes der ingen sådanne kunstfærdige arbejder før det fuldt moderne Cro-Magnon-menneske i Øvre Pleistocæn for 30.000 år siden.

****

Baseret på Forbudt Arkæologi af Dr. Michael Cremo og Dr. Richard Thompson, Skou & Asmark 2006, s. 23-25.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: