Hop til indhold

Den seneste forskning i livets oprindelse

Credit: CC0 Public Domain

 

Jeg har på det seneste skrevet om forskningen i livets oprindelse. Jeg kom i den forbindelse med nogle kritiske påstande såsom et citat fra Cambridgeprofessor Dr. Simon Conway Morris, der har kaldt forskningen i livets oprindelse ”… en ynkelig videnskabelig fiasko”. (1)

Nogle vil nok spørge: “Er det ikke lidt overdrevet?” Lad os derfor se på et konkret eksempel på, hvad der faktisk foregår inden for forskningen i livets oprindelse i dag. Hvem ved, måske er forskerne faktisk nået langt i forståelsen af, hvordan livet kan være opstået af sig selv på den tidlige jord og have udviklet sig udelukkende gennem fysiske og kemiske processer.

Den 3. juni 2020 omtalte Phys.org et eksperiment af Professor John Sutherland og hans kolleger fra MRC Laboratory of Molecular Biology i Cambridge. Phys.org, der igen byggede sin omtale på en omtale i Nature, skrev i overskriften:

”Opstod livet i ’ursuppen’ via DNA eller RNA? Måske begge.”  [Did life emerge in the ‘primordial soup’ via DNA or RNA? Maybe both]

Her kan vi med det samme studse over ‘ursuppen’. Som tidligere nævnt er det en fantasistørrelse. Der er intet geologisk spor fra den tidlige jord af, at vores planet nogensinde skulle have været dækket af et sådant ursuppeocean. Ikke desto mindre, som vi kan se det her, har teorierne om livets opståen brug for at postulere en sådan ursuppe på trods af manglen på fysiske beviser for, at det skulle have eksisteret.

Lad os gennemgå artiklens første afsnit:

”Videnskabsfolk har længe debateret, hvilken af de genetiske informationsbærere – DNA eller RNA – begyndte livet på Jorden, men en ny forskning antyder, at livet kunne være begyndt med lidt af hver. Forskningen under ledelse af videnskabsmænd fra Medical Research Council (MRC) Laboratory of Molecular Biology (LMB) i Cambridge viser for første gang, hvordan nogle af byggeblokkene til både DNA og RNA kunne være dannet spontant og have eksisteret sammen i ’ursuppen’ på Jorden.”

Bemærk, at videnskabsfolkene ’har længe debateret’. Betyder det med andre ord, at ingen af dem ved eller kan sige noget med sikkerhed? Hvorfor skulle de ellers debattere?

Dernæst får vi at vide, at ’en ny forskning antyder’. Havde vi glædet os til at se en definitiv demonstration af, at det faktisk skete sådan og sådan eller i hvert fald kunne være sket sådan og sådan, bliver vi skuffet. Det udvandes endnu mere i næste sætning: ’ … livet kunne være begyndt … ’ ’Kunne være’? Er det bare en mulighed? Hvor sandsynlig er den mulighed? Hvilke andre muligheder er der?

Når man læser resten af artiklen, kan man hæfte sig ved, hvordan den i det hele taget er fyldt med måske-ord såsom ’kunne være’, ’muligvis’, ’det er tænkeligt’ osv. (eller på engelsk ”maybe”, ”perhaps”, ”it could be”, ”is suggestive of”).  En masse lige-ved-og-næsten. Men lad os fortsætte med det første afsnit.

Så kommer vi til ’byggeblokkene’. Igen får vi at vide, hvordan nogle af dem ’kunne være dannet’.

”Du godeste!” vil nogle måske udbryde. Diskuterer de stadigvæk, hvordan ’byggeblokkene’ opstod eller bare kunne være opstået? Er førende forskere som John Sutherland stadig optaget af at prøve at opdage ”livets byggeblokke”, ligesom Miller og Urey var det i begyndelsen af 1950’erne for snart 70 år siden? Er de ikke kommet længere?

Det er specielt forbløffende i betragtning af molekylærbiologiens enorme fremskridt og landvindinger de sidste 70 år. I cellen har man afdækket en verden af uhørt kompleksitet, en verden med nanoteknologi, molekylerobotter, avanceret software og databehandling og tusindvis af processer hvert sekund i et omfang, der overgår kompleksiteten i en moderne storby. Skulle man ikke forvente, at forskerne i livets oprindelse nu om dage må have travlt med af at forske i, hvor alt dette kommer fra?

Men nej, forskerne i livets oprindelse leder stadig efter en eller anden måde, hvorpå byggeblokkene skulle kunne være opstået af sig selv, som de også gjorde det for 70 år siden. Problemet er nemlig, at sådan er spillereglerne. Intelligent design må ikke foreslås, selv om det ellers er en indlysende tanke, som mange får, når de ser den grad af avanceret nanoteknologi, som en celle indeholder.

Ja, det vi i dag kalder intelligent design, er i virkeligheden udsprunget af opdagelsen af cellens forbløffende kompleksitet. Selv om selve begrebet og ideen om intelligent design går tilbage til 1800-tallet eller endnu længere tilbage, var det cellens kompleksitet, der fik de første videnskabsmænd i nyere tid til at tale seriøst om intelligent design. Et eksempel er The Mystery of Life’s Origin fra 1984, hvor tre videnskabsmænd, Charles Thaxton, Walter Bradley og Roger Olsen, gennemgår forskningen i livets oprindelse og de udfordringer, den står over for, og ender med at foreslå, at det første liv må være et resultat af intelligent design.

Ikke desto mindre er det stadig politisk ukorrekt inden for mainstream at foreslå intelligent design som en mulighed, selv om den mulighed skriger os op i ansigtet, og alle ved det, inklusive John Sutherland. Han kan blot ikke tillade sig at foreslå det. Tværtimod er han nødt til at fortsætte med at lede efter en rent materiel forklaring på livets opståen, i hvert fald hvis han ønsker at beholde sin stilling på Cambridge og sin anseelse i det videnskabelige samfund. Men tror han selv på en naturlig forklaring? Jeg skal ikke kunne sige det.

Så kommer vi til “byggeblokkene”, som artiklen hævder “kunne være dannet”. Hvis vi for et øjeblik antager, at det viser Dr. Sutherlands eksperiment faktisk, at de kunne, håber jeg, at det er indlysende for alle, at der skal mere end ”byggeblokke” til for at forklare livets oprindelse. Selv hvis man kunne demonstrere, at byggeblokkene kunne opstå af sig selv (og det har forskerne ikke gjort endnu. Hvorfor skulle de ellers forske i det?), har man ikke forklaret, hvordan byggeblokkene er blevet samlet gennem naturlige processer til de meget komplekse polymerer, som livet består af, og hvor den genetiske information, der er kodet på polymererne, kommer fra.

Lad os forestille os, at vi en dag på en tur til Egypten bogstaveligt talt er ude på en ørkenvandring og støder på en stor granitblok, der naturligt er tilnærmelsesvis firkantet. Kan vi dermed konkludere, at nu har vi løst mysteriet om, hvordan pyramiderne blev bygget? Blot at have byggeblokkene, også når de er ’livets byggeblokke’, betyder ikke, at vi dermed har forklaret alt om bygningens opførelse eller, som i dette tilfælde, den første celles opståen. Ikke engang tilnærmelsesvist.

Det var artiklens første afsnit. Her er vi, så vidt jeg kan se, ikke stødt på noget, der modsiger Professor Simon Conway Morris’, når han kalder forskningen i livets oprindelse for ”en ynkelig videnskabelig fiasko”. Over de næste dage skal vi se videre på, om resten af artiklen ændrer ved det. Husk at komme tilbage!

***

  1. Life’s Solution, Simon Conway Morris, Cambridge University Press 2003, s. 44.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: